Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Morten Langkilde
Foto: Morten Langkilde

Fordømt. »Hans henrettelse vil befri verden for et menneskeuhyre«, skrev The New York TImes om Jens Nielsens dødsdom

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Gribende bog spørger: Kan man fødes ond?

Historikeren Poul Duedahl har skrevet en fremragende, dramatisk beretning om Jens Nielsen, der som den sidste dansker røg på skafottet i 1892.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvad gør det ved et menneske, at det som 3-årig bliver overladt til sig selv det meste af dagen helt uden voksnes opsyn og omsorg? Hvad gør det ved samme lille menneske, at det er nødt til at stjæle mad i naboens have for at stille den værste sult – for bagefter at få tæsk for at rapse? Hvornår har man pryglet et barn nok til, at det kun tænker på at prygle igen og få hævn?

Hvad skal der til, før man bliver et ondt menneske? Fødes man egentlig som ond? Svarene må man selv uddrage af historikeren Poul Duedahls netop udkomne – og fremragende – bog ’Ondskabens øjne’ om Jens Nielsen, der i en alder af 29 blev halshugget i 1892.

Jens Nielsen, der voksede op i 1800-tallets ekstreme fattigdom og følelseskulde, blev et menneske, der tidligt sparkede fra sig. Han ikke bare stjal og fik tæsk. Som 7-årig begyndte han systematisk at gennembanke de køer, han var sat til at vogte, og at more sig med at fange fugle, som han skar vinger og ben af, så de sprællede vildt, når han omsider slap dem løs. Dyremishandlingerne var bare begyndelsen.

Imponerende research

Den dramatiske historie om Jens Nielsens liv er minutiøst lagt frem for læseren. Duedahls research har stået på i mange år og indbefatter 8.000 dokumenter– bl.a. Jens Nielsens selvbiografiske optegnelser, der dukkede op i 1989. Hans færden er skildret dag for dag, måned for måned – fra fødslen over tugtelsen hjemme på fattiggården hen over opdragelsesanstalter, flugtforsøg, daglige tyverier, brandstiftelser, indbrud, fængselsophold, udlandsrejser og til sidst mordforsøg på en fængselsbetjent. Hele vejen igennem fik han tæsk, men allerede på opdragelsesanstalten pryglede forstanderen et had ind i ham, der aldrig hørte op.

Den stærke og meget tætte skildring af Jens Nielsens liv giver et gribende indblik i, hvordan et menneske bliver formet, men selv om de mange detaljer er nødvendige for at fortælle historien, står de også lidt i vejen for spændstigheden i fortællingen. Sproget bliver en anelse tørt i kanten i et – i øvrigt imponerende – forsøg på at få det hele med. Men detaljerne tæller jo, når regnebrættet gøres op, og svaret skal findes på, om man fødes ond eller bliver det af livets tildragelser.

Den stærke og meget tætte skildring af Jens Nielsens liv giver et gribende indblik i, hvordan et menneske bliver formet

Forfatteren konkluderer ikke entydigt på ondskabens væsen, men konstaterer i forordet: »Sagen er jo, at handlinger, der beskrives som onde, fordi de markant overskrider flertallets opfattelse af, hvad der er menneskeligt og moralsk rigtigt, som regel giver god mening for den, der udfører dem. (...) I grunden var han en rationel forbryder, der gjorde tingene, fordi de gav mening for ham«.

Læs også

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mindst lige så interessant som historien om Jens Nielsens kærlighedsløse og voldelige liv er Duedahls fortælling om et ondt århundrede, 1800-tallet. Et århundrede, hvor enhver havde ret til korporligt at straffe underordnede og børn – og gjorde det ved enhver lejlighed – og hvor fattige og subsistensløse mennesker blev samlet og interneret på forsørgelses- og arbejdsanstalter, fattiggårde, og uvorne unger blev sendt væk, så de kunne tæskes til lydighed. Det var et århundrede, hvor staten kunne idømme lovovertrædere afskæring af ører eller brændemærkning, og hvor gudsbespottelse blev kunne hævnes ved at rive tungen ud af halsen på den formastelige, mens dommen over en majestætsfornærmelse var afhugning af højre hånd.

Forfatteren konkluderer ikke entydigt på ondskabens væsen

Georg Brandes forsvar

Jens Nielsen endte som et ondt menneske i omverdenens øjne – og også i egne. Og til sidst ønskede han kun at »glimre ved sin ondskab«. Det lykkedes ham så godt, at den danske stat valgte at slå ham ihjel med et øksehug i Horsens. Men han blev det sidste menneske i Danmark, der fik en dødsdom for forbrydelser begået i fredstid, for henrettelsen af ham gav anledning til en voldsom offentlig debat. Kommentatorer mente, at Jens Nielsen var et offer for social elendighed, og han endte ifølge forfatteren som et symbol på uretfærdighederne i samfundet. Som Duedahl refererer datidens debattør Georg Brandes for at skrive om Jens Nielsen: »Var han ikke straks bleven anbragt på tvangsanstalter, men havde haft arbejde i frihed, var han vel bleven en anden«. Måske har Brandes ret. Hvor ondskabens rod skal findes, er der masser af stof til eftertanke om i Duedahls fine, velfortalte bog.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden