I Aasiaat er der ingen polerede facader, ingen turister. Og ligesom de fleste andre steder i Grønland snor vandrør og ledninger sig blottede over den hårde klippegrund. Man kan se slædehundene, der er bundet i en kort kæde til klipperne, fra de hotellejligheder tæt ved gymnasiet, som vi er indlogeret i. Vi kan høre deres hyleri om morgenen, når de får mad, og når de slås. Det er lige så kulturelt accepteret som vores høns i bur og vores hanegal. Hvalpe under fem måneder får lov til at gå løse. Har en hund slidt sig løs fra klippen, bliver den skudt af en ansat til det formål. Man skal ikke nærme sig hundene. De er slædehunde, der venter på vinterens komme, ikke skødehunde. Der er få ordentlige grøntsager i de store butikker. Ellers kan man få det meste. Fiskerne kommer med deres fineste fangst, som sælges fra et lille skur, der hedder brættet. De sælger også ren, moskus og hvalkød. I august skinner solen hele dagen, indtil den meget sent om aftenen går ned og får træhusene i forskellige farver, der ligger i rækker med havet omkring, til at falme som i en David Lynch-film. Der er storslået i Grønland. Poetisk. Det poetiske kan man opleve i grønlændernes sangtradition. Og det kan man opleve i de unge grønlænderes litteratur, som endnu ikke har nået overskrifterne, men det vil komme. Jeg vil berette om mødet med den nye grønlandske litteratur. Hermed først en lille forhistorie: I september 2012 udskrev NAPA, Nunatta Atuagaateqarfia, NUIF og Milik publishing novellekonkurrencen Allatta. Alle landets unge mellem femten og femogtyve år kunne deltage. De ti vindere er netop fundet og skal nu på skrive-bootcamp i Kangerlussuaq, hvor de skal finpudse novellerne til udgivelse i antologien ’Ung i Grønland, Ung i Verden’.

»Novellerne afspejler tidens tand på godt og ondt. Mange tager traditionelt tabubelagte emner op, og i flere noveller er der en form for selvforløsende proces, som er meget spændende. De er udtryk for en ny udvikling i grønlandsk litteratur«, skriver juryen. Antologien, der forventes udgivet i juni 2013, vil også indeholde ti illustrationer fra årets kunstskoleelever, så den bliver et samlet ungdomslitteratur- og kunstudtryk. Og det er sandt, det juryen skriver, bortset fra at de har glemt det vigtigste: De er også poetiske, teksterne. I hvert fald dem, mine kollegaer, forfatterne Meghan D. Jakobsen, Jacob Berner Moe, Martin Krogh Andersen, og jeg selv læste med på i august 2012, hvor blev vi inviteret til gymnasiet i Aasiaat for at undervise 3. g’ere i at skrive. To gange femogfyrre minutter har jeg til at undervise klassen i emnet ’Den første sætning på papiret’. Jeg skal have fem klasser på samme måde. Det er mange gentagelser, mange elevers ansigter og mange små justeringer i måden, jeg underviser på. Det samme gælder for mine forfatterkollegaer. Det slår mig, at de unge generelt er meget tavse. Der er en tavshed i deres måde at være elever på. En eftergivenhed. De gør, som der bliver sagt. Måske fordi jeg ikke er den daglige voksne, fordi de af samme grund får lov til at have fødderne oppe på bordet, skrive på det sprog, de foretrækker, og i det hele taget bare er nysgerrige.