Fredag indledtes forhandlingerne om barnets reform. Velfærdsminister Karen Jespersens oplæg til en bedre indsats for udsatte børn og unge er flere tjeklister og mere kontrol. Det er den liberale regering, som vi kender den. Det afslører en foruroligende mangel på føling med den sociale virkelighed. Jeg synes ikke, der er brug for mere bureaukrati, men tværtimod flere hænder og tidligere indsats. For hvad er de for nogle, de udsatte børn og unge vi snakker om? Man kan se det fra to synsvinkler: Mange af børnene er i stor risiko for at ende i bander og kriminalitet, når de bliver ældre. Men de samme børn er på den anden side også ekstremt sårbare børn, som udsættes for svigt, man slet ikke kan forestille sig. Vi kender alle billederne af de udsatte unge, der ender i kriminelle bander. Men billedet af de svigtede og sårbare børn forbliver – desværre – stadig ukendt for de fleste. Og det gør også det faktum, at det ofte er de samme børn, vi svigter som små, som siden ender uden for pædagogisk rækkevidde som utilpassede unge eller senere som hjemløse, psykisk syge eller misbrugere. Jeg er uddannet sygeplejerske og har arbejdet syv år inden for forskellige dele af psykiatrien, både med udsatte og svigtede børn og unge og med deres meget syge forældre. Jeg har været vidne til mange tragiske børneliv, som fortsat kan give mig mareridt. Denne blanding af tragiske forhold og manglende politisk fokus fik mig i foråret til at stå frem og fortælle om det svigt, nogle børn møder fra samfundet. Da jeg fortalte om nogle af mine konkrete oplevelser, fik velfærdsministeren Ankestyrelsen til at undersøge mig personligt for en lovovertrædelse. Men nu vover jeg alligevel skindet igen. Eksemplerne er fra perioden 2002 til 2007 fra forskellige dele af psykiatrien. Jeg har givet alle personer nye navne, fordi mit formål ikke er at igangsætte konkrete klagesager, men at give et billede af de udsatte børns virkelighed, som mine tidligere kolleger fortæller mig desværre ikke er blevet bedre siden. Jeg håber, det vil være første skridt til at hjælpe dem. Sofie var en lille, tynd pige på otte år. Første gang jeg så hende, legede hun fangeleg. Hun virkede som en magnet på de andre børn, nok fordi hun flere gange råbte: »Se min tissekone«. Personalet var nødt til at skærme hende fra de andre børn, fordi hun var så grænseoverskridende. Vi var altid to kontaktpersoner omkring Sofie, både for at gardere os mod en beskyldning fra hende om overgreb og for bedre at kunne dokumentere, hvad vi så. Når vi gik ind på Sofies værelse for at hente hende til aftensmaden, kunne vi finde hende med begge ben spredt uden trusser råbende: »Se mig, se mig«. Når Sofie kom tilbage efter at have været hjemme i weekenden, opdagede jeg flere gange små blå mærker ved hendes hofter, når hun skulle i bad. Hun ville ikke fortælle, hvor de kom fra. Hun boede alene med sin mor, og moderen var selv blevet seksuelt misbrugt af sin egen far. Vi mistænkte morfaderen for at give Sofie de blå mærker, og afdelingen indstillede, at hun skulle anbringes uden for hjemmet. Vi mødtes mange gange med socialforvaltningen for at diskutere, hvad vi skulle gøre med Sofie. To dage inden Sofie skulle udskrives fra afdelingen, sad hun og gyngede, mens hun pludselig sagde: »Jeg boller med morfar«. Det var forfærdeligt at høre hende fortælle om misbruget, men nu troede vi, at hun måtte være sikker på en anbringelse. Sagsbehandleren mente også, at man burde gribe ind, men desværre var der ikke penge til en anbringelse. Sofie blev udskrevet fra afdelingen, fordi børn med »mere akutte behov« stod på ventelisten. I journalen skrev vi, at vi var bange for, at Sofie fortsat ville lide overgreb. Jeg glemmer aldrig den eftermiddag, hvor jeg stod og vinkede et forkvalmet farvel til Sofie og hendes mor på vej på ferie med morfar. Ali og Fatima var flygtninge fra Irak. Medlemmerne af deres familie var blevet dræbt både under Saddam Husseins styre og senere af amerikanske og irakiske soldater. Ali havde store traumer fra sine oplevelser, og Fatima led af depression. De havde tre børn på 4, 9 og 12 år. Fatima lå i sengen hele dagen og ventede på døden. I lange perioder gik hun ikke i bad, og i dage ad gangen snakkede hun ikke med sine børn. Ali, derimod, snakkede som et vandfald og var meget kaotisk. Han kunne ikke sove, og når han endelig faldt i søvn, led han af mareridt. Om natten kunne han vågne overbevist om, at huset ville blive ramt af et missil. Det ældste barn fortalte mig, hvor bange hendes søskende blev af hans råb. Da jeg spurgte, om hun selv også blev bange, sagde hun, at hun »var god til at skjule det«. Det tog over tre måneder at finde en dato, så vi kunne diskutere familiens situation med socialforvaltningen. Sagsbehandleren blev udskiftet med jævne mellemrum, og hver gang måtte vi bruge tid på at genfortælle familiens historie i stedet for at løse deres problemer. Manglende koordinering med skolen, socialforvaltningen og os gjorde, at vi havde tre børn, som sejlede deres egen sø. Vi var alle enige om, at de var bedst tjent med at få en familie, der gav dem tre måltider sund mad, og hvor de kunne sove otte timer uden at blive vækket af faderens råb og skrig. Et sted, hvor de ville få vinterstøvler, når det blev koldt, og hvor der var forældre, der kunne smøre madpakker til dem og hjælpe dem med at børste deres tænder. Men det var svært at kræve de ting af forældrene, når de ikke engang havde ressourcer til at børste deres egne tænder. Men kommunen havde mange med massive sociale problemer, og derfor var meldingen: »Vi kan ikke anbringe alle – så mange penge har vi ikke«. Da jeg fortalte familien, at jeg skiftede job, blev Ali sur. »Du er også ligeglad med os«, sagde han. Det ældste af børnene var begyndt med småtyverier, den mellemste var ualmindelig pligtopfyldende, og den mindste var blevet så hyperaktiv, at det var svært at rumme i børnehaven. Louisevar 13 år og havde en kronisk lungesygdom. Det var svært for hende at holde styr på de mere end 20 piller og inhalationer, hun skulle tage i løbet af en dag. De fleste børn med lungesygdomme får massiv hjælp og støtte af deres forældre. Det gjorde Louise ikke. Moderen havde afleveret Louise på skadestuen og fortalt, at hun ikke »orkede« hende mere. Selv om overlægen mange gange havde snakket med hende i telefonen og forklaret vigtigheden, lykkedes det ikke at få moderen til at besøge Louise. Det var ikke første gang, Louise blev indlagt, og det blev nok heller ikke den sidste. Hendes sygdom krævede regelmæssighed, og det fik hun ikke af sin mor. Der var noget grænseoverskridende ved Louises opførsel. Hun higede efter voksenkontakt og fik de andres forældre til at tage hende med på små ture ned til kiosken eller ud i haven. Selv om Louise ikke var mere end 13 år, lignede hun altid en 18-årig på vej til en fest med en smøg i hånden – udfordrende i tøjet og med overdreven makeup. For bedre at kunne forstå Louise læste jeg hele hendes journal igennem. Afdelingens psykolog havde allerede seks år tidligere udtrykt bekymring for, om Louise var blevet seksuelt misbrugt. Moderen var meget ung og havde ingen uddannelse. Hun havde tre børn, men havde svært ved at være der for dem. Hun slog børnene, og børnene slog hinanden og hende. Vi holdt et møde for at få Louise anbragt uden for hjemmet, men sagsbehandlerne sagde, at det var for dyrt, og der var ventetid på institutionerne. Trods massiv modstand fra vores side blev Louise udskrevet, uden at nogen kunne tage over. Overlægen ringede til moderen for at få hende til at hente Louise, men det ville hun ikke. Louise blev sat i en taxa med en pose medicin og en taxabon – på vej hjemad. Den følelse jeg havde i maven, ønsker jeg ikke for nogen. Vi kan alle være enige om, at alt for mange børn bliver svigtet. Og at der ikke er en enkelt løsning, der kan redde disse børn. Når det går så galt som i mine eksempler, kan Ankestyrelsen orienteres, der kan klages over den enkelte sagsbehandler, og folk kan meldes til politiet. Men grundlæggende handler det om, at disse – og rigtig mange flere – børn har brug for hjælp meget, meget tidligere. Der, hvor jeg mødte børnene og familierne, var det ofte et spørgsmål om, om de kunne blive anbragt eller ej. Men inden da havde samfundet svigtet børnene mange flere gange. Vi skal sætte massivt ind allerede i 0-6-års alderen, hvor vi endnu kan gøre en forskel for børnene. Desværre er der ofte først hjælp og støtte at hente, når sagerne har udviklet sig så langt, at anbringelse er den bedste løsning. Vi skal reagere, allerede når de første alarmklokker ringer. Der er brug for et tværfagligt samarbejde, så man kan hjælpe børnene, inden problemerne vokser sig så store, at børnene ryger ud af skolen og kommer på kant med loven. Louise havde vist symptomer på svigt og måske misbrug, allerede før hun startede i skole. Alligevel havde man ikke hjulpet familien seks år efter. Dernæst skal vi gøre det muligt for socialrådgiverne at gøre deres arbejde ordentligt. Overbelastede socialrådgivere betyder, at mange kommuner er alt for lang tid om at reagere. Ali og Fatima havde ikke overskuddet til at være forældre for deres børn, men socialforvaltningen var så belastet af manglende tid og skiftende sagsbehandlere, at ingen sørgede for, at de fik den støtte, de havde brug for til at være forældre. Vi bliver nødt til at sætte et maksimumantal for, hvor mange sager en sagsbehandler kan have for at overholde lovgivningen. På den måde kan vi sikre, at udsatte børn ikke glemmes nederst i sagsbunken, og samtidig sikre, at sagsbehandlerne ikke flygter fra jobbet. Der er desuden brug for en holdningsændring, så sagerne bliver et fælles ansvar og ikke kun hviler på den enkelte sagsbehandler. Så familien ikke skal begynde forfra, hver gang der kommer en ny sagsbehandler. Og nu vi er i gang, hvorfor ikke tildele alle borgere – eller i det mindste alle udsatte børn – en koordinerende sagsbehandler, der sikrer samarbejde på tværs af forvaltningerne – i dag skal en familie være glad, hvis de kun har fire forskellige sagsbehandlere i forskellige dele af det sociale system. Helt grundlæggende handler det også om at forebygge fattigdom og marginalisering. Netop fattigdom er et væsentligt element, der skaber svigt og udsatte børn. Når mor og far ikke har penge nok til mad sidst på måneden eller ikke kan få en ordentlig bolig, øger det sandsynligheden for, at de ender i misbrug, eller af andre grunde ikke har overskud til at tage sig ordentligt af deres børn. Så længe vi forarmer familier på nedsatte kontanthjælpsydelser, skaber vi et pres, der rammer de svage børn. Der er altså meget, vi kan gøre for at forebygge behovet for dyre indgreb og tilbud til børnene. Men når det er kommet så vidt, at børnene har brug for mere omfattende hjælp, kan vi ikke komme uden om, at det rent faktisk koster penge at hjælpe dem. Sådan er det. Men i dag er kommunerne sat i en økonomisk spændetrøje. Mange steder har man ikke de penge, der skal til for at hjælpe de udsatte børn. Flere kommuner melder åbent ud, at der skal spares på anbringelsesområdet. Velfærdsministeren har flere gange understreget, at fagligheden ikke må ligge under for økonomien. Alligevel viser Socialrådgiverforeningens egen undersøgelse, at økonomiske hensyn vejere tungere end socialfaglige vurderinger i næsten halvdelen af anbringelsessagerne. Men det må ikke blive de udsatte børn, der betaler regningen for regeringens skattestop. Derfor vil vi kigge på muligheden af at undtage udgifterne på socialområdet fra det kommunale serviceloft. Og kigge nærmere på de forskellige refusionsmuligheder. Så det ikke bliver økonomiske hensyn, der er afgørende for de enkelte kommuners indsats over for de udsatte børn og unge. Desværre er der også brug for at skrive, hvad vi ikke skal gøre. Vi skal ikke straffe ressourcesvage forældre, hvis deres børn laver ballade eller pjækker fra skole. Ingen forældre ønsker, at deres børn opfører sig dårligt eller ender i problemer. Men hvordan skal disse forældre kunne styre deres børn, hvis de ikke magter deres eget liv? Straf til ressourcesvage forældre vil kun skabe et yderligere pres på udsatte børn og unge. Selvfølgelig skal det have konsekvenser for de unge, når de opfører sig urimeligt. Ofte er det et ’råb om hjælp’. Derfor skal konsekvenserne ikke være udsmidning eller straf. Når vi kan se, at nogen ikke kan finde ud af det selv, skal kvalificerede voksne rykke tættere på den unge. Der er behov for at udvikle tilbud med en form for ’mandsopdækning’ af de mest krævende unge, som let kan have samme fortid som de børn, jeg har fortalt om her. Vi skal signalere over for disse børn, at vi vil dem, det er der ofte ingen, der har gjort før! Og så skal vi for alvor afsætte tid og ressourcer til at skabe mønsterbrydere. Når jeg forhandler barnets reform med Karen Jespersen, vil jeg huske Sofie og Louise og Ali og Fatimas tre børn. Jeg håber, at ministeren ud over sin gode vilje tager penge med til dem, ellers risikerer vi at ende med endnu flere pæne ord og rituelle tjeklister i stedet for flere hænder og mere omsorg.