0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Verdens største miljøkrise

Når den kinesiske drage vågner, vil verden skælve, sagde Napoleon. Nu er dragen ved at vågne. Den smiler, men den hoster også, fordi væksten sker på bekostning af miljøet. Det gør Kina til verdens mest forurenede land - med omkostninger for det globale miljø.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når avisen i en af verdens største byer - Chongqing i Sydvestkina - anbefaler børn, ældre og folk med svagt helbred om at blive inden døre, når den første regn falder, er det ikke uden grund. Her har de første regnskyl fået målt en syrekoncentration, som svarer til eddike. Problemet ses desværre i hele Kina, som har verdens højeste rate af kroniske luftvejssygdomme. Op til 40 procent af hele landet er i dag udsat for syreregn. Kina har 7 af verdens 10 mest forurenede byer og desværre også 16 af de 20 mest forurenede byer. I Shanghai udskiftes gadebelysningen hver andet år, da syre har ætset huller i malingen og forårsaget rusthuller i metallet.

Flere end 110 millioner mennesker lever i byer, hvor luften er karakteriseret som »meget skadelig«. Derfor har over halvdelen af alle børn i flere af Kinas største byer for høje blykoncentrationer i blodet med risiko for lavere intelligens og adfærdsproblemer. Luftforurening er den direkte årsag til hver 10. dødsfald i alle Kinas byer. En trafikbetjent i Beijings travle gadekryds har en gennemsnitlig levealder på kun 40 år.

Satellitmålinger afslører nu, at luftforureningen over Kina er blevet 50 procent større i de sidste 10 år. Kinas miljøministerium forudsiger, at forureningen bliver mindst fire gange så stor i løbet af de næste 15 år, hvis der ikke skrides ind over for det hastigt stigende kulforbrug og bilismen. De fremtidige udfordringer er bestemt til at få øje på, og Kinas enorme luftforurening matches af en lige så slem vandforurening. 70 procent af Kinas største floder og søer er så forurenede med toxider med videre, at vandet er decideret uegnet til drikkevand. Kun hver femte kineser har adgang til rent drikkevand. 300 millioner mennesker drikker hver dag forurenet vand, hvoraf de 190 millioner kinesere rammes af sygdom hvert år. Rensningsanlæg og miljøvenlige produktionsmetoder er mere undtagelsen end reglen i de fleste byer. Det er i alt for mange år blevet anset for en unødvendig udgift.

Ji-floden i Sydkina er et typisk eksempel: Her hældte 16 fabrikker så meget urenset spildevand ud, at der i løbet af bare et år blev udledt 1.500 ton cadmium, kviksølv, bly, sulfitter, krom og andre toxider. Selvfølgelig døde alt liv i floden, som nu flyder stille og ildelugtende gennem landskabet. Situationen bliver ikke bedre af, at de kinesiske landmænd nu bruger 4 gange mere gødning og pesticider end for godt 20 år siden. Kina er blandt de lande i verden, som bruger mest kunstgødning og pesticider per hektar landbrugsjord. Derfor hærges mange områder af en ubeskrivelig kvælstofforurening i grundvand og floder.

På andre miljøområder står det ikke bedre til. En flerdobling af antal husdyr har på få årtier medført en så stor overgræsning, at næsten halvdelen af græsområderne i dag er moderat til stærkt degraderede. Det plager meget store dele af Kina, da hele 40 procent af landet består af græsområder. Denne rovdrift ender desværre med, at græsarealerne bukker under og omdannes til ørken. Ørkenen spreder sig nu med 1 procent om året, og hele 27 procent af Kina er i dag ørken.

Ørkenen er nu kun 110 kilometer fra hovedstaden Beijing. Engang plantede man træer for at begrænse de stadig flere sandstormes hærgen af Beijing og andre byer i Nordkina. Denne kamp mod ørkenspredningen er nu tabt: Der fældes langt flere træer, end der plantes. Kina er et af de lande i verden, som i dag har mindst skov pr. indbygger. Skovrydningen, overgræsningen og den kortsigtede udnyttelse af vegetation har betydet, at jorderosionen har fået nærmest frit spil. På blot 50 år er jorderosionen tredoblet - 38 procent af Kina er nu udsat for, at jorden nærmest skylles væk under kraftige regnskyl. Kina har også her en lidet flatterende verdensrekord: I intet andet land bliver de potentielle ørkenområder nedbrudt til ørken så hurtigt som i Kina.

Store dele af Kina er ikke længere egnet til menneskelig aktivitet i sin nuværende form, og derfor bor halvdelen af befolkningen nu på under 10 procent af Kinas areal. På bare 50 år er Kinas landbrugsareal skrumpet ind med en femtedel. Kina har derfor kun 0,1 ha landbrugsjord pr. indbygger. Også her rangerer Kina på den internationale negativliste, denne gang over lande med mindst landbrugsjord pr. indbygger. En dansk bedrift har helt bogstaveligt hundrede gange mere jord til rådighed end en kinesisk landbrugsfamilie.

Rovdrift på natur og miljø er altså udtalt. Kinas miljømæssige bæreevne overskrides nu med 60-80 procent De åbenhjertige rapporter over miljøtilstanden er hårrejsende læsning.

Det åbenlyse spørgsmål er, hvordan det kunne gå så galt. Mangel på viden, fejlagtige politikker og ensidig satsning på kortsigtet vækst frem for en mere bæredygtig udvikling er en del af forklaringen. Men det kulturelle syn på natur og miljø er en lige så væsentlig forklaring. I to tusinde år har de kungfutsianske normer præget kinesernes forhold til naturen. Kejseren forvaltede himlens mandat til at sikre social stabilitet og velstand, og naturen blev brugt til at opnå dette. Naturen anses ikke at have en berettigelse i sig selv. Den er kort sagt et instrument til opnåelse af en bedre levestandard.

Denne opfattelse har levet videre efter folkerepublikkens dannelse i 1949 - »Partiets ideologi vejer tungere end enhver naturkraft«, fik bønderne i årtier at vide. Beskeden var den samme, der skulle høstes mere ris til de sultende masser, koste hvad det ville i form af en stadig større nedslidning af naturen.

Selv om det kulturelle syn på naturen stadig vejer tungt, er en banebrydende udvikling undervejs. Miljønedslidningen og forureningen har nemlig nået et så stort omfang, at det i sig selv er en bremse for videre velstand og stabilitet. Endvidere kolliderer den omfangsrige forurening nu med en anden tungvejende, kulturel værdi: opnåelse af et langt og sundt liv.

Lokalbefolkningen gør i stigende grad modstand mod de forurenende virksomheder. Antallet af officielt registrerede episoder med sociale optøjer er flerdoblede på få år. Ifølge den tidligere minister for offentlig sikkerhed er miljøproblemer nu blandt de fire vigtigste årsager til social uro. Forurenende fabrikker besættes med krav om, at miljømyndighederne skal gribe ind. Og pressen beretter forbavsende frit herom. Reportager om forureningens betydning for øgningen af kræfttilfælde og hjerte-kar-sygdomme og lignende ses dagligt. Oftest efterfulgt af et obligatorisk eksempel på, hvordan en virksomhed konkret forsøger at løse de lokale miljøproblemer.

De centrale myndigheder tillader altså en ganske fri debat om miljøspørgsmålene. Meget tyder på, at den nye politiske ledelse reelt ønsker en mere bæredygtig økonomisk udvikling. Premierminister Wen Jiabao og partileder og præsident Hu Jintao har gradvist strammet tommelskruerne på de lokalregeringer, som prioriterer kortsigtet økonomisk vækst på bekostning af miljøinvesteringer. Disse miljøkonservative lokalregeringer er ikke nødvendigvis modstandere af et bedre miljø - de er til gengæld presset til at afhjælpe den arbejdsløshed og fattigdom, som også udgør et stort socialt problem. I alt 160 millioner kinesere lever stadig for mindre end 1 USA-dollar om dagen. For de lokale regeringer er det et spørgsmål om at vælge mellem pest og kolera! Det politiske dilemma er stort og håndgribeligt.

Den centrale politiske ledelse har dog utvetydigt vedtaget stadig flere radikale politikker til at gennemsætte en mere bæredygtig udvikling: bindende mål for mere vedvarende energi, nye direktiver til sikring af mere energieffektive boliger og udledningskvoter til begrænsning af svovldioxid osv. Og det har den god grund til. For syv år siden smed Verdensbanken en opsigtsvækkende rapport på den kinesiske regerings skrivebord med en barsk konklusion: Forureningen slugte 8-12 procent af Kinas BNP i direkte omkostninger til øgede sygehusudgifter, afgrødetab, miljøgenopretning og tabt arbejde. Hvis ikke der gribes radikalt ind for at sikre en bæredygtig vækst, vil forureningsomkostningerne sluge mindst en femtedel af BNP i 2020.

Den kinesiske vicemiljøminister offentliggjorde i marts 2005 nye og mere veldokumenterede tal for forureningens omkostninger. De viser, at forureningen i flere provinser allerede i dag udgør en akut trussel på den økonomiske vækst og sociale stabilitet. Den kulrige Shanxi-provins (34 millioner mennesker) har reelt en negativ økonomisk vækst, hvis miljøomkostningerne fratrækkes. Men den kinesiske vækst skal være på mindst 7 procent om året for at undgå social uro, angiver flere udenlandske forskere og kinesiske tænke-tanke. I et af Kinas højvækstområder (Guangdong-provinsen med 80 millioner indbyggere) er udviklingen endnu mere graverende, viser de nye tal. Her udgør miljøomkostningerne hele 27 procent af det samlede BNP. Det er et spørgsmål om tid, inden en 'kinesisk nedsmeltning' løber løbsk. Disse provinser er en bitter forsmag på, hvor galt det kan gå i hele Kina, hvis der ikke skrides ind nu.

Den kinesiske l