Danmark sidder i saksen, hvilket en kommende regering uanset farve kommer til at tage stilling til. Andre lande i de nære egne er bedre til at sikre vækst, produktivitet, uddannelse og forskning, end Danmark har været i efterhånden mange år. Til gengæld ligger vi i den absolutte top, når det drejer sig om skattetryk og størrelsen på lønningerne. I nogle år skjultes skavankerne via en kombination af en indenlandsk boligboble og en udenlandsk højkonjunktur. Nu kommer tingenes sande tilstand imidlertid op til overfladen. Stort underskud i år på de offentlige finanser. Rekordunderskud næste år. Det bliver fremover kun værre, når flertallet af ikke-arbejdende vokser i forhold til de arbejdende, som skal finansiere gildet. Den demografiske udvikling kommer til at slå til det danske velfærdssamfund som med en kødhammer. Skal Danmark med disse prognoser undgå en gradvis grækenlandisering, er der derfor al mulig grund til, at der på alle poster i det danske samfund udvises mådehold. Danskerne skal gøres bekendt med den meget, meget alvorlige økonomiske situation, som vi er i, og som kun bliver stadig mere graverende.
Mange lever tilsyneladende i den illusion, at den danske økonomis tilstand skyldes, at regeringen har den forkerte farve, og at en anden regering ganske hurtigt kan fremtrylle uopdagede finansieringskilder. Det er og forbliver imidlertid en illusion. En eventuel ny regering af en anden farve vil også skulle moderere både velfærd og lønniveau. Alternativt ender det galt. Undviges tilpasningen, kan det meget vel være ude med den solidariske danske velfærdsmodel. Fortællingen om de nødvendige tilpasninger og legitimeringen heraf påhviler ikke mindst den danske elite forstået som toppolitikere, topembedsmænd, de toneangivende inden for medierne, erhvervsfolk og lignende. For den danske elite indebærer legitimeringen af lavere danske lønninger og velfærd også et selvopgør. Siden midten af 1980’erne er lønningerne for toppen af det danske samfund løbet fra andre samfundsgruppers. Det skete sammen med, at den neoliberale Zeitgeist vandt frem. Grådighed blev pludselig en accepteret individuel norm. I den offentlige sektor hed fænomenet new public management og blev bl.a. baseret på økonomiske incitamenter. Gradvis fik ministeriernes topembedsmænd såkaldt markedskonforme lønninger med udgangspunkt i performance og en indgået kontrakt. Nu er performance i den offentlige sektor et multifacetteret fænomen, så bonussen var normalt næsten altid sikret oven i den kraftigt stigende løn.
