Jeg har tilbragt et par måneder i helvede, stedet uden håb. Indtrykket fra flygtningelejre i Haiti, Kenya og Libanon sidder i min bevidsthed. Jeg græder uden tårer, og jeg har svært ved at kontrollere min vrede. Den umiddelbare årsag til, at jeg sammen med journalist og tilrettelægger Claus Pilehave begav mig ind i infernoet var den hollandske journalist og forfatter Linda Polmans bog ’The Crisis Caravan – what’s wrong with humanitarian aid’. Vi søgte svar på det samme spørgsmål, som Linda Polman bruger som undertitel: Hvad er galt med nødhjælpen? Jagten førte os gennem samtaler med en snes danske og udenlandske nødhjælpseksperter og til nogle af verdens fattigste egne: Port-au-Prince, Le Cayes og Corail i Haiti; Nairobi og støvede landingspladser i Garissa og Dadaab i det nordlige Kenya. Og flygtningelejre i Libanon med navne, der lyder som signaler fra en svunden, grum tid, men ikke er det: Shaba, Shatila, Saida. Nødhjælp har altid været problematisk. Det humanitære imperativ tilsiger, at du skal hjælpe Næsten, uanset hvad. Det humanitære dilemma er, at du for at kunne hjælpe først må hjælpe dig selv. Falder trykket i kabinen fortæller stewardessen dig, at når iltmaskerne pludselig dingler fra loftet, skal du tage din egen på, før du hjælper dit barn. Stærke, effektive, erfarne og vidende nødhjælpsorganisationer er altså nødvendige, for at hjælpen kan gives og fordeles effektivt, når katastrofen rammer. Ser man på tallene skulle man umiddelbart tro, at det også er tilfældet. Den humanitære hjælpeindsats i tilfælde af katastrofer er i dag så omfattende, at de ramte kan regne med at få besøg af ikke bare en række ingoer (International Non Governmental Organizations) som Røde Kors, Oxfam, US-Aid og Caritas, men også en halv snes FN-organisationer og et ukendt antal lokale ngo’er. En større katastrofe tiltrækker i dag gennemsnitligt omkring 1000 nationale og internationale hjælpeorganisationer, men tallet kan være betragteligt højere. Ifølge UNDP eksisterer der på verdensplan mere end 37.000 ingoer. De gode hjerter banker med sjælden styrke i disse år. Pengene er der tilsyneladende også. OECD har et årligt udviklingsbudget på 120 milliarder dollar og stiller hvert år over 11 milliarder dollar til rådighed for ekstraordinære humanitære indsatser. Indsamlingskampagner gennemført af kirkelige organisationer, andre frivillige virksomheder og lokale grupper øger hvert år puljen med adskillige milliarder dollar. Dertil kommer ekstraordinære donationer, som kan være overdådige. Nødhjælp er blevet en forretning på størrelse med et af de store olieselskaber.
Det er problemet. Humanitær hjælp er i processen blevet en forretning, »… hvor karavaner af organisationer følger pengestrømmen og konkurrerer med hinanden om at få fingre i den største andel af milliarderne«, siger Linda Polman.
