Fundamentalistisk kristendom er en væsentlig del af forklaringen på, hvad der foregår i Israel/Palæstina, skriver professor, dr.theol. Mogens Müller. I jagten på et svar på spørgsmålet om, hvorfor USA og dets allierede tillader staten Israel at optræde, som tilfældet er, med en uhørt brutalitet og uden respekt for internationale konventioner, må opmærksomheden ikke mindst rette sig mod bibelfundamentalismen. For skaber denne fundamentalisme ikke ligefrem den politiske dagsorden, så er den i hvert fald et godt stykke hen ad vejen med til at legitimere den. I forskellige grader fra den helt bevidste accept af, at Bibelens ord og løfter er Guds ord og løfter, som transcenderer alle andre menneskelige målestokke og politiske hensyn, til en mere eller mindre ubevidst fornemmelse af, at Israel som jødernes hjemland på grund af historien må vises særligt hensyn. I radioudsendelsen 'Kirkenyt' fra 6. maj 2002 var der et interview med landssekretæren for Ordet og Israel, en fundamentalistisk kristen organisation, der gør, hvad den kan for at støtte staten Israel. Landssekretæren hedder Per Weber. Han gjorde rede for sit syn på oprettelsen af staten Israel som en opfyldelse af Guds profetier i Bibelen (det vil sige Det Gamle Testamente), hvorfor det var en begivenhed, der også måtte glæde kristne, som et tegn på at Bibelens ord bliver virkeliggjort. Sagt ligeud: Jøderne har en bibelsk ret til landet Palæstina. Eksistensen dér af et andet folk er selvfølgelig beklagelig, men ikke desto mindre et problem, der alene kan løses på én måde, nemlig ved at dette andet folk mister sin ret. Det kan på grund af Guds ord i Bibelen ikke være anderledes. Adspurgt om, hvordan han så på oprettelsen af en palæstinensisk stat, måtte Per Weber derfor svare, at det jo godt kunne være, at de øjeblikkelige politiske forhold medførte en sådan statsdannelse. I sit indre, bibelteologiske regnskab måtte han dog regne det som en af »Guds omveje«. For det endelige mål kunne der ikke være tvivl om: Landet er ved guddommelig ret jødernes. Intervieweren henviste derefter til, at Israels ideale bibelske østgrænse ikke er Jordanfloden, men Eufrat, som jo ligger i den østlige del af Syrien. Denne flod nævnes således som østgrænse for Bibelens israelitter i 5. Mosebog 1,7-8 og 11,24, hvor det hedder: »Hvert sted, hvor I sætter foden, skal være jeres; fra Ørkenen til Libanon, og fra Eufratfloden til havet i vest skal jeres land strække sig. Ingen vil kunne holde stand imod jer; Herren jeres Gud vil lægge frygt og rædsel for jer over hele det land, I betræder, sådan som han har lovet jer«. Det samme står desuden at læse i Josvabogen 1,4. Per Weber kunne hertil svare, at dette under de forhåndenværende politiske forhold selvfølgelig lå helt uden for grænserne af det mulige. Men sådan stod der jo altså nu engang i Bibelen, og da det var Guds ord, var det sådan, det engang måtte blive. I sit indre bibelteologiske regnskab henlagde han det dog som begivenhed til ved Kristi genkomst. Der er i hvert fald et par bemærkelsesværdige aspekter i dette. De forudsigelser, der rigtigt nok er indeholdt i en række af Det Gamle Testamentes skrifter, antages at gælde aktuelle eller stadig fremtidige begivenheder, fordi de åbenbart ikke gik i opfyldelse i antikken, eller kun gjorde det midlertidigt. Da Bibelen ikke blot er udtryk for menneskers teologi, ideologi eller ønsketænkning, men er Guds direkte ord, står dens tale fast som det sidste autoritative ord i enhver sag, som den udtaler sig om. I andre kredse er det for tiden Darwin og alt hans væsen, der forsages til fordel for Bibelens lære om en skabelse i færdige størrelser. I spørgsmålet om Israels ret til at eksistere forbinder bibelfundamentalismen sig imidlertid med zionismens krav på en jødestat, som det blev formuleret af denne bevægelses fader, Theodor Herzl i bogen 'Der Judenstaat' fra 1896. Historisk vel noget tilfældigtopstod og udviklede denne bevægelse sig nogenlunde samtidig med den moderne bibelfundamentalisme, som var et reaktionsfænomen over for den moderne videnskabelighed, derunder ikke mindst darwinismens 'abeteori'. Ved staten Israels oprettelse i maj 1948 som svar på FN-resolutionen om landets deling af 29. november 1947 blev det en udbredt opfattelse i vide kristne kredse, at dette var en opfyldelse af Bibelens profetier. Og det ikke kun i fundamentalistiske kredse, men på grund af Hitlerregimets forbrydelser mod det jødiske folk rakte denne følelse langt ind i andre kirkelige kredse, ja måske endda også ud over disse. Alt dette blev forstærket gennem de forskellige myter omkring staten Israels oprettelse, f.eks. om det praktisk taget folketomme land og om den golde ørken, der takket være jødernes flid blev til grønne appelsinlunde. Patriarkalske præsidentskikkelser - og en enkelt gang også en matriarkalsk - fik i hvert fald frem til junikrigen i 1967 den nye stat til at fremstå med en særlig glans, også som et bevis på det internationale samfunds evne til at komme til rette gennem FN. At denne lille stat ved sin grundlæggelse havde gjort sig skyldig i blodige etniske udrensninger og fra først af sad alle FN- resolutioner om fordrevne palæstinenseres ret til at vende tilbage overhørig, og at den kun slet skjulte dagsorden for vist samtlige dens ministerpræsidenter har været en total overtagelse af landet, evnede til at begynde med ikke at kaste skygger. Det uhyggelige kapitel om antisemitismen i kirkens historie fik i hvert fald for Vesteuropas vedkommende en afslutning ved afsløringen af nazisternes forbrydelser mod jøderne. I efterkrigstiden har det undertiden givet sig næsten groteske udslag i skikkelse af revisionistisk bibeltolkning, der på det nærmeste ophævede kristendommen. Men det er ikke til at komme uden om, at kristendommen udsprang af et teologisk opgør med den antikke jødedom og dens forståelse af, hvad der er Guds vilje og dermed menneskets bestemmelse. Det hele havde dog en ejendommelig selvmodsigende karakter, al den stund alle de første kristne, inklusive Jesus selv, notorisk var jøder. For kristne som for jøder gælder det dog, at de overtager deres skrifter ved at fortolke dem. Det er der en udstrakt bevidsthed om i jødedommen, hvor den senere fortolkning ligefrem kan optræde som en næsten integreret del af dens Bibel. I kristendommen havde man i Vesten indtil reformationen kirken under pavens ledelse som den autoritet, der bestemte, hvad Bibelens tale betød. I reformationskirkerne forsøgte man at få et mere umiddelbart forhold til Skriften. Men dels blev det en illusion, fordi enhver tid må forstå Skriften ud fra sine og ikke ud fra Skriftens forudsætninger, dels kom man derved tit til at overse, at den kristne Bibel består af to dele, hvoraf den sidste, Det Nye Testamente, er selve nøglen til at forstå den første del, Det Gamle Testamente. Hvor den rabbinske jødedom altså havde sine gamle efterbibelske traditionsdannelser, Mishnah fra o. 200 e.Kr. og Talmud fra o. 500 e.Kr., samt siden en række navn- og normgivende fortolkere, dér havde kirken Det Nye Testamente og hele den fortolkningsvirksomhed, der udfoldede sig over for Det Gamle Testamente i kirkens første århundreder, til at fortælle sig, at en umiddelbar og bogstavelig forståelse var en teologisk katastrofe. Luther havde et skarpt blik for forskellen her mellem Bibelens to dele. Men i den efterfølgende ortodoksi med dens lære om verbalinspiration, dvs. at Skriften på det nærmeste blev opfattet som skrevet af Gud selv, gik denne nuancering tabt. Denne nuancering blev imidlertid genvundet i oplysningstiden, om end på helt nye præmisser. For dér gjorde en historisk og kritisk bibelforskning det snart klart, at Det Gamle Testamente ikke var en kristen bog, men i bund og grund udtryk for det jødiske folks religion, som ganske vist havde elementer, der pegede ud over sig selv og dermed frem på det, som kristendommen virkeliggjorde. Tilsvarende var Det Nye Testamentes skrifter kilde til Jesus' og den ældste kristendoms historie og anskuelser og derfor udtryk for en ny religion. Der var i begge tilfælde tale om historiske vidnesbyrd, der måtte forstås og tolkes historisk og kritisk. Det vil sige, at kendsgerningsdelen restløst falder inden for det, som der også kan tales historisk-kritisk om, idet hele den betydningskonstituerende og -givende del beror på fortolkning og konstruktion af mening.Oplysningstiden betød ikke kirkens og teologiens ophør. Hvad den imidlertid betød var, at dele af universitetsteologien i respekt for sin samtids virkelighedsforståelse gik ind på den historisk-kritiske bibelforsknings præmisser. Og dermed opstod muligheden for en konflikt mellem en mere bogstavtro biblicisme og et syn på Bibelen som en samling skrifter, hvis indhold må og skal fortolkes i lyset af vor viden om deres historiske karakter. Det var således først med oplysningstiden, at det for alvor kom til et brud mellem den almindelige videnskabelighed og den bibelsk orienterede virkeligheds- og verdensforståelse. Det naturvidenskabelige syn på virkelighed og verden viste sit værd gennem de landvindinger, der fandt sted i dets kølvand på snart sagt alle felter. Det naturvidenskabelige projekt begrænsede sig imidlertid ikke til konstruktionen af maskiner og til en lægevidenskabelighed på empirisk basis. Den gjorde sig selvfølgelig også tanker om verdens og menneskets oprindelse. Og det blev altså det, der udløste bibelfundamentalismen, der mente, at man måtte holde sig til Bibelens beretning om Jordens skabelse og menneskets tilblivelse i Bibelens første kapitler. Bibelfundamentalismen er således konstitueret af et bevidst 'ikkevidenskabeligt' syn på verden og mennesket. I Bibelen har dens repræsentanter tilgang til den guddommelige virkelighed. At der naturligvis i høj grad også her er tale om fortolkning, er tydeligst for dem, der står uden- for. Men pointen er i al fald, at bibelfundamentalismen operer med en irrationel og inappellabel autoritet. Og når Palæstinaspørgsmålet bliver anskuet i denne optik, bortfalder den almindelige politiske rationalitet og spørgsmålet om retfærdighed i menneskelig forstand. Og en hævdelse af, at det 'bibelske skøde' til Palæstina ikke er skrevet af Gud, men af antikkens jøder, bliver opfattet som blasfemisk. Nu er det jo ikke sådan, at bibelfundamentalismen ikke kender forskellen på jødedom og kristendom. Men her kommer vi til et af de helt barokke elementer i dens syn på jøderne og Israel. I virkeligheden er kærligheden til Israel ofte betinget af, at i det bibelfundamentalistiske scenario af de sidste tider skal jøderne være til stede i Israels land. Jødernes tilbagevenden til Palæstina er ligefrem en af forudsætningerne for, at Jesus kan komme igen, og den store adskillelse kan finde sted. En pointe er det så, at jøderne da skal komme til at tro på Jesus Kristus - vel et udtryk for en ultimativ antisemitisme. Bibelfundamentalisterne er her nært beslægtet med Jehovas Vidner i deres spekulative historiesyn ud fra spredt læsning i Bibelen. En konsekvens er, at bibelfundamentalisterne i princippet kan godkende Israels voldspolitik over for palæstinenserne. For i et 'bibelsk' perspektiv kommer de til at indtage den samme plads, som den oprindelige befolkning i 'Kana'an', da den bibelhistoriske Josva erobrede landet. Her var Guds befaling utvetydig: De folk, som de erobrer landet fra, skal de lægge band på: »Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie med dem; du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig. For du er et helligt folk for Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt af alle folk på jorden som sit ejendomsfolk« (5. Mosebog 7,1-6; jf. 20, 15-18). Denne direkte opfordring til folkemord står selvfølgelig ikke alene i jødedommens Bibel. Men den står der også. Og det er jo nok for en fundamentalistisk læsning. På den måde tildeler fundamentalistiske kristne nu de jødiske israelere denne rolle i Palæstina og legitimerer den som udtryk for lydighed mod Guds ord. At vi hermed står over for i hvert fald en af årsagerne til Bushadministrationens påfaldende tavshed, når det gælder Israels notoriske krigsforbrydelser som besættelsesmagt, er der desværre gode grunde til at tro. Den magtfulde amerikanske Israel-lobby har således i det såkaldte bibelbæltes fundamentalister fået en ideologisk forbundsfælle, der er værre end den selv. For bibelfundamentalisme er selvfølgelig ikke bedre end enhver anden fundamentalisme, der forskriver sig til, hvad den forstår som guddommelig tale på en sådan måde, at ansvarlighed og anstændighed afskrives. Hvor mennesker, uanset hvilken religion de mener at repræsentere, lyver sig fra, at de fortolker deres helligskrift og siger, at de blot tager den på ordet, dér ender det altid blodigt.