I år er det 186 år siden, Karl Marx (1818-1883) blev født, men hans værk formår stadig at sætte sindene i bevægelse. Det blev en bibel for arbejderbevægelsen, og Marx er blevet gransket og diskuteret lidenskabeligt af generation efter generation på samme måde som Kierkegaard. Den slags sjældne værker har nogle karakteristiske træk tilfælles: - De siger nogle sandheder om nogle store livsspørgsmål, - de udfolder kunstnerisk fantasi og sprogligt mesterskab, og - de er fyldt med selvmodsigelser. Så er der grundlag for fordybelse, berigelse og ikke mindst endeløse diskussioner. Men betingelserne er ikke tilstrækkelige. Dertil kræves noget mere, nemlig medfølelse med dem, som rammes af de træk ved menneskets vilkår, ved naturen og ved samfundet, som ingen kultiverede mennesker bryder sig om, bl.a. fattigdom, ulighed, magtvilkårlighed og åndelig undertrykkelse; der kræves, som Marx siger, »et glimt af dyb og sand harme over det bestående samfunds modbydelighed« - og desuden et glimt af håb, så man ikke »i elendigheden kun ser elendigheden uden deri at se den revolutionære omstyrtende side«. Det store spørgsmål, det gennemgående ledemotiv i Marx' videnskabelige og politiske livsværk er det paradoks, at den tekniske udvikling skete med stormskridt, og rigdommen voksede i hidtil uset omfang, men at fattigdommen gjorde det samme, ikke mindst i England, det mest udviklede industriland, hvor Marx som statsløs levede mere end halvdelen af sit liv, fra 1849 til sin død i 1883. »De nye rigdomskilder bliver ved et sælsomt trolddomsord af skæbnen kilder til nød« og skaber »en akkumulation af elendighed, der svarer til akkumulationen af kapital«. Det kunne man forstå, hvis det foregik under tvang som i et slavesamfund eller i et feudalt samfund, men det foregår i en kapitalistisk markedsøkonomi, som netop er karakteriseret ved, at alle har deres fulde frihed, og at arbejderen er »fri i den dobbelte betydning, at han som fri person råder over sin arbejdskraft som en vare, og at han på den anden side ikke har andre varer at sælge, han er løs og ledig, fri for alle de ting, han skal bruge for at realisere sin arbejdskraft«. Det er, hvad man kalder et godt problem, og det var dybt fascinerende for Marx både fra en videnskabelig synsvinkel (det strider mod al fornuft) og fra en politisk (det strider mod al moral). De korte citater antyder også den løsning, som Marx fandt, og som var en åbenbaring, for ham selv, for vennen Friedrich Engels og for de revolutionære, nemlig i privatejendommens, formuefordelingens og kapitalens væsen. På det generelle plan var forklaringen, at kapitalismen ikke styres af eviggyldige naturlove, men er en speciel samfundsform, som er opstået af andre samfundsformer drevet af udviklingen i den materielle produktion, formidlet af økonomiske konflikter og klassekamp, og som har det særpræg, at arbejdskraften er en vare. »Thi det er ikke den naturligtopståede, men den kunstigt producerede fattigdom, der skaber proletariatet«. Disse »kunstigt producerede« forhold gennemskues ikke, men opfattes som universelle og bliver en tvang, en fremmedgørelse, som både arbejdere og kapitalister lider under, om end på forskellig måde. Markedsøkonomiens individuelle frihed fører altså til en kollektiv irrationalitet, hvad angår magt og fordeling. Tidligere havde Adam Smith i sin bog om 'The Wealth of Nations' fra 1776 påpeget, at markedsøkonomiens planløshed er forbløffende rationel, idet den udnytter ressourcerne uden spild, som om den var styret af 'en usynlig hånd'. De to synsvinkler udelukker ikke hinanden, og i modsætning til alle andre betydelige økonomer på den tid havde Marx en optimistisk tiltro til kapitalismens dynamik og vækstmuligheder. Mange af disse bidrag til analysen af samfundsudvikling, fremmedgørelse og frigørelse har fortsat gyldighed og har givet Marx en plads på det samfundsvidenskabelige parnas. Mere specifikt var forklaringen, at arbejdskraften ikke blot er en vare, men en helt speciel vare, nemlig den eneste, der frembringer mere, end den koster, og derved producerer en merværdi, som kapitalisterne »med fuld ret, det vil sige den ret, der svarer til denne produktionsmåde, tilegner sig«. Forklaringen bygger på datidens pristeori, den såkaldte arbejdsværdilære, som går ud på, at en vares pris bestemmes af den mængde arbejde, der kræves til fremstillingen. Således bestemmes arbejdskraftens pris ifølge Marx som det antal arbejdstimer, der kræves til at fremstille arbejderens og hans families livsfornødenheder, som typisk vil svare til et eksistensminimum. Men for denne pris køber kapitalisten brugsretten til hele arbejdsdagen, dvs. foruden det nødvendige arbejde, som kræves til at reproducere arbejdskraften, også et merarbejde, som producerer merværdi. Arbejdskraften er »en vare, hvis brugsværdi selv besidder den ejendommelige beskaffenhed, at den er kilde til værdi«. Det var et behjertet, men forfejlet forsøg på at forklare udbytningen. Forklaringen holder sig inden for rammerne af gængs økonomisk teori i første halvdel af det 19. århundrede, herunder arbejdsværdilæren, og den var forældet allerede ved udgivelsen. At Marx har et virtuost og bevinget sprog, er jo ubestrideligt, og den tredje betingelse - selvmodsigelser - opfyldes også til fulde i Marx' forfatterskab. Der er meget, som ikke hænger sammen i de teoretiske detaljer, og så er der en fundamental modstrid mellem udviklingsteoriens element af historisk determinisme og teleologi på den ene side og nødvendigheden af bevidst politisk handling på den anden. Det kan være svært at forstå, at »arbejderklassen må gennemgå langvarige kampe«, når det kan fastslås, at »bourgeoisiets undergang og proletariatets sejr er lige uundgåelige«. Man kan jo sige, at dette er Marx' udformning af frihedens problem, og at man ikke kan laste Marx for, at problemet om den frie viljes eksistens er både gammelt og uløseligt. Men når man ligefrem på én og samme tid gør begge sider af problemet til grundlag såvel for en videnskabelig analyse som for en politisk doktrin, så har man en monumental selvmodsigelse. Men heri lå samtidig glimtet af håb, den politiske fortrøstning om, at den kapitalistiske udbytning ville blive fortrængt af samfundseje og kommunisme, ligesom tidligere samfundsformers politiske og åndelige overbygning var blevet fortrængt, når de ikke længere svarede til den materielle basis. Marx tog parti for underklassen og afstand fra »de sykofanter, der er i det engelske oligarkis sold«, og deres »apologetiske flovser«, det vil sige den samtidige, akademiske økonomi. Ifølge Marx ville kapitalismen producere dels materiel overflod, dels kriser og andre modsætninger, som gennem arbejderklassens revolutionære kamp, men ikke desto mindre »uundgåeligt«, ville føre frem til kommunismen. Der var ikke tale om at udarbejde en kommunistisk utopi, som skulle virkeliggøres politisk, men om at forstå historiens love. Han gav sig ikke af med »at give opskrifter for fremtidens spisehuse«. Marx troede faktisk, at ophævelse af den private ejendomsret ville bane vejen for kommunismen, og at alle politiske og sociale problemer dermed ville forsvinde fra Jordens overflade. På ganske tilsvarende måde troede mange i 1990, at ophævelsen af den statslige ejendomsret ville bane vejen for en velfungerende kapitalisme og løse alle problemer i de tidligere sovjetrepublikker. Alle er jo blevet klogere siden. Ifølge Marx vil den materielle overflod, som kapitalismen skaber, under kommunismen få menneskers interesser til at søge sig baner i højere retning og skabe åndelig overflod. Så vil arbejdsdelingen, fremmedgørelsens vigtigste udtryk, ophøre. Alle mennesker vil udfolde kunstnerisk virksomhed af fremragende kvalitet, idet umådelige skjulte talenter vil frigøres. Den borgerlige familie vil blive erstattet af noget, uspecificeret, andet; »det sløvende liv på landet« vil ophøre, når skellet mellem land og by forsvinder ligesom alle andre sociale skel. Nationer og religioner og deres indbyrdes stridigheder vil forsvinde, racerne vil blandes til én race, og alle vil tale samme sprog. En høj social moral vil udvikles. Løn efter arbejde og økonomiske incitamenter i det hele taget kan undværes, idet enhver vil yde efter evne og nyde efter behov. Samvittigheden er det eneste nødvendige retsmaskineri, og det indebærer vel at mærke ingen personlige ofre at efterleve dens bud. Næsten alt vil være fælles ejendom, men heller ikke dette vil kræve personlige ofre, idet alle interessemodsætninger vil forsvinde. Den politiske magt, staten og dermed hele tvangsapparatet vil blive overflødigt og visne bort. »Staten bliver ikke 'afskaffet', den dør bort« og vil havne »på museet for oldsager sammen med spinderokken og bronzeøksen«. Der vil ikke findes penge. Friheden vil bestå i, at de få tilbageværende begrænsninger erkendes klart, så at ingen ønsker sig det umulige. Kommunismen vil løse alle konflikter, mellem frihed og nødvendighed, mellem individ og art; den er »løsningen på historiens gåde«. Der er meget langt fra Marx' frihedsvision til forholdene under »den reelt eksisterende socialisme« i Sovjetunionen og andre steder. Men Stalin hævdede, at der var overensstemmelse, og det samme gør nutidens højrefløj, som gør Marx direkte ansvarlig for Stalins forbrydelser ud fra den besynderlige opfattelse, »at utopiske frihedsideologier på grund af den menneskelige forvredne karakter altid vil ende med undertrykkelse og massemord« (Bent Blüdnikow, Berlingske Tidende 26.11.02); »alle steder er det endt med kz-lejre og nakkeskud« (Bent Jensen, citeret i Politiken 24.12.02). Moralen er, at da enhver form for utopisk bestræbelse nødvendigvis må føre til terror, skal man ikke prøve på at forbedre noget, men gøre, hvad der bliver sagt. Desværre giver det ingen garanti mod terror og massemord. De pæne mennesker og samfundsstøtter i det gode selskab kunne også; det frie, og om nødvendigt politibeskyttede, marked har kostet millioner af døde selv i det demokratiske og civiliserede England og tillige mange andre steder, for slet ikke at tale om kolonierne under industrialiseringens tidlige, men f.eks. for Lenin ikke så fjerne faser. Man kan jo slå folk ihjel på mange måder, og når Lenin, Stalin og Mao er ansvarlige for dødsfaldene som følge af hungersnød, så må det også med, at transitionen i Rusland og Østeuropa efter 1990 har betydet en stigning i dødeligheden og en overdødelighed, som i Rusland skal tælles i flere millioner. Når man tilskriver frihedsutopier en ganske særlig evne til at skabe blodbad, må det samtidig erindres, at det erfaringsmæssigt også kan ende med en socialdemokratisk velfærdsstat; den har også marxistiske rødder. Socialdemokratiet i Danmark har ikke begået massemord, har været den direkte årsag til sociale og demokratiske fremskridt og har ligesom den øvrige arbejderbevægelse været en vældig civilisatorisk kraft i det 20. århundrede og hovedårsagen til, at den kapitalisme, vi fik og indtil videre stadig har i vores del af verden, kan fremvise et menneskeligt ansigt. Det er i hvert fald ikke markedsideologernes fortjeneste. The Economist bragte 21.12.02 en længere, hånende artikel om Marx. Sjovt nok nævnes det ikke, at Marx var abonnent og flittig læser, også mens han udgav Neue Rheinische Zeitung i Köln under den tyske, demokratiske revolution i 1848-1849. Sjovt nok nævnes det heller ikke, at Marx ofte citerede The Economist, f.eks. en artikel fra 15. april 1848, hvori der indstændigt advares imod de katastrofale følger for den engelske industri og for børnenes moral, hvis fabriksloven fra 1847 som planlagt trådte i kraft 1. maj 1848 og nedsatte arbejdstiden for kvinder og børn under 18 år til 10 timer om dagen. Loven trådte i kraft alligevel, men The Economist kan med fuld ret fralægge sig ethvert ansvar. Det er heller ikke Marx' fortjeneste, lige så lidt som oktoberrevolutionen er det. Marx havde stor betydning for arbejderbevægelsen som teoretiker og ideolog, men han skabte den ikke, for den havde uden tvivl og i overensstemmelse med Marx' historieopfattelse langt dybere materielle rødder. Men man kan jo alligevel - ganske kontrafaktisk - antage, at 'Kapitalen' faktisk har ansvaret for det hele, både for sovjettidens forbrydelser og for arbejderbevægelsen i Danmark, både for Stalin og for Stauning. Og så kan man spørge sig selv, om det havde været bedre, hvis Marx aldrig havde skrevet 'Kapitalen', men i stedet havde gjort, som hans stakkels fader anbefalede ham; faderen, der var ambitiøs på sin begavede søns vegne og nærede stolte, men sørgeligt skuffede forhåbninger for ham om en stor karriere i den preussiske stats tjeneste, foreslog Marx at bruge sit talent på at skrive »oder i den høje stil« til den preussiske konges pris. Havde det været bedre? Det er et af de mange spørgsmål, som det er umuligt at svare ja til, og det er lige så umuligt at svare nej. Egentlige videnskabelige opdagelser har Marx ikke gjort, i hvert fald ikke som økonom, men han får toppoint for den kunstneriske udførelse. På et mere generelt eller filosofisk niveau har Marx ydet en række bidrag, som har overlevet »musenes gnavende kritik«, selv om meget er usystematisk og postulerende. Den materialistiske opfattelse af historien og menneskets natur er nu almeneje. Hvem ville i dag forsøge at forstå politiske konflikter eller menneskelig adfærd i det hele taget uden først at kigge efter nærliggende, materielle forklaringer? I den forstand er vi alle marxister. »De ved det ikke, men de gør det«, som Marx siger. Marx' kritiske metode, båret af hans satiriske talent og rige kundskaber, er stadig et uomgængeligt forbillede. Sammen med Engels dokumenterede han godt og grundigt, at »kapitalen driver af blod og snavs, fra top til tå, ud af alle porer«. Og hans ideologikritik er ikke blot forbilledlig, men uhyggeligt nutidig. Marx bidrog ikke til økonomisk teori, men han bidrog til at påvise, at den gældende kapitalistiske samfundsorden såvel som den dertil knyttede teori er både menneskeskabt, udartet og ideologisk. Hans analyse af varens fetichkarakter, at alt bliver til varer, også mennesket og arbejdskraften, at alt købes og sælges, og at menneskelige relationer omregnes til økonomiske incitamenter og bliver »druknet i den egoistiske beregnings iskolde vand« - det er alt sammen mere aktuelt og moderne end nogensinde. Bogen 'Karl Marx. Den proletariske klasses teoretiker' er netop udkommet på Jurist- og Økonomforbundets Forlag