0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Da Marie kom til byen

Selv om Venstre i dag forsøger at tage patent på friheden, så har andre kæmpet for den langt tidligere. En af dem hed Marie og var tyende. Kronikøren er jurist og ansat i Forbundet for Offentligt Ansatte

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

GAD VIDE, hvad hun tænkte, da hun fra talerstolen så ud over mødesalen i Gothersgade 49, 1. sal th., og kunne tælle, at kun 32 havde fundet vej til aftenens møde.
Hun var Marie Christensen. 28 år gammel og tjenestepige af profession. I næsten 10 år havde hun taget tilløb til denne aften. Nu skulle det være, nu ville hun stifte en tjenestepigeforening i København. Nu skulle de mest usle i samfundet også have deres fagforening, som det var sket så mange andre steder i de sidste 10-20 år.

Det var 15. november 1899 kl. 20.

Politiken skrev næste dag i en omtale af mødet: »Hun er en tjenestepige, men ser snarere ud som en net lille frøken«. Så var hun sat i bås af radikalismens dagblad.

Hun havde af egen lomme ladet bekoste og bogtrykke 200 cirkulærer, der opfordrede tjenestepiger over hele byen til at møde op og være med til at stifte en tjenestepigeforening.

Formålet »måtte være at søge at forbedre de forhold den tjenende kvinde er undergiven«, som hun skrev i sin invitation til mødet.

Da Marie Christensen tog initiativ til dannelsen af en tjenestepigeforening, fandtes der omkring 150.000 personer, hvoraf 100.000 var kvinder, som dengang var underkastet den såkaldte tyendelovgivning. Lovgivningen havde rod helt tilbage i 1700-tallet. Tyendeloven af 1854 fastsatte f.eks. regler for den tyendes stilling i husholdet, hvor husbonden havde revselsesret og kunne straffe et tyende. Denne skulle desuden have en skudsmålsbog, hvoraf det fremgik, hvor man havde tjent, og hvor man tjente for tiden, samt hvordan man havde opført sig de pågældende steder. Bogen skulle stemples af politiet i byerne eller af sognepræsten på landet, når man skiftede plads.

Tyende var hverken valgbare eller havde stemmeret i 1899.

DER VAR IKKE meget Laura fra 'Matador' over datidens tjenestepiger.

De fleste blev allerede fæstet i deres første plads som 14-årige og gik ind til nogle ofte ganske ubeskrivelige forhold, hvad enten det nu var på landet eller i byen.

Selv havde Marie Christensen også prøvet lidt af hvert.

Da hun var 16 år, fik hun i 1887 sin første rigtige plads som enepige hos en stor lægefamilie i Frederiksværk.
Marie Christensen havde glædet sig til for første gang at få sit eget rigtige værelse. Det viste sig at være et loftskammer med et lille tagvindue. I kammeret fandtes der en stor kasse i stedet for en seng. Som bord var to brædder sømmet fast til væggen. Der var en træstol, som tjente som sæde og desuden som servante, når der blev sat en lerskål på den. Der var ingen kakkel8ovn, og om vinteren var der en sådan kulde og træk i kammeret, at vandet bundfrøs i skålen.

Arbejdsdagen gik fra kl. 6 om morgenen til kl. 22 om aftenen. Rengøring og opvask foregik ofte hele vinteren med så koldt vand, at hendes hænder og fødder blev så medtaget af frost, at hvidt dødkød sås i frostsårene. Spisekammeret var aflåst, og hun fik aldrig nok at spise. Alligevel blev hun i pladsen det år, som hun var fæstet for.

Derefter drog hun fra Kregme til København, hvor hun havde adskillige pladser, der bød på samme forhold. Undervejs besluttede hun sig for, at inden hun fyldte 30 år, ville hun tage initiativ til at danne en tjenestepigeforening, som skulle højne standens vilkår, som hun udtrykte det.

I foråret 1899 læste Marie Christensen imidlertid en artikel i Politiken, hvoraf det fremgik, at tjenestepigestanden bidrog med langt den største procentandel af de prostituerede.

Det satte ekstra skub i hendes planer.

»ER HER NOGEN, som har mod til at stå mig bi«, spurgte Marie Christensen lidt betænkelig de 32 fremmødte i Gothersgade, som havde fundet vej, for ellers ville hun ikke gå videre i aftenens program.

Det var der heldigvis.

Så kunne Marie Christensen gå i gang med at fortælle forsamlingen, hvorfor hun havde indbudt til mødet, og hvad hun havde af planer. Det var ikke småting efter datidens målestok.

I dag kan eller vil næppe ret mange forstå, hvilken opgave Marie Christensen nu påtog sig, men realiteten er, at hun var med til at lægge en af grundstenene til kvinders valgret og ligestilling samt til nutidens velfærdssamfund.

Først gjorde hun dog opmærksom på, at »holdes der hund i huset, bliver den behandlet ti gange bedre end pigen«. Dernæst hævdede hun, at »man kan straks kende en tjenestepige på gaden. Den tunge gang og den foroverbøjede eller skæve holdning er mærker af den overanstrengelse, hun har været udsat for, i den tid hendes legeme udviklede sig«.

Endelig håbede hun til slut, at »vi i aften lægger grunden til en tjenestepigeforening i København, som kan blive til gavn og glæde for mange«.

Derefter fik hun forsamlingen med på et program, som bestod af seks punkter:

Alt natarbejde afskaffes. Arbejdsdagen regnes fra kl. 6-7 om morgenen til kl. 7 om aftenen, mens overarbejde skal betales.

Tjenestepigen skal have sund og tilstrækkelig kost.

Tjenestepigen skal have et ordentligt værelse - tørt, varmt og luftigt.

Frihed hver anden søndag fra senest kl. 15.
En til halvanden times frihed til rådighed hver dag inden kl. 19.

Frihed en aften om ugen fra kl. 19, idet middagsfriheden dog bortfalder på denne dag. Pigen bør samtidig have lov til at drikke te, når hun kommer hjem.

Have lov at drikke te, når hun kommer hjem! Gad vide om nutidens unge i dag overhovedet forstår, hvad det ville sige at rejse et sådant ønske, hvor man bare snupper sig en cola, når man har lyst. For datidens tyende var en varm kop te ofte en umulighed, for herskabet lukkede gerne for hovedhanen til gassen i køkkenet, da brugen kostede penge.

Der skulle desuden - krævede Marie Christensen og hendes fæller - oprettes x en tjenestepigeskole, hvor alle unge piger på 17-18 år kunne få et års ophold og lære husgerning og madlavning.

Et særligt hjem skulle være åbent hver søndag eftermiddag for forenin8gens medlemmer, som kunne bringe deres håndarbejde med. Ville medlemmerne følges ad i teateret, i kirke eller ud at spadsere, kunne de komme tilbage til hjemmet og spise aftensmad.

Der skulle være foredrag og oplæsning hver søndag.
I tilknytning hertil oprettedes efterfølgende en form for bibliotek, hvor man udlånte bøger til medlemmerne. Den første bogudlånsliste - sirligt ført og håndskrevet - findes stadig hos Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

Mødet resulterede i, at Københavns Tjenestepigeforening erklæredes for stiftet, og at der blev nedsat et udvalg, som skulle arbejde videre med sagen.

Det blev meddelt til pressen, og så skete der noget.

I DE FØLGENDE dage og uger var aviserne fulde af indlæg for og imod den lille nystartede faglige organisation.

I Vort Land skrev en kendt københavnsk journalist to dage efter foreningens start: »Så kommer det da, som det måtte komme. Tjenestepigerne skal have deres fagforening. Rimeligvis vil adskillige af vore damer gyse. Og tjenestepigespørgsmålet, som alle dage var et udmærket samtaleemne, hvor kvinder samledes, vil vinde dobbelt aktualitet.

Og har man set lidt til, hvordan der i mange fine københavnske familier hundses med tyendet - selv om fruen er nok så 'frisindet' og 'moderne' tænkende - så undres man ikke over, at 'smågadernes damer' hovedsagelig rekrutteres fra tjenestepigernes verden«.

Et par uger efter stiftelsen holdt foreningen 30. november 1899 sit første offentlige møde i Kædens festsal i Dronningens Tværgade. Der kom over tusinde mennesker til arrangementet, og Marie Christensen, som i sidste øjeblik kom direkte fra sin tjenestepigeplads, var nær aldrig sluppet igennem menneskemængden. Det lykkedes dog, og efter hendes velkomst og oplæg udspandt der sig en voldsom diskussion.

Nogle dage senere afholdt foreningen sin første generalforsamling og valgte en bestyrelse med Marie Christensen som formand.

I starten forsøgte hun at finde sig en plads, hvorfra hun kunne lede forenin8gen. Det viste sig nu ret håbløst.
Marie Christensen blev så faglig agitator og lejede sig et værelse i Øster Farimagsgade 26 over gården. Det kostede ti kroner om måneden. I værelset var der en dobbeltseng samt bord og stole, og i kakkelovnskrogen var der et petroleumsapparat, hvorpå hun kogte grød og vælling samt sin te. Det var hendes kost, når hun ikke under sine agitationsvandringer var så heldig at få et måltid mad hos nogle af sine bestyrelsesmedlemmer. Her modtog Marie Christensen journalister, husmødre og tjenestepiger. Hun havde en formiddagsplads hos et tidligere herskab, hvor hun kørte ture med børnene og passede et nyfødt spædbarn, og to gange om ugen havde hun skolepiger hos sig, som fik undervisning i håndarbejde. Resten af tiden agiterede hun fra køkkendør til køkkendør. Ofte blev døren brutalt smækket i for næsen af hende enten af husmoderen eller ofte af en tjenestepige, som ikke skulle nyde noget i forhold til sit herskab.

Tøj på kroppen fik hun ved et tilfælde. Det, hun havde, blev hurtigt slidt. Hun havde fået foræret en varelotteriseddel, og den blev udtrukket tre gange i træk med 12 eller 15 kroner hver gang. Det rakte til frakke, bluse, nederdel og sko.

Det kneb med at skaffe penge til arbejdet, men en større fest i april 1901 i Koncertpalæet i Bredgade gav et overvældende resultat. Hele 1.187 kroner og 80 øre i overskud betød, at foreningen kunne leje en lille treværelses lejlighed i Rosenborggade 13 og åbne et anvisningskontor, hvor man formidlede kontrakter mellem tjenestepiger og husmødre. De første individuelle overenskomster var på vej. Samtidig blev kontoret hjemsted for foreningen, samlingssted for medlemmerne og bolig for Marie Christensen.

Af festens overskud henlagdes desuden 600 kroner til en fond for skole og hjem.

VED STARTEN var der 24 medlemmer af Tjenestepigernes Forening, som i de første par år alene var en københavnsk forening, men i 1904 holdt man stiftende kongres i De Samvirkende Danske Tjenestepigeforeninger. Der mødte omkring ti delegerede, som repræsenterede fire afdelinger i København, Odense, Århus og Aalborg. Marie Christensen blev valgt til forbundsformand.

I 1902 skulle lovgivningen om menighedsråd revideres. Det fremgik af en af paragrafferne til forslaget, at »Alle mænd og kvinder over 25 år - undtagen tyende og berygtede personer - skal have valgret til menighedsrådene«.

Både i foreningens nystiftede blad, i udtalelser og på store møder protesterede man mod denne formulering. Marie Christensen tog personlig kontakt til alle partierne. Ikke alle var lige imødekommende. Et folketingsmedlem udtalte: »Skal tjenestepigerne nu have valgret og rende til møder, må husmødrene på landet selv malke deres køer«. Alligevel lykkedes det, og tyendet fik valgret til menighedsrådene. I 1903 fik foreningen slettet nogenlunde den samme bestemmelse i forslaget til en ny kommunal valglov.

Næsten samtidig gik foreningen til angreb på selve tyendeloven. Det resulterede i, at der i 1905 blev nedsat en kommission, som skulle se nærmere på en revision af den forhadte lov. Marie Christensen blev bedt om at indtræde i kommissionen, og pudsigt nok var det den senere så berygtede justitsminister P.A. Alberti, som bad hende herom.

Set i nutidens lys var Marie Christensen et multitalent.

Hun kunne organisere, holde taler, håndtere pressen, agitere, skrive digte og sange, fortælle historier, så de kunne bruges i faglige sammenhænge, med meget mere.

Kort sagt magtede hun i nutidens sprog både branding og storytelling. I 1914 udgav hun således pamfletten 'Anna og Emilie', der delvis i novelleform handler om vigtigheden af at lade sig organisere.

Det er en fortælling om personer og om deres liv, levned og arbejdsvilkår, vi her møder.

Marie Christensen spørger et sted i pamfletten retorisk:

»Hvad er livets goder:

Svar: Det største af alle livets goder er friheden. Ret til at være og føle sig fri.

Har husassistenten da ikke friheden?

Svar: Kun i meget ringe grad ... det er slet ikke hendes ret, så længe tyendeloven eksisterer.

Derfor skal I organisere eder, alle I huslige og selverhvervende kvinder, først og fremmest være med til at kræve tyendeloven afskaffet, og så skal I betragte hverandre som standsfæller og gode kammerater, der vil stå sammen og hjælpe hverandre til bestemt arbejdstid og bestemt fritid«.

SÅ NÅR VENSTRE i vore dage forsøger at tage patent på friheden, så har andre været ude med samme budskab lang tid før og i en meget større og bedre sags tjeneste.

Der skulle gå endnu adskillige år, før tyendeloven og skudsmålsbogen blev afskaffet.

I mellemtiden havde Marie Christensen haft tid til at beskæftige sig med opbygning af en fagskole for husassistenter og kvindernes almindelige valgret som et led i grundlovsrevisionen i 1915. Netop grundloven beskæftiger hun sig med i en 1. maj-tale i 1915 i Stubbekøbing, hvor hun siger:

»Jeg synes ligefrem, at der ligger frihed i luften, jeg ånder lettere, og jeg tror, at alle kvinder, der kan tænke, gør det samme.

Tænk, at skellet mellem mænd og kvinder er fjernet i Danmark! Vi er blevet erklæret for at være mennesker. Jeg synes, der åbner sig så mange muligheder for os«.

Atter er det friheden, som optager hende.

Hun er samtidig fortsat en utrættelig agitator. Hun går ind i politik og bliver medlem af Borgerrepræsentationen i København valgt for Socialdemokratiet. Det sidste varer ikke så længe, for hun føler ikke, at hun gør nogen gavn, og at tingene tager alt for lang tid.

Tjenestepigen skifter navn til husassistent efter en ophedet debat både blandt medlemmer og i medierne.

Siden bliver nogle af husassistenterne til husmoderafløsere, efterfølgende til hjemmehjælpere og endelig til social- og sundhedshjælpere.

Det offentlige tager over som et led i velfærdssamfundets udbygning.

Tjenestepigerne forsvinder. Det samme gør Tjenestepigernes Forbund. I stedet blev det til Husligt Arbejderforbund for siden at indgå i et fællesskab med Dansk Kommunalarbejderforbund i Forbundet af Offentligt Ansatte for netop ti år siden i år.

Traditionelle faglige organisationer må stå for skud i disse år. Medlemmerne flygter ud ad bagdøren, de unge vil ikke ind ad fordøren.

Den historiske nødvendighed er ikke længere så indlysende.
På den måde maler historiens mølle.

Gad vide, hvad Marie Christensen ville tænke herom.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

Forsiden