Jo rigere vi bliver, jo mindre har vi råd til. Bruttonationalproduktet, eksporten og det private forbrug stiger i 2010.
Men det offentlige forbrug stagnerer, og beskæftigelsen falder. Sparekniven er blevet en juliennekniv, der skærer vores velfærd i strimler. Der er mange grunde til, at vores fælles økonomi er elendig, selv om vi aldrig har tjent mere. En af dem er finanskrisen. Den har været dyr. Valutafonden opgiver tallet 68 billioner kroner, en femtedel af den samlede årlige globale økonomi eller 10.000 kroner for hvert menneske i verden – rigt eller fattigt. Mange mener, at finanskrisen skyldtes grådighed og dårlig ledelse. Men en af dens fundamentale årsager ligger i selve det økonomiske systems grundstruktur. Systemet er indrettet på profitmaksimering. Man skal helst producere billigt og sælge dyrt. Så længe arbejdsgiverne skulle slås med fagforeningerne om lønnen, blev de nødt til at betale en anstændig løn. Det skabte et stabilt system med købekraftige forbrugere. På den måde var velfærdsstaterne i de nordiske lande på langt sigt også til fordel for kapitalejerne, fordi folk altid havde råd til at købe de varer, der blev produceret. Indførelsen af en hårdhændet kapitalisme i Kina og containerskibene, der gjorde det muligt at transportere store mængder fragt billigt, var med til at skabe grundlaget for globaliseringen. Det var ikke længere nødvendigt at diskutere med fagforeningerne, for man kunne bare fyre ansatte i de rige lande og ansætte folk i fattige lande, der kunne nøjes med en lav løn.
