0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ekstremister, terrorister og humanister

Kan vi samarbejde med muslimske humanitære organisationer i kampen mod fattigdom frem for at se dem som fjender i kampen mod terror?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg sidder på mit hotelværelse i Kuwait og stirrer på mit eget spejlbillede.

Udenfor fyger sandet i luften, lægger sig over byen som en tæt tåge og gør de 52 graders varme endnu mere ulidelige for de mange bengalere og indere, der neden for mit vindue går og bygger på endnu et af byens højhuse. Herinde på værelset er der køligt og mørkt, og det eneste, der bryder stilheden, er airconditionanlæggets monotone brummen og mit hjerte, der hamrer løs.

Jeg skriver ph.d. om humanitære traditioner inden for islam og er i Kuwait for at mødes med folk fra muslimske humanitære organisationer.

Om lidt skal jeg mødes med Tariq al Isah, som er leder af en af Kuwaits ældste organisationer, Revival of the Islamic Heritage Society. »Det er nok bedst, du tager et tørklæde på«, sagde Zahra, som arrangerede mødet for mig, og tilføjede: »Og så er organisationen jo lige kommet på USA’s terrorliste«.

I løbet af de sidste par år har jeg besøgt næsten 50 muslimske humanitære organisationer i England, Jordan og Kuwait. Jeg er aldrig før blevet bedt om at tage et tørklæde på.

Jeg har heller aldrig før talt med nogen, der var på USA’s terrorliste. Men nu sidder jeg altså her med tørklæde på og venter på den taxa, som skal køre mig hen til en organisation, der er anklaget for at finansiere al-Qaedas aktiviteter.

Der har i mange år været et anspændt forhold mellem USA og internationale muslimske humanitære organisationer. Ifølge en CIA-rapport fra 1996 var 15 internationale humanitære muslimske organisationer på det tidspunkt involveret i finansiering af terroristgrupper.

I tiden efter 11. september 2001 forstærkedes anklagerne, og i dag er over 30 muslimske organisationer på den amerikanske stats liste over humanitære organisationer, der er mistænkt for at støtte terrorvirksomhed. Nogle er anklaget for at støtte internationale terrororganisationer som al-Qaeda, andre for at støtte nationalistiske oppositionsbevægelser som Hamas og Hizbollah.

Flere forskere har skrevet om sammenhængen mellem terrorisme og muslimske humanitære organisationer. Matthew Levitt skriver f.eks. i sin bog ’Hamas: Politics, Charity and Terrorism in the Service of Jihad’, at organisationerne er ideelle hvidvaskningsmekanismer, fordi de giver terroristgrupper mulighed for at flytte personel, penge og materiale til og fra højrisikoområder under dække af velgørenhedsarbejde.

Også J. Millard Burr og Robert O. Collins beskæftiger sig med emnet i bogen ’Alms for Jihad: Charity and Terrorism in the Islamic World’. De skriver ganske vist, at der er mange muslimske organisationer, der ikke har noget at gøre med terrorisme, men de nævner ikke en eneste. Og det er der heller ikke mange andre, der gør – hverken forskere, journalister eller efterretningsfolk.

Mens jeg sidder og venter på taxaen, spekulerer jeg på, om det er mig, der er naiv, når jeg holder fast i, at langt de fleste muslimske humanitære organisationer rent faktisk har lige så lidt at gøre med islamisk terrorisme som Folkekirkens Nødhjælp har med Ku Klux Klan?

Jeg tænker på de mange humanitære organisationer, jeg har besøgt. I ingen af dem er jeg stødt på mistænkeligt udseende personer med en AK47 hængende over skulderen. Jeg har ikke mødt nogen, der har talt pænt om Osama bin Laden, ej heller har jeg nogensinde hørt andet end fordømmelse af terrorhandlinger udført i islams navn.

Jeg har mødt mange, der er kritiske over for amerikanernes invasion af Irak og det, de ser som en ukritisk støtte til Israels besættelse af Palæstina. Men ingen af dem har agiteret for vold som en legitim reaktion herpå. Har alle de mennesker, jeg har talt med, løjet mig direkte op i ansigtet? Arbejder de muslimske humanitære organisationer i virkeligheden slet ikke for at bekæmpe fattigdom, men for at bekæmpe USA og Israel – og dét med vold?

Islam har en stærk humanitær tradition, og både Koranen og de islamiske fortællinger er fulde af ordsprog og historier, der understreger vigtigheden af at hjælpe mennesker i nød. Rigdom ses ikke som Guds belønning for gode gerninger, men som en gave, man bør dele med dem, der ikke har. »Den, der går mæt i seng, mens hans nabo sulter, er ikke en sand troende«, sagde profeten Muhammed. Fattigdom er ikke Guds straf, men en prøvelse, der kan ramme alle. De fattige skal derfor behandles med respekt og værdighed.

Et af de vigtigste elementer i den islamiske humanitære tradition er zakat, en slags skat, der går til de fattige. Enhver almindeligt velhavende muslim har en religiøs pligt til at betale zakat. Ligesådan har enhver fattig ret til at modtage zakat – ja, han har endda lov til at bruge magt, hvis han nægtes denne ret. Mange mener, at det at give zakat er lige så vigtigt som – eller måske endda vigtigere end – at bede. Som lederen af én organisation sagde til mig: »Det er da bedre at gå ud og hjælpe et andet menneske end at sidde derhjemme og bede i årevis«.

Indsamlingen af zakat varetages i nogle lande af staten, men de fleste steder er det ikkestatslige organisationer, der modtager zakat og andre bidrag til velgørenhed. Det er nogle af disse organisationer, jeg har besøgt. Nogle af dem er kæmpestore og har afdelinger overalt i verden, de bygger hospitaler og skoler og giver økonomisk støtte til hundredtusindvis af fattige familier.

Andre er mere beskedne, hovedkontoret er et skrivebord i en kælder, og organisationens primære aktivitet er den årlige uddeling af et par madkurve og skoletasker under ramadanen. Organisationernes medarbejdere er også meget forskellige. Nogle kvinder bærer tørklæde, andre gør ikke. Nogle mænd har skæg, andre har ikke. Nogle beder fem gange om dagen. Andre har ikke styr på selv de mest elementære koranvers. Og nogen er slet ikke muslimer, men kristne eller ateister.

I Jordan besøgte jeg engang en lille organisation etableret af en gruppe ældre kvinder, som havde lært hinanden at kende i den lokale moske. Der havde de talt meget om de fattige prostituerede i området, og de var alle enige om, at noget skulle gøres for at hjælpe dem. Derfor etablerede de organisationen Khawla bint al Azwar, opkaldt efter en modig muslimsk kvinde. Her tilbydes prostituerede undervisning, jobtræning og sundhedsoplysning. Da jeg var på besøg, var en flok kvinder i gang med at sætte kondomer på agurker. Stemningen var god, og det var let at glemme, at de grinende kvinder til daglig lever et liv som usynlige og udstødte.

I Jordan – som så mange andre steder i verden – er prostitution et tabu, der ikke tales om, og prostituerede er nogen, man ikke taler med. I begyndelsen blev organisationen da også mødt med foragt af lokalsamfundet. Selv medarbejdernes egne mænd var skeptiske, men kvinderne fortsatte ufortrødent arbejdet. Som en af dem havde sagt til sin mand: »Du skal ikke se på de her kvinder som prostituerede, men som mennesker i nød. Hvordan kan jeg som en god muslim vende ryggen til dem?«.

I Khawla bint al Azwar mødes de prostituerede ikke med fordømmelse og religiøse dundertaler, men med støtte og åbenhed. »Før jeg kom her, var jeg fortabt«, fortalte en prostitueret. »Jeg vidste ikke hvad jeg var i stand til. Men nu ved jeg hvilke rettigheder jeg har«.

Hvor Khawla bint al Azwar og mange af de andre organisationer, jeg besøgte i Jordan, er små og lokale, er de organisationer, jeg har besøgt i England, langt større og mere internationalt orienterede. Muslim Aid er en af Europas ældste muslimske humanitære organisationer, etableret af immigranter fra Bangladesh og Pakistan i 1985.

Organisationen implementerer nødhjælps- og udviklingsprojekter i over 70 lande. De fleste aktiviteter finansieres af private bidragydere, men organisationen modtager også støtte fra f.eks. EU og FN. Muslim Aid har en årlig indtægt på ca. 90 millioner kroner.

Til sammenligning har Folkekirkens Nødhjælp en indtægt på ca. 423 millioner kroner. Muslim Aid lægger vægt på at inkludere både muslimer og ikkemuslimer i sit arbejde. I ledelsen er to ud af seks ikkemuslimer, ligesom stadig flere medarbejdere er ikkemuslimer.

Organisationen arbejder sammen med United Methodist Committee on Relief og har netop indledt samtaler med World Jewish Relief om et muligt samarbejde. Mange af de mennesker, der modtager hjælp fra Muslim Aid, er ikke muslimer, og organisationen arbejder i mange områder, der ikke er muslimske.

»Vi bekymrer os om mennesker, vi bekymrer os ikke om deres tro«, fortalte en medarbejder mig. »I Koranen står der: »Hvis du redder et menneske, er det, som om du har reddet hele menneskeheden«. Der står ikke noget om religion«.

Ud over i England har mange store muslimske organisationer base i Golflandene. En af de største organisationer her er den kuwaitiske International Islamic Charity Organisation (IICO), der har aktiviteter i over 100 lande og en årlig indtægt på mere end 2,5 milliarder kroner. Foruden traditionelle velgørenhedsaktiviteter tilbyder IICO små rentefri lån til fattige mænd og kvinder. Lånene giver folk mulighed for at starte en lille forretning eller et landbrug og dermed slippe ud af fattigdommen.

For IICO handler humanitært arbejde ikke bare om at uddele almisser – det handler om temkin, om at styrke de fattige, så de kan tage hånd om deres eget liv.

For at illustrere begrebets betydning fortalte lederen af IICO mig en historie: En fattig mand kom til Muhammed og bad om penge til at købe lidt mad. »Sælg din gamle kop«, sagde Muhammed. Manden gjorde, som han sagde. »Køb nu en økse for pengene«, sagde Muhammed. »Og gå så ud i skoven, og fæld et træ, og sælg brændet på markedet«. Manden gjorde, som Muhammed havde sagt, og snart kom han tilbage med penge nok til at købe både mad og en ny kop. Det er temkin!

Jeg bliver revet ud af mine tanker af en hidsig dytten. Taxaen venter, og jeg løber gennem hotellets lobby med tørklædet flagrende efter mig. Receptionisten råber forhåbningsfuldt: »Madam, are you a Muslim now?«. I taxaen vender min nervøsitet tilbage. Hvad gør man egentlig, når man møder en islamisk ekstremist? Skal jeg give hånd? Vil han overhovedet se mig i øjnene?

Revival of the Islamic Heritage Society (RIHS) holder til i en stor grå bygning. Mødelokalet er møbleret med de obligatoriske lædermøbler, og der står en buket farvestrålende plastikblomster på bordet. Hr. Isah tager imod mig med et venligt smil, han lægger hånden på hjertet og ser mig direkte i øjnene. »Du har taget tørklæde på«, siger han anerkendende. »Prøv at gå med det en gang imellem, jeg er sikker på, at du vil kunne lide det«. Jeg kigger ned og ser, at vi har de samme Birkenstocksandaler på. Også ekstremister har brug for godt fodtøj.

RIHS blev etableret i Kuwait i 1982 og har afdelinger i 30 lande i Asien, Afrika og Mellemøsten. Organisationens aktiviteter inkluderer økonomisk støtte til fattige familier og forældreløse børn, etablering af brønde og uddeling af medicin såvel som religiøs undervisning, bygning af moskeer og mission. Blandt arabere er RIHS kendt for at være særdeles konservativ, men også effektiv og – i modsætning til mange statslige zakat-institutioner – ikke korrupt.

I 2002 kom RIHS’ afdelinger i Pakistan og Afghanistan på USA’s terrorliste – og for nogle uger siden var turen altså kommet til hovedkvarteret i Kuwait. Jeg tænker over, om jeg skal bringe emnet op, men bliver afbrudt af hr. Isah: »Vi har kæmpet imod terrorisme i årevis, og så bliver vi beskyldt for at støtte bin Laden! Vi har skrevet hundredvis af bøger og artikler om farerne ved ekstremisme«.

Han fortæller, at RIHS allerede i 1996 arrangerede foredrag, der advarede mod sekterianisme og ekstremisme, og understreger, at bomber, ødelæggelser og mord ikke er islamiske aktiviteter. Jeg spørger hr. Isah, hvad det er, organisationen er blevet anklaget for. »Det ved vi ikke! Den kuwaitiske regering er gået ind i sagen og har bedt USA om bare ét bevis, men det vil de ikke give dem. Så det er klart, at folk ser det her som et forsøg på at stoppe islam og ikke andet«.

Da jeg sidder i taxaen på vej tilbage til hotellet, spekulerer jeg over, hvem der har ret. Er de amerikanske anklager grundløse og alle muslimske humanitære organisationer uskyldige? Eller er de potentielle terrorist