Den almindelige natur i Danmark er under pres. Dét var en konklusion i den berømte Wilhjelmrapport fra 2001, og nye undersøgelser fra Danmarks Miljøundersøgelser viser det samme. Blandt de befolkningsgrupper, der kan gøre en forskel, er jægerne. De er mange og er godt organiseret. De spiller en aktiv rolle i dansk vildt- og naturforvaltning og kan være med til at sikre en alsidig og righoldig natur til gavn for alle. Men deres muligheder herfor afhænger af deres gennemslagskraft og troværdighed og dermed i høj grad deres strategi for samarbejde. Mennesket har altid været jæger, og jagt har igennem tiden været en kilde til proteinforsyning, som har været helt afgørende for vores sociale udvikling og civilisation. Jagtfilosoffer tillægger oven i købet jagt en meget central rolle i den teknologiske udvikling. Nødvendigheden af udvikling af mere og mere sofistikerede våben til både at nedlægge byttet og forsvare sig mod vilde dyr har drevet teknologien fremad. I den vestlige verden har jagtens funktion som proteinforsyning fortonet sig. Her er jagt i dag en rekreativ aktivitet, som jægeren betaler for, uden at udbyttet i form af kød bare tilnærmelsesvis står mål med de omkostninger, der er forbundet med jagt. Nye europæiske undersøgelser viser, at jægeren i gennemsnit bruger ca. 18.000 kr. om året på jagt. Holder man disse tal sammen med det faktum, at hver jæger i gennemsnit nedlægger ca. 20 kg vildtkød om året, kommer man frem til en kilopris på ca. 1.000 kr. I mange tilfælde tilfalder kødet ikke den enkelte jæger, men omsættes på de jagtdistrikter, hvor jagten foregår. Som kødforsyning er jagt med andre ord en åbenlys underskudsforretning, i hvert fald ud fra en gennemsnitsbetragtning. Der findes fortsat mange danske jægere, der har et klart madmotiv for jagten, men næppe nogen, der alene går på jagt for kødets skyld. Det er spændingen ved jagten, udfordringen, samværet med andre jægere og i det hele taget rekreationsmotivet, der er drivkraften for jægere i Danmark og mange andre lande i den vestlige verden. Et meget stort spørgsmål er, om landets ca. 160.000 jægerne, eller ca. tre procent af befolkningen, fortsat kan forvente, at der er befolkningsmæssig og politisk opbakning til deres aktivitet, der trods alt handler om drab af vilde dyr, når motivet altovervejende er rekreation, spænding og udfordring. Den enkelte gennemsnitsjæger gør sig næppe de store overvejelser om dette. Han oplever, at hans jagt er i balance og uproblematisk både politisk og biologisk. Mange jægere er tilmed medlem af en jagtforening og har på den måde mulighed for at bidrage til og kan med rette forvente en samlet indsats for at bevare natur og jagt samtidig med, at han kan blive holdt passende informeret. Der er hen mod 1.000 sådanne jagtforeninger i Danmark, og stort set alle hører under Danmarks Jægerforbund, der i dag er landets store jagtorganisation. Sådan har det ikke altid været. Jagtorganisationerne har som så mange andre foreninger en lang tradition i landet. Så tidligt som i 1884 blev den første, Dansk Jagtforening, etableret. Den blev ikke, som man skulle tro, dannet til at forsvare jagt, men for at få sat styr på jagten, der på det tidspunkt foregik helt uorganiseret og ubæredygtigt. Skydevåben var efterhånden hvermandseje. Ellers brugtes alle andre mulige og umulige remedier fra fælder og sakse til net og gift. Mange vildtbestande var på randen af udryddelse. En helt central vildt art som gråand var næsten væk. Fredningstider, reservater og andre forvaltningsredskaber var ukendte begreber, og det var præcis dette miljø, der var grobund for Dansk Jagtforening. Resultatet var mere ordnede forhold med fredning i yngletiden og efterfølgende fremgang i bestanden af en række af vildtarter. Med andre ord en klar naturbevarelsesmæssig succes – drevet af jægerne eller i det mindste en gruppe af jægere, der i øvrigt havde tætte forbindelser til datidens ornitologer. Senere kom endnu en jagtforening til. Det var Landsjagtforeningen af 1923, der rettede sig mod almuejægerne, de mindre ejendomme og ikke mindst en stor gruppe af jægere, der ikke havde eget terræn, men var afhængig af at kunne leje jagtret hos andre. I 1940 oprettedes en tredje forening, nemlig Dansk Strandjagtforening, der ud over et politisk sigte med yderligere styrkelse af jagten på fiskeriterritoriet bar præg af en egentlig erhvervsorganisation. De tre organisationer levede side om side i flere årtier. De tog sig ind i mellem frihed til stridigheder og konkurrence om medlemmerne, typisk på prisen, og overså derfor de udefrakommende trusler. I 1970’erne kom kystfuglejagt nemlig under pres. Fredningstiderne og vildtreservaterne, hvoraf de første kom omkring 1920, havde vist gode resultater, men dette blev fulgt af intensiveret jagttryk tilskyndet af jægernes generelt større økonomiske muligheder og mobilitet. Samtidig rejste der sig i en efterhånden bedre organiseret kreds af ornitologer protester mod omfanget af jagt i kystområderne. Det var ikke længere kun spørgsmålet om, hvor mange fugle, der blev nedlagt, men især de medfølgende forstyrrelser, der var temaet i den ofte hede debat. De første røster rejste sig om jægernes brug af blyhagl, der i USA havde vist risiko for forgiftning af vandfugle. Der var intet reelt samarbejde mellem organisationerne. De tre jagtforeninger havde godt nok et fællesudvalg, men det lå i dvale stort set til slutningen af 1980’erne. Man skændtes indbyrdes, og i al forvirringen forberedtes og gennemførtes jagtloven af 1983. Den havde meget store fingeraftryk fra fuglebeskytterne og var en implementering af EF’s fuglebeskyttelsesdirektiv, der var vedtaget fire år tidligere. På fuglejagtsiden blev loven det største enkeltindgreb i jagten igennem tiden. Stort set alle vadefugle blev fredet, og selv om vadefuglejagten kvantitativt havde begrænset betydning, blev tabet et symbol på jægernes nederlag og markeringen af, at jægernes mange års dominans i dansk vildtforvaltning var brudt, og at tiden ikke længere var til indbyrdes kampe mellem fraktioner af jægere. Vildtforvaltningsområdet blev allerede i 1979 etableret som landbrugsministerens rådgivende organ i jagt- og vildtsager. Men samarbejdet var ufrugtbart og fortsat præget af det dårlige klima, der var skabt mellem jægerne indbyrdes og i forhold til repræsentanter for andre organisationer. Men 1980’erne gav en række personudskiftninger, der betød en ny start for samarbejdet. Med nye ledere opbyggedes omkring 1990 et historisk samarbejde, der gav grundlag for jagtloven af 1994. Og der var mange andre bolde i luften. Vildtadministrationen blev i disse år flyttet fra Landbrugsministeriet til Miljøministeriet. Jagtloven var som nævnt i revision, og jægerne tog sig oven i købet tid til at gøre de første overvejelser om at lægge deres organisationer sammen. Alle tre projekter lykkedes. Der blev indgået et jagtlovsforlig, hvori alle gav og tog. Forliget blev ikke på alle måder den store kortsigtede gevinst for jægerne. Men det vigtige var, at jægernes repræsentanter bevarede kontrollen og sikrede et forlig, der ikke mindst var et håndslag på, at problemer blev taget op ved forhandlingsbordet og ikke i medierne og ensidigt over for Christiansborg. Ikke mindst dette var et væsentligt offer fra fuglebeskytterne, der jo tidligere havde haft succes med en offensiv strategi rettet mod medierne og politikerne. Overflytningen af vildtadministrationen skete i mindre bidder, og det blev Skov- og Naturstyrelsen, der overtog langt de fleste områder. Vildtforskningen, der allerede på det tidspunkt havde mere end 40 års historie på Kalø blev liggende, men formelt underlagt Danmarks Miljøundersøgelser. De videregående jægeruddannelser, der også havde til huse på Kalø, forblev ligeledes der 1. januar 1992 var sammenslutningen af de tre organisationer i et forbund en realitet. Dette skete ikke uden åndelige veer. Ikke mindst strandjægerne var bange for at blive opslugt i bredere jagtinteresser. Men da de fik stillet en særlig repræsentation i udsigt, lykkedes processen. Danmarks Jægerforbund var en realitet. Meget typisk blev diskussionen af den nye forenings logo et centralt emne. Alle ville jo gerne bevare hver deres særpræg. Men man enedes om at bevare symbol fra den første jagtforening: Den lettende gråand, der på én gang signalerer både jægernes rolle i naturbevarelsen, en vildtart, der så at sige er alles, og tilmed en trækfugl. På kort tid byggedes jægerforbundet som en respekteret og værdig partner i dansk vildtforvaltning. Vildtforvaltningsmiljøet har i mange år været præget af samarbejde og fremdrift til langsigtet gavn for både jagt og vildt. Men i løbet af de sidste få år er samarbejdet mellem jægerne og fredningsorganisationerne i store træk afløst af konflikter, der luftes flittigt i offentlige medier. Jagtloven er netop nu i revision, men uden at sagen overhovedet har været drøftet i Vildtforvaltningsrådet. Jagtadministrationen henhører fortsat under Skov- og Naturstyrelsen, men den nye struktur i Miljøministeriet, hvor By- og Landskabsstyrelsen dækker en række felter inden for vildtforvaltning, bl.a. revisionen af jagtloven, giver et forvirret billede, der sammen med stor persongennemstrømning i styrelserne giver en langsommelig og uklar forvaltning. Danmarks Jægerforbund spiller en væsentlig rolle i de konflikter, der eksponeres offentligt. Forbundets udmeldinger er generelt fagligt svage og præges mere af en propagandistisk retorik, og forbundet arbejder nu under temaet ’bæredygtig jagt’ i et snævert samarbejde med de store jordbrug, og her er udsætning af jagtvildt det centrale emne. En særlig strategi til styrkelse af strand- og havjagt har ligget stille i mere end et år. Den internationale indsats er efter forbundets egen udmelding bevidst nedprioriteret, uden at der er tegn på nogen planlagt opprioritering. Så man behøver ikke være insider for at konstatere, at samarbejdslinjen, jagtens stærke placering i vildtadministrationen og den brede opfattelse af jagt og hensynet til alle jagtformer er reduceret kraftigt, for ikke at sige nedlagt. Jægerne og jagten står over for to hovedproblemområder. Den mest konkrete og håndterlige er de krav og reguleringer, der stilles op i de offentlige miljøer i EU og i de store internationale konventioner. Her bygges forvaltningen i vid udstrækning på et princip om, at jagt er en mulig naturudnyttelse som alle andre, blot den foregår bæredygtigt. Men udlægningen af bæredygtighed er mangefold, og der er både i Bruxelles og i forhold til konventionerne en stærk lobby fra naturbeskyttelsesorganisationer, der konstant skaber et pres mod mere beskyttelse og mindre jagt. Med en stærk faglig baseret tilstedeværelse kan jægerne i de fleste tilfælde sikre deres interesser i sådanne miljøer og i øvrigt bidrage til at skaffe et vidensgrundlag, der styrker forvaltningen, og dermed bidrage ikke som et potentielt problem, men som en del af løsningen. Den anden og meget mere diffuse udfordring er den tiltagende antijagtlobby, som ikke tager udgangspunkt i, om jagt er bæredygtig eller ej, men som simpelthen spiller på dyrs rettigheder og på folks følelser og naturfremmedgørelse, og som ikke mindst i storbyerne har let spil. Kun meget lidt af dette har ind til nu kunnet ses synligt i Danmark, hvilket skyldes de samarbejdsstrategier jægerne og andre arbejdede efter i 1990’erne. Men man behøver ikke at surfe mere end fem minutter på internettet, før man har en bred vifte af angreb på jagt, der fra dag til dag kan skabe politisk røre også her i landet. Der ligger derfor en meget stor udfordring for jægerne og ikke mindst deres organisationer for at håndtere denne udvikling og ved en indsats både internationalt og nationalt at skaffe forståelse for en videreførelse af jagttraditionen og bidrage til naturbevarelsen. I den sammenhæng er det helt afgørende, at jægerne finder en strategi for deres virksomhed, og ud fra en historisk iagttagelse er der to veje at gå: En satsning på, at jægerne i kraft af deres relativt store antal og gode organisation kan stå alene og ved en aggressiv, kritisk tone overfor særligt beskytterfløjen kan hævde sig og få sine synspunkter igennem og vise sin handlekraft indadtil, eller en samarbejdslinje, hvor der satses på resultater gennem samarbejde og forhandlinger med potentielle modstandere både internationalt, nationalt og lokalt. Jægerne har netop nu mulighed for at foretage deres valg af strategi. 14. juni er der valg til formandsposten i Danmarks Jægerforbund. Dette valg foregår igennem ca. 375 delegerede, der har deres mandat fra jagtforeningerne og dermed kun indirekte fra medlemmerne. Kun meget få medlemmer engagerer sig på foreningsniveauet. Der er to kandidater til formandsvalget, den siddende formand og en ekstern kandidat. At dømme efter den linje, som førstnævnte har lagt igennem de to sidste år og efter det program, som modkandidaten har offentliggjort og demonstreret, tegner de to klart adskilte linjer, der er meget i tråd med netop det valg af strategi, som jægerne står overfor. Den siddende formand har valgt en konfrontationslinje og offentligt lovet beskyttersiden kamp til stregen, mens modkandidaten signalerer et ønske om en bred samarbejds- og videnbaseret strategi med afsæt i en styrkelse af jægerne lokalt. Så nu er det op til jægerne og deres delegerede. Scenen er sat for valget af jægernes strategi for at sikre en platform for naturbevarelse og jagtmuligheder også i fremtiden. Det er formentligt jægernes vigtigste valg nogensinde.