Ørstedsparken blev min dunkle og selvvalgt undertrykte indgang til bøssesexlivet. Det var her, jeg lærte, hvad en anden mands krop er, hvordan den føles sammen med min, og ikke mindst hvem jeg er sammen med min egen krop. Jeg lærte, hvad fladlus er, og hvordan angsten for hiv føles. De andre bøsser var nogle, jeg hørte tale om. De var venner med hinanden og færdedes sammen og udgjorde det miljø, jeg ikke ville være en del af, og som jeg var sikker på ville indhylle mig i en kvalm seksualitetspuppe, hvor alt blev farvet i de regnbuefarver, jeg ikke turde holde af. Jeg hørte hvisken om ungdomsgruppen og foreningen, at nogle blev kærester med hinanden, at de gik hånd i hånd på Strøget og fejrede halvfemserne med sikker, sund sex. Jeg nægter at indrømme, at jeg dengang og i dag ville ønske, det var mig i den ungdomsgruppe. At jeg ønskede at sidde med under skråvægge og drømmekagende dele ud af mine homo-erfaringer og med stakket ånde gnide min strømpesok mod den kloge spejderleders skinneben under bordet. Men det var ikke mig med de strømpesokker. Jeg gik til frugt i parken. Jeg havde læst i 1970’er-bøssesex selvhjælpsbogen, hvad cruising var. En bog, jeg for øvrigt havde stjålet fra det lokale provinsbibliotek, da jeg gik i 1. g, ved at smugle bogen med på toilettet, rive magnetstriben af og liste den ned i min orange Eastpack. (Der skulle gå endnu et år, før jeg med røde kinder turde tjekke Ralph Königs tyske bøssetegneserier ud ved skranken). I selvhjælpsbogen læste jeg, hvordan mænd mødtes i mørket og havde sex med hinanden. Det var steder i det offentlige rum – på toiletter, på parkerings- og rastepladser og i parker. Som et ekstra kuriosum hævdede bogen, at særligt taxachauffører var nemme at score. De kedede sig ofte i deres ventende biler. Til afsnittet var en blyantstegning af en mand med kasket på knæ foran en kæmpe pik mellem stærke lår. Manden med lårene var skåret ved livet – uden overkrop og uden ansigt. Måske for, pædagogisk, at understrege det anonyme i cruisingen. Jeg vidste allerede som barn, hvad Ørstedsparken var. Alene ordet Ørstedsparken frembragte en følelse af skam – på linje med den følelse, det fremkaldte at sidde mellem min mor og far og se Sundhedsstyrelsens sikker sex-kampagner i tv: at se Jodle Birge tale om sex mellem mænd og at høre Anne Linnet og de andre synge ’Den jeg elsker, elsker jeg’. Mit provinsliv, 60 km fra København, bød ikke på det store udvalg af rollemodeller, så homolivet voksede stille og selvgenereret frem indefra med lidt hjælp fra fjernsynets Matador-bøsse, Daniel, og Steve fra ’Dollars’ og så biblioteket. Ørstedsparken blev anlagt i 1879 på det gamle københavnske voldanlæg som en del af det parkanlæg, der skulle erstatte voldene. Forlystelsesparken Tivolis anlæggelse i 1843 var den første etape i omdannelsen af voldanlægget til et større sammenhængende parkbælte. Dette bælte består, ud over Tivoli og Ørstedsparken, af Botanisk Have og Østre Anlæg. Voldene var i 1800-tallet det sted, den gryende modernitets københavnere promenerede, og på trods af, at voldene dengang stadig var i funktion som fæstningsværk, kunne borgerne slentre relativt uforstyrret rundt. De mest irriterende elementer var tiggere, skildvagter og det rygeforbud, der skulle forebygge vildfarent krudts antændelse, og man kunne fra promenadens 3. sals højde følge med i byens liv på den ene side og mod nord nyde landskabet med marker, møller og søerne. Stedet for Ørstedsparken har siden før sin etablering været et velkendt cruising-topos for bøsser og biseksuelle mænd. Historikeren Wilhelm von Rosen skriver i artiklen ’Den pæderastiske subkulturs opståen i København i 1860’erne’ (i ’Den Jyske Historiker’ nr. 58-59, Kønnet i historien, Århus Universitetsforlag, 1992): »Det er antageligt en ubrudt tradition fra midten af det 19. Århundrede, at Hahns Bastion, nu i Ørstedsparken, også i vore dage (eller rettere nætter) er et kontaktsted for bøsser«. Cruising lægger sig som begreb i forlængelse af flanørens formålsløse og langsomme måde at bevæge sig på, blot, i cruisingen, med det udtalte ønske om sex, og det var altså ikke udelukkende for at nyde udsigten, at datidens borgere gik på volden. Nørrevold, der således udgør Ørstedsparkens fundament, var et af de steder i byen, hvor de lystne mænd mødtes i mørket. I 1864 overgik kontrollen med og patruljeringen af Københavns fæstningsværker fra at være et militært anliggende til Københavns politis varetægt. Dette skete på baggrund af, at området var blevet et eldorado for hjemløse, vagabonder og tiggere. Med politiet intensiveredes opsynet med voldene, og således dokumenteres det i en række politirapporter fra årene efter 1864, at Hahns bastion ved Nørrevold var pæderasternes paradis. Jeg kan ikke huske første gang, jeg gik i Ørstedsparken. Men i dag forestiller jeg mig, at jeg har gået langs hegnets yderside og snuset til buskenes fugt og øjnet de mørke skikkelser, der kom og gik fra parkens åbninger. Sådan har jeg måske gjort mange gange, indtil jeg beruset og liderlig har kastet mig ind på stiernes grus, og derfra forgrener historien sig ind i buskadser, blandt bambus og under broer. Min kortlægning af parken var en kortlægning af kroppe – andres og min egen. Der var mange buske, og de husede mange huler og passager ind til flere træer og pletter. I 2001 udførte Vej og Park i Københavns Kommune en studsning af Ørstedsparken. Buske blev gravet op, og nye græsarealer blev anlagt. Denne øjensynligt simple handling blev begrundet med, at man, fra kommunens side, ønskede en mere børne- og familievenlig park med mere græs og færre buske. Forældre til parkens legende børn havde klaget over de natlige efterladenskaber, som børnene fandt i buskene. Sådan lød motivationen for buskrydningskampagnen. Hvor det i 1860’erne var politiet, der arresterede de usømmelige og lugede ud i aktiviteterne, var det i 2001 Københavns Kommune, der igennem et konkret fysisk indgreb i parkens strukturering forsøgte at begrænse sexaktiviteterne. Ser man på dette botaniske (over)greb i en bredere sammenhæng, ligger det fint i tråd med den generelle ’oprydning’ af det offentlige rum, som København har gennemgået de sidste, i hvert fald, 20 år. De offentlige toiletter er lige så langsomt forsvundet fra byen (skal man i dag besøge et toilet i det offentlige rum, skal det ske på en café, en bar eller i et hermetisk aflukket rumfartøj af et betalingstoilet), og pladser, som Halmtorvet, er gjort præsentable – alt dette i et forsøg på at imødekomme forestillingen om, hvad en betalingsstærk ejerlejligheds-friværdi-borger mener, er den gode by til det gode, rigtige liv. Buskrydningen i 2001 mødte modstand fra nogle grupper af ikkeheteroseksuelle og blev bl.a. behandlet af kunstneren Lasse Lau, der lavede en række interventioner i Ørstedsparken som en direkte konsekvens af – og kommentar til – de moralpolitiske implikationer af rydningen. Men grundet det tabu, som det ’at gå i Ørstedparken’ er, var modstanden ikke højlydt, og i den generelle kamp for accept, som Homodanmark i det store hele søger fra sin korrekte hetero-storebror, var et emne som »bedre forhold for cruising i Ørstedsparken« ikke højt på dagsordenen. Der var heller ikke mange cruisere, der ville stå frem og påpege den overgrebskarakter, som buskrydningen havde. Ørstedsparken er i et lokalt perspektiv en lille kampzone, hvor retten til og muligheden for et komplekst byrum udspiller sig. En aften lærte Ørstedsparken mig, hvad ’gay-bashing’ er. Jeg var på vej ind i et stort buskrum, hvor flere mænd stod i mindre grupper og afprøvede hinandens kroppe. Jeg fandt en ung mand, der så dejlig ud, og skulle til at lyne mine jeans ned. Halvvejs opstår der tumult omkring mig. En mand råber »løb«. Jeg trækker mine bukser op og kaster mig ud af buskene og falder ned ad en lille skråning. Jeg kan se en skikkelse bag mig og kommer på benene. Jeg har lange ben og er en udmærket sprinter og løber mod nærmeste udgang. Hele tiden har jeg skikkelsen i hælene. Jeg når ud på Nørre Farimagsgade og bliver ved med at løbe. Den nat løb jeg hele vejen hjem til mit kollektiv på Nørrebro og kastede mig adrenalinekstatisk hulkende i min seng. Gay-bashing er bevidst fysisk voldelige overgreb mod homoseksuelle. Det kaldes også, med en mere generel term, ’hate-crimes’ – en term, der mere bredt betegner vold mod minoriteter. De seneste måneder har der været flere af disse overfald blandt andet i Ørstedsparken. Københavns Kommune, der registrerer anmeldelsen af hate-crimes, beretter om 62 overfald alene denne sommer. Jeg meldte ikke den hændelse, jeg var ude for, til politiet. Jeg fortalte ingen om den. Jeg fortalte ingen om mit kærlighedsforhold til Ørstedsparken. En stor del af det at have sex i parken var netop det flygtige, det forbudte og det mystiske. Det var en sag mellem parken, kroppene og mig. En kompleksitet, der for mig er vigtig at få frem her, er, at det farlige, det forfaldsromantiske, det uforudsigelige og det voldsomme er en del af forførelsen. At jeg i Ørstedsparken ønskede at se mig selv som en tyvagtig og liderlig sømand – som en Jean Genet, der med livet som indsats erobrer den smukkeste vagabond. Det er igennem mine oplevelser, gennem udlevelsen af seksuelle fantasier og overskridelsen af egne og samfundets moralafgrænsninger, at jeg kan indeholde kompleksiteten. Kompleksiteten bliver derimod grim, brister og forsvinder med volden og overfaldene. En forstemmende konsekvens af overgrebene mod dem, der lever anderledes liv, kunne være, at disse anderledes liv helt forsvinder fra det offentlige rum. Uanset om disse overgreb manifesterer sig gennem en oprydning og ensretning af byens rum eller gennem voldelige handlinger, vil det unægtelig skabe en utryghed i det liv, der ikke ligner Normaldanmarks, og som ønsker at sætte spørgsmålstegn og destabilisere normaliteten. Spørgsmålet er, om en by og et samfund, der strukturerer sig omkring en ensrettet normalitet i sine rammer for socialitet, og som bekæmper alternative måder at forvalte livet mellem hinanden og husene, er medskaber af intolerance og had? Jeg var forbi Ørstedsparken forleden til et filmarrangement. Det var på en af denne sommers varme aftner, og det varmer mig om hjertet, at det stadig pusler i buskene. Det er med en høj grad af taknemmelighed og kærlighed, jeg i dag møder Ørstedsparken. Og med et håb om det komplekse og rummelige byrum, jeg skriver dette.