I Aasiaat er der ingen polerede facader, ingen turister. Og ligesom de fleste andre steder i Grønland snor vandrør og ledninger sig blottede over den hårde klippegrund. Man kan se slædehundene, der er bundet i en kort kæde til klipperne, fra de hotellejligheder tæt ved gymnasiet, som vi er indlogeret i. Vi kan høre deres hyleri om morgenen, når de får mad, og når de slås.
Det er lige så kulturelt accepteret som vores høns i bur og vores hanegal. Hvalpe under fem måneder får lov til at gå løse. Har en hund slidt sig løs fra klippen, bliver den skudt af en ansat til det formål. Man skal ikke nærme sig hundene. De er slædehunde, der venter på vinterens komme, ikke skødehunde. Der er få ordentlige grøntsager i de store butikker. Ellers kan man få det meste. Fiskerne kommer med deres fineste fangst, som sælges fra et lille skur, der hedder brættet.
De sælger også ren, moskus og hvalkød. I august skinner solen hele dagen, indtil den meget sent om aftenen går ned og får træhusene i forskellige farver, der ligger i rækker med havet omkring, til at falme som i en David Lynch-film.
Der er storslået i Grønland. Poetisk. Det poetiske kan man opleve i grønlændernes sangtradition. Og det kan man opleve i de unge grønlænderes litteratur, som endnu ikke har nået overskrifterne, men det vil komme. Jeg vil berette om mødet med den nye grønlandske litteratur. Hermed først en lille forhistorie:
I september 2012 udskrev NAPA, Nunatta Atuagaateqarfia, NUIF og Milik publishing novellekonkurrencen Allatta. Alle landets unge mellem femten og femogtyve år kunne deltage. De ti vindere er netop fundet og skal nu på skrive-bootcamp i Kangerlussuaq, hvor de skal finpudse novellerne til udgivelse i antologien ’Ung i Grønland, Ung i Verden’.
Få fuld adgang om mindre end 2 minutter
De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent
Bliv abonnent for 1 krEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar