Når avisen i en af verdens største byer - Chongqing i Sydvestkina - anbefaler børn, ældre og folk med svagt helbred om at blive inden døre, når den første regn falder, er det ikke uden grund. Her har de første regnskyl fået målt en syrekoncentration, som svarer til eddike. Problemet ses desværre i hele Kina, som har verdens højeste rate af kroniske luftvejssygdomme. Op til 40 procent af hele landet er i dag udsat for syreregn. Kina har 7 af verdens 10 mest forurenede byer og desværre også 16 af de 20 mest forurenede byer. I Shanghai udskiftes gadebelysningen hver andet år, da syre har ætset huller i malingen og forårsaget rusthuller i metallet. Flere end 110 millioner mennesker lever i byer, hvor luften er karakteriseret som »meget skadelig«. Derfor har over halvdelen af alle børn i flere af Kinas største byer for høje blykoncentrationer i blodet med risiko for lavere intelligens og adfærdsproblemer. Luftforurening er den direkte årsag til hver 10. dødsfald i alle Kinas byer. En trafikbetjent i Beijings travle gadekryds har en gennemsnitlig levealder på kun 40 år. Satellitmålinger afslører nu, at luftforureningen over Kina er blevet 50 procent større i de sidste 10 år. Kinas miljøministerium forudsiger, at forureningen bliver mindst fire gange så stor i løbet af de næste 15 år, hvis der ikke skrides ind over for det hastigt stigende kulforbrug og bilismen. De fremtidige udfordringer er bestemt til at få øje på, og Kinas enorme luftforurening matches af en lige så slem vandforurening. 70 procent af Kinas største floder og søer er så forurenede med toxider med videre, at vandet er decideret uegnet til drikkevand. Kun hver femte kineser har adgang til rent drikkevand. 300 millioner mennesker drikker hver dag forurenet vand, hvoraf de 190 millioner kinesere rammes af sygdom hvert år. Rensningsanlæg og miljøvenlige produktionsmetoder er mere undtagelsen end reglen i de fleste byer. Det er i alt for mange år blevet anset for en unødvendig udgift. Ji-floden i Sydkina er et typisk eksempel: Her hældte 16 fabrikker så meget urenset spildevand ud, at der i løbet af bare et år blev udledt 1.500 ton cadmium, kviksølv, bly, sulfitter, krom og andre toxider. Selvfølgelig døde alt liv i floden, som nu flyder stille og ildelugtende gennem landskabet. Situationen bliver ikke bedre af, at de kinesiske landmænd nu bruger 4 gange mere gødning og pesticider end for godt 20 år siden. Kina er blandt de lande i verden, som bruger mest kunstgødning og pesticider per hektar landbrugsjord. Derfor hærges mange områder af en ubeskrivelig kvælstofforurening i grundvand og floder. På andre miljøområder står det ikke bedre til. En flerdobling af antal husdyr har på få årtier medført en så stor overgræsning, at næsten halvdelen af græsområderne i dag er moderat til stærkt degraderede. Det plager meget store dele af Kina, da hele 40 procent af landet består af græsområder. Denne rovdrift ender desværre med, at græsarealerne bukker under og omdannes til ørken. Ørkenen spreder sig nu med 1 procent om året, og hele 27 procent af Kina er i dag ørken. Ørkenen er nu kun 110 kilometer fra hovedstaden Beijing. Engang plantede man træer for at begrænse de stadig flere sandstormes hærgen af Beijing og andre byer i Nordkina. Denne kamp mod ørkenspredningen er nu tabt: Der fældes langt flere træer, end der plantes. Kina er et af de lande i verden, som i dag har mindst skov pr. indbygger. Skovrydningen, overgræsningen og den kortsigtede udnyttelse af vegetation har betydet, at jorderosionen har fået nærmest frit spil. På blot 50 år er jorderosionen tredoblet - 38 procent af Kina er nu udsat for, at jorden nærmest skylles væk under kraftige regnskyl. Kina har også her en lidet flatterende verdensrekord: I intet andet land bliver de potentielle ørkenområder nedbrudt til ørken så hurtigt som i Kina. Store dele af Kina er ikke længere egnet til menneskelig aktivitet i sin nuværende form, og derfor bor halvdelen af befolkningen nu på under 10 procent af Kinas areal. På bare 50 år er Kinas landbrugsareal skrumpet ind med en femtedel. Kina har derfor kun 0,1 ha landbrugsjord pr. indbygger. Også her rangerer Kina på den internationale negativliste, denne gang over lande med mindst landbrugsjord pr. indbygger. En dansk bedrift har helt bogstaveligt hundrede gange mere jord til rådighed end en kinesisk landbrugsfamilie. Rovdrift på natur og miljø er altså udtalt. Kinas miljømæssige bæreevne overskrides nu med 60-80 procent De åbenhjertige rapporter over miljøtilstanden er hårrejsende læsning. Det åbenlyse spørgsmål er, hvordan det kunne gå så galt. Mangel på viden, fejlagtige politikker og ensidig satsning på kortsigtet vækst frem for en mere bæredygtig udvikling er en del af forklaringen. Men det kulturelle syn på natur og miljø er en lige så væsentlig forklaring. I to tusinde år har de kungfutsianske normer præget kinesernes forhold til naturen. Kejseren forvaltede himlens mandat til at sikre social stabilitet og velstand, og naturen blev brugt til at opnå dette. Naturen anses ikke at have en berettigelse i sig selv. Den er kort sagt et instrument til opnåelse af en bedre levestandard. Denne opfattelse har levet videre efter folkerepublikkens dannelse i 1949 - »Partiets ideologi vejer tungere end enhver naturkraft«, fik bønderne i årtier at vide. Beskeden var den samme, der skulle høstes mere ris til de sultende masser, koste hvad det ville i form af en stadig større nedslidning af naturen. Selv om det kulturelle syn på naturen stadig vejer tungt, er en banebrydende udvikling undervejs. Miljønedslidningen og forureningen har nemlig nået et så stort omfang, at det i sig selv er en bremse for videre velstand og stabilitet. Endvidere kolliderer den omfangsrige forurening nu med en anden tungvejende, kulturel værdi: opnåelse af et langt og sundt liv. Lokalbefolkningen gør i stigende grad modstand mod de forurenende virksomheder. Antallet af officielt registrerede episoder med sociale optøjer er flerdoblede på få år. Ifølge den tidligere minister for offentlig sikkerhed er miljøproblemer nu blandt de fire vigtigste årsager til social uro. Forurenende fabrikker besættes med krav om, at miljømyndighederne skal gribe ind. Og pressen beretter forbavsende frit herom. Reportager om forureningens betydning for øgningen af kræfttilfælde og hjerte-kar-sygdomme og lignende ses dagligt. Oftest efterfulgt af et obligatorisk eksempel på, hvordan en virksomhed konkret forsøger at løse de lokale miljøproblemer. De centrale myndigheder tillader altså en ganske fri debat om miljøspørgsmålene. Meget tyder på, at den nye politiske ledelse reelt ønsker en mere bæredygtig økonomisk udvikling. Premierminister Wen Jiabao og partileder og præsident Hu Jintao har gradvist strammet tommelskruerne på de lokalregeringer, som prioriterer kortsigtet økonomisk vækst på bekostning af miljøinvesteringer. Disse miljøkonservative lokalregeringer er ikke nødvendigvis modstandere af et bedre miljø - de er til gengæld presset til at afhjælpe den arbejdsløshed og fattigdom, som også udgør et stort socialt problem. I alt 160 millioner kinesere lever stadig for mindre end 1 USA-dollar om dagen. For de lokale regeringer er det et spørgsmål om at vælge mellem pest og kolera! Det politiske dilemma er stort og håndgribeligt. Den centrale politiske ledelse har dog utvetydigt vedtaget stadig flere radikale politikker til at gennemsætte en mere bæredygtig udvikling: bindende mål for mere vedvarende energi, nye direktiver til sikring af mere energieffektive boliger og udledningskvoter til begrænsning af svovldioxid osv. Og det har den god grund til. For syv år siden smed Verdensbanken en opsigtsvækkende rapport på den kinesiske regerings skrivebord med en barsk konklusion: Forureningen slugte 8-12 procent af Kinas BNP i direkte omkostninger til øgede sygehusudgifter, afgrødetab, miljøgenopretning og tabt arbejde. Hvis ikke der gribes radikalt ind for at sikre en bæredygtig vækst, vil forureningsomkostningerne sluge mindst en femtedel af BNP i 2020. Den kinesiske vicemiljøminister offentliggjorde i marts 2005 nye og mere veldokumenterede tal for forureningens omkostninger. De viser, at forureningen i flere provinser allerede i dag udgør en akut trussel på den økonomiske vækst og sociale stabilitet. Den kulrige Shanxi-provins (34 millioner mennesker) har reelt en negativ økonomisk vækst, hvis miljøomkostningerne fratrækkes. Men den kinesiske vækst skal være på mindst 7 procent om året for at undgå social uro, angiver flere udenlandske forskere og kinesiske tænke-tanke. I et af Kinas højvækstområder (Guangdong-provinsen med 80 millioner indbyggere) er udviklingen endnu mere graverende, viser de nye tal. Her udgør miljøomkostningerne hele 27 procent af det samlede BNP. Det er et spørgsmål om tid, inden en 'kinesisk nedsmeltning' løber løbsk. Disse provinser er en bitter forsmag på, hvor galt det kan gå i hele Kina, hvis der ikke skrides ind nu. Den kinesiske ledelse er som nævnt klar over problemets omfang og kæmper i disse år en hård kamp for at gennemsætte en mere miljøvenlig og bæredygtig udvikling. Disse bestræbelser støttes aktivt af internationale organisationer og andre lande. Årsagen er, at Kinas miljøproblemer har nået et sådant omfang, at andre lande og verdensdele nu bebyrdes med syreregn og partikelforurening fra Kina. Satellitter dokumenterer hvordan sand fra de stadig mere overgræssede områder i Nordkina via sandstorme havner i USA og Canada. Japan og Sydkorea har i flere år påtalt den kinesiske luftforurening, da disse lande plages af syreregn fra Kina, og 25 procent af partikelforureningen over Los Angeles er enkelte dage sporet tilbage til Kina på den anden side af Stillehavet. Kinas kulfyrede kraftværker sætter også sine fingeraftryk på USA's kviksølvforurening. Mere end 30 procent af kviksølvforureningen i USA kommer fra andre lande - hovedsagelig Kina. Også her har Kina en kedelig verdensrekord: Med en fjerdedel af den globale, ikke-naturlige udledning af dette sundhedsskadelige tungmetal er landet det mest kviksølvforurenende land. Det internationale samfunds bekymrede mine bliver ikke mindre af, at Kina i de næste par årtier forventer en fortsat eksplosiv økonomisk vækst. Den kinesiske ledelse har vedtaget et nyt vækstmål: at firedoble BNP per indbygger på kun 20 år. Denne ambitiøse vækstplan er ledsaget af endnu et officielt mål - nemlig at denne vækst skal ske ved kun en fordobling af energiforbruget. I de seneste fem år er energiforbruget vokset hurtigere end økonomien, så udfordringen er også her til at få øje på. Såfremt det lykkes Kina at gennemføre en mere bæredygtig udvikling og kun fordoble energiforbruget på 20 år, vil det i heldigste fald kunne moderere - ikke bremse - den meget kraftige stigning i udledningen af drivhusgasser. Den globale klimaudvikling er i høj grad afhængig af, hvor stor Kinas CO2-udledning bliver i de næste årtier. Selv om Kina planlægger at opføre højeffektive kulkraftværker og erstatte anvendelse af kul til opvarmning i storbyerne, vil Kinas samlede CO2-udslip alligevel udgøre omkring en femtedel af det globale CO2-udslip i 2030. Det er en næsten dobbelt så stor andel af den globale udledning som i år 2000, ifølge det Internationale Energi Agentur. Faktisk vil Kina udlede så mange ekstra ton CO2, at det svarer til Ruslands og alle OECD-landenes CO2-vækst tilsammen. Det amerikanske energiministerium forventer en endnu højere vækst i Kinas CO2-udslip, nemlig at Kina allerede i 2025 vil stå for 21 procent af den globale CO2-udledning. Det vil i givet fald medføre, at Kina bliver verdens største udleder af CO2 i perioden 2020-2025. Og på det tidspunkt vil Kinas levestandard stadig kun være en brøkdel af den i USA og Vesteuropa. Det er de kolde fakta, og udledningen af drivhusgasser vil blive endnu større, hvis det ikke lykkes Kina at efterleve det optimistiske planmål om en markant øget energieffektivitet. De internationale organisationer (Verdensbanken, Den Asiatiske Udviklingsbank og UNDP) og et stort antal lande yder bistand og kommercielle lån til Kina til at styrke miljøet og dermed den miljøvenlige politiske fløj. Udenlandsk bistand til de mange miljøorienterede græsrodsbevægelser finder også sted i stor stil. Faktisk er Kina det land, som modtager mest miljøbistand og rådgivning fra de internationale organisationer. En opgørelse viser, at helt op til 80 procent af det kinesiske miljøbudget kommer fra udlandet. Kina har kvitteret med at skrive under på Kyotoaftalen, hvor de vestlige lande får mulighed for at opfylde deres CO2-reduktion langt billigere i Kina end i hjemlandet. Et omfattende samarbejde med verdenssamfundet om at tackle Kinas i dag globale miljøproblemer er således allerede etableret. Danmark udmærker sig ved at være blandt de lande, som er i front med indførelse af miljøvenlig teknologi til Kina. Kineserne efterspørger i disse år dansk udstyr til vedvarende energi, fjernvarme og kraftvarme, samt energibesparelser. Adskillige kinesiske ministre og viceministre samt provinsguvernører har i de sidste par år besøgt Danmark for at se højeffektive kraftværker og vindmøller og for at få inspiration til en mere effektiv myndighedsregulering i form af love, afgifter og aftaleordninger. For kun et par måneder siden bevilgede Danmark bistand til at udvikle den kinesiske kapacitet til at lovgive og regulere om vindenergi - de kinesiske vindpotentialer er enorme, men bremses i øjeblikket af tekniske og administrative problemer. Masser af danske aktiviteter er i gang eller på tegnebrættet. »Fælles glæde er dobbelt glæde«, lyder et kinesisk ordsprog. Det karakteriserer forhåbentlig de fleste kinesiske og udenlandske samarbejder. Hvis miljøsamarbejdet ikke lykkes, vil de miljøvenlige kræfter i Kina blive svækket i deres kamp for at overbevise de traditionelle væksttilhængere. Og det vil på sigt virkelig kunne ryste det globale miljø. Forhåbentlig kommer et andet kinesisk ordsprog ikke til at gælde: »Når tordenskraldet kommer, er det for sent at holde sig for ørerne«.