Billederne af uendelige flygtningestrømme bliver serveret til aftenkaffen, og danskerne forfærdes over de kosovaalbanske flygtninges umenneskelige vilkår. Vi skal hjælpe dem i nærområderne, lyder parolen, mens vi for at vise vores gode vilje inviterer 1.500 af de ulykkelige til et kortere ophold på Randers Kaserne. Nærområderne er heldigvis ikke os. Vi forstår ikke den ekstreme nationalisme, som den præsenteres af serberne, eller kynismen som den kommer til udtryk hos de makedonske flygtningeværter. Vi tror, vi forstår flygtningenes desperation. Krigen på Balkan kaldes den største humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig. For 54 år siden prægedes Europa af endnu større flygtningestrømme. Mennesker, mange af dem tyskere, var på flugt fra fremrykkende hære, sult og elendighed, og ligesom de kosovaalbanske flygtninge søgte også disse mennesker mod det, vi ynder at kalde nærområderne. I 1945 var disse nærområder blandt andet Danmark. Hvordan tog vi imod disse mennesker, primært kvinder og børn, der flygtede fra bomber og sult? Begravede vi den danske nationalisme, der under og efter krigen så alle tyskere uanset alder som personlige fjender? Undertrykte vi kynismen, da vi så de forhutlede mennesker, og forstod vi deres desperation? Den almindelige opfattelse i dag er, at de tyske flygtninge, som flygtningeadministrationens chef skrev, »behandles på en måde, som Danmark kunne være bekendt over for sig selv og over for udlandet«. Ingen steder kan man læse, at danskerne og ikke mindst de danske læger i virkeligheden så passivt til, mens tyskere og især tyske spædbørn døde i tusindvis. Ifølge flygtningeadministrationens bog døde 13.492 tyske flygtninge i Danmark i 1945. Sundhedsstyrelsen har aldrig offentliggjort medicinalstatistikken for 1945 for de tyske flygtninge, og ingen har indtil nu spurgt, hvem der døde, og hvad de døde af. Krigen på Balkan er en udmærket lejlighed til 54 år efter at stille disse spørgsmål for første gang. I de sidste måneder af Anden Verdenskrig flygtede mellem 1,5 og 2 millioner mennesker fra de baltiske lande og fra de østlige provinser af Tyskland, som i dag er polske. Flugtvejen var overvejende over Østersøen. De fleste kom til den vestlige del af Tyskland, men nogle endte i Danmark. De første tyske flygtninge kom til Danmark 11. februar 1945, men den store invasion kom omkring 1. april 1945. De flygtede i panik foran de russiske hære og kom sejlende over Østersøen i alt, hvad der kunne sejle. Mange tusinde omkom som følge af torpederinger af skibene, og nogle af historiens største skibskatastrofer skete her. Da kapitulationen kom, kunne tyske skibe ikke længere anløbe dansk havn, og dermed sluttede tilstrømningen. De cirka 30.000 flygtninge, der endnu ikke havde forladt skibene i Københavns Frihavn, blev beordret sejlet tilbage til Tyskland. Det nøjagtige antal flygtninge der befandt sig i Danmark 5. maj kendes ikke, men man skønner, at der i Danmark i løbet af krigens sidste måneder var ankommet over 225.000 tyske flygtninge og cirka 25.000 ikke-tyske flygtninge. Også tyske soldater fragtedes til Danmark i krigens sidste fase. Antallet af tyske soldater anslås til omkring 250.000 hvoraf cirka 50.000 var sårede. Alle, der har været øjenvidne til denne invasion af en halv million tyskere, beskriver enstemmigt den menneskelige elendighed, de repræsenterede. Men danskerne var efter fem års besættelse ikke indstillet på at yde hjælp eller vise medlidenhed. De tyske myndigheder appellerede til den danske centraladministration om hjælp til indkvartering og fødemidler, men svaret var klart. Man ville ikke hjælpe, tyskerne måtte ved hjælp af beslaglæggelser selv klare flygtningene. I praksis blev det den tyske værnemagt, som tog sig af dem. Det gjorde de så ved at beslaglægge bygninger i hele Danmark, og da cirka 90.000 af flygtningene befandt sig i København, var det især de københavnske skoler, der måtte holde for. Denne beslaglæggelse bidrog bestemt ikke til større forståelse for den menneskelige katastrofe, der udspilledes for øjnene af danskerne. Flygtningene, hvoraf hovedparten var kvinder og børn (det anslås at over 70.000 var under 15 år), var på grund af sult, kulde og udmattelse i en elendig forfatning ved ankomsten. De tyske wehrmachtlazaretter havde rigeligt at se til med de sårede soldater, og derfor henvendte de tyske myndigheder sig både til Dansk Røde Kors og til Den Almindelige Danske Lægeforening for at få hjælp til de civile flygtninge. Dansk Røde Kors undslog sig, idet de dog erkendte, at det kunne være en Røde Kors-opgave at tage sig af syge og sårede, kvinder og børn. Man afviste imidlertid at hjælpe i det aktuelle tilfælde, da man ikke mente, at stemningen i befolkningen var sådan, at Røde Kors, som udelukkende betjente sig af frivillig hjælp, kunne regne med befolkningens støtte. Formanden for Den Almindelige Danske Lægeforening, Mogens Fenger, fik også en henvendelse fra de tyske myndigheder, om man ville stille lægelig hjælp til rådighed for tyskerne. Mogens Fenger indledte derfor efter opfordring fra Udenrigsministeriet forhandlinger med tyskerne om, at man mod at give flygtningene lægehjælp kunne få de danske fanger og specielt de danske betjente og gendarmer, som var sendt til koncentrationslejre i Tyskland, tilbage til Danmark. Disse forhandlinger blev undsagt og modarbejdet af store dele af lægestanden, blandt andet lægerne i Sundhedsstyrelsen, lægerne i Danmarks Frihedsråd og Foreningen af Yngre Læger, idet man argumenterede med, at hjælp til de tyske flygtninge var en belastning for Danmarks stilling over for de allierede. 25. marts 1945 kom de danske lægers endelige svar, at kun patienter, der led af de smitsomme sygdomme, som kunne true den danske befolkning, plettyfus, tyfus, paratyfus og dysenteri, og de patienter som behøvede øjeblikkelig lægehjælp for at afværge overhængende livsfare, burde modtages til i hvert fald foreløbig behandling på danske sygehuse og behandles af danske læger. Dermed var de tyske flygtninge overladt til de kaotiske forhold på de tyske lazaretter, hvor kapaciteten i forvejen var fuldt optaget af de sårede soldater. Dette kostede i tusindvis af tyske flygtninge livet. Især børnene, som led af underernæring, diarre og børnesygdommene mæslinger og skar- lagensfeber og derfor faldt uden for de kategorier, som danske læger ville behandle, taltes blandt de døde. I midten af marts '45 forsøgte tyskerne eksempelvis at få indlagt en række døende spædbørn på Blegdamshospitalet, men børnene blev afvist under henvisning til, at de ikke var omfattet af aftalen med tyskerne. En af reservelægerne på Blegdamshospitalet, den senere medicinaldirektør Esther Ammundsen, skrev om afvisningen af de tyske børn, at »Det er meget vanskeligt at afvise disse patienter, der trænger hårdt til indlæggelse, men det er mit bestemteste indtryk, at havde man blot een gang gået uden for de givne regler, var dette øjeblikkelig kendt i vide kredse og medførte nye indlæggelser«. Nogenlunde samtidig med at afslaget om lægebehandling kom, blev det danske politi og de danske gendarmer overflyttet ved hjælp af Svensk Røde Kors til en opsamlingslejr i Neuengamme og derfra transporteret til lejre i Danmark og derfra videre til Sverige. Om de dansk-tyske forhandlinger om lægehjælp til flygtningene kontra hjemsendelse af politi og gendarmer havde nogen betydning for hjemsendelsen, har ikke kunnet verificeres og er vel tvivlsomt, men det er et faktum, at tyskernes del af 'handlen', hjemsendelse af politi og gendarmer, faktisk blev overholdt, i modsætning til lægehjælp til de tyske flygtninge. Ved kapitulationen 5. maj 1945 overgik forsorgen for flygtningene til de danske myndigheder, og den overgang var ret kaotisk, hvilket medførte en ophobning af dødsfald i dagene omkring kapitulationen. En af de større opgaver, danskerne havde i sommermånederne 1945, var at få sorteret flygtningene. De blev ikke sorteret børn/voksne eller nazister/ikke-nazister eller efter lignende kriterier, men efter om de var tyskere eller ikke-tyskere. Man havde dog lidt problemer med danzigerne (Danzig var en fristad i perioden mellem de to verdenskrige), memellænderne og bessaraberne, idet de var tyske mindretal uden for selve Tyskland, men de endte dog med at blive erklæret for tyskere. Ikke-tyskerne fik bedre indkvartering, madrationer svarende til danskernes, blev ikke spærret inde, fik efter nogle år lov til at tage arbejde og de sidste tilbageblevne endte med at blive integreret i det danske samfund. De tyske flygtninge blev stuvet sammen i lejre, fik to tredjedele af den kaloriemængde som danske og ikke-tyske flygtninge fik og blev spærret inde bag pigtråd, indtil de kunne vende tilbage til Tyskland, hvilket for de sidste først lykkedes fire år senere. Denne behandling gjaldt også de 70.000 tyske børn under 15 år. Men det var ikke alene flygtninge, der blev spærret inde i lejrene. Tyskere, der legalt havde været på besøg hos slægtninge; tyskere, som også længe før krigen havde arbejdet og opholdt sig her i landet på fuldt lovlig vis og familiemedlemmer til ansatte i det tyske gesandtskab, blev anbragt i flygtningelejrene. I Oksbøllejren var der indsat to drenge på 13 og 14 år, som var født og opvokset her i landet. De var tyske statsborgere, da deres forældre var tyske statsborgere; faderen sad i krigsfangenskab i Canada og moderen sad som allieret krigsfange på Alsgades Skole. I marts 1946 blev moderen forenet med børnene i Oksbøllejren, efter at lokale borgere fra Varde havde henvendt sig til flygtningeadministrationen og klaget over børnenes anbringelse i lejren. Det er svært at få et mål på, hvordan forholdene var i flygtningelejrene. Men alle kan vel blive enige om, at hvis der er stor overdødelighed blandt børnene i flygtningelejrene, så er forholdene ikke i orden. Og i de tyske flygtningelejre i Danmark døde der cirka 7.000 børn under fem år i 1945. Dødsårsagerne er aldrig gjort op, men af samtidige lægeberetninger kan det skønnes, at de almindeligste dødsårsager var mave-tarm-infektioner, underernæring og børnesygdommene. Det største antal dødsfald var lige før og efter kapitulationen, men dødsfaldene fortsatte sommeren og efteråret 1945. I København angav lederen af sanitetstjenesten, at antallet af fødte og døde børn under ét år fra maj til december 1945 var næsten lige store, hvilket også kan siges som, at dødeligheden for spædbørn var næsten 100 procent. Det, der var karakteristisk for den offentlige mening, som den kom til udtryk i både centraladministrationen, i lægekredse og i dagspressen, var, at man faktisk godt kendte til den høje dødelighed blandt børnene. Alligevel så man passivt til. Og man aner den skjulte dagsorden, at det havde tyskerne selv været ude om, selv om det i et nutidsmenneskes øjne jo er svært at gøre børn under ét år ansvarlige for noget som helst. Flygtningeadministrationen selv kom i sin hvidbog fra 1950 med følgende forklaring: »Foranstående statistik (antallet af dødsfald) bekræfter blandt andet, at langt de fleste dødsfald blandt flygtningene fandt sted før og umiddelbart efter kapitulationen, og at årsagen var at søge i den overståede flugts strabadser eller i mangelfuld ernæring under denne. For dødeligheden blandt spædbørn spillede mødrenes tilstand under svangerskabsperioden åbenbart en stor rolle«. Dette er blevet fortalt videre i efterfølgende historiebøger og har endog fundet vej til den doktordisputats, der er skrevet om flygtningene. Men enhver læge kunne have fortalt, at spædbørn ikke dør i juli, fordi de har været på flugt i marts og heller ikke, at spædbørn dør i november, fordi deres mødre har været på flugt i april. De døde på grund af manglende omsorg i henholdsvis juli og november. Efter kapitulationen ansatte danskerne en række tilsynsførende læger til de forskellige flygtningelejre, men de var som navnet siger kun tilsynsførende og havde ikke noget med direkte patientbehandling at gøre. Lægebehandlingen var fortsat overladt til civile tyske læger, der havde været med i flygtningestrømmen, og til lægerne tilhørende værnemagten. Der var nogle læger og sygeplejersker blandt flygtningene, men grundstammen i det tyske sanitetspersonale til behandling af flygtningene var de militære læger og sygeplejersker. I august 1945 blev de sidste soldater, der ved kapitulationen havde ligget på lazaret, sendt tilbage til Tyskland, og dermed skulle lazaretpersonalet også returnere til Tyskland. Danskerne, som nødigt ville overtage den lægelige behandling af tyskerne, opnåede 2. august 1945 englændernes tilladelse til, at 85 tyske militærlægers og 360 sygeplejerskers status blev ændret fra militærpersonale til flygtninge. De forblev mod deres vilje i Danmark som ulønnet sanitetspersonale, og de sidste forlod Danmark sammen med de sidste flygtninge i 1949. Denne tvungne internering uden løn var i klar modstrid med Genèvekonventionen af 1929. Den danske offentlighed kendte til flygtningenes håbløse situation. Medierne beskrev de mange dødsfald uden antydning af medlidenhed, og man syntes at bebrejde de tyske flygtninge de frygtelige forhold i lejrene. I juli '45 skrev information blandt andet: »Utroligt svineri på det tyske lazaret ved Sct. Annæ Plads. Levende og lig mellem hinanden i sengene (...). Der var ubeskriveligt snavset overalt, og allerede i trappegangen slog en kvælende stank frihedskæmperne i møde. Det var så slemt, at flere af dem måtte gå udenfor. I et sygeværelse stod seks senge tæt op til hinanden. I de fire lå kvindelige patienter og børn, i de øvrige - lig«. Artiklen i Information afsluttes med følgende svada: »Flygtningene får i forlægningerne den mad, de har krav på, og mere til, og hvad de eventuelt hamstrer går fra den danske befolkning eller fra andre, som har krav på vor hjælp«. Den manglende vilje til at yde flygtningene lægehjælp, som herskede hos flertallet af de danske embedsmænd og lægelige autoriteter, afspejler sandsynligvis en frygt for af opinionen at blive opfattet som eftergivende over for tyskerne. I perioden omkring og efter kapitulationen var de danske læger og embedsmænd mere lydhøre over for folkestemninger end over for sultende og døende flygtninge. I de seneste år er nogle af de offentlige sandheder knyttet til den danske besættelsestidsmyte under stort rabalder blevet revurderet og kritiseret. I Danmark døde der i 1945 tusindvis af småbørn, uden at nogen, hverken befolkningen, embedsmændene eller lægerne, hævede et øjenbryn. Børnene var tyskere. Historien om de tyske flygtninge bør skrives om, så den passer med den graverende virkelighed og ikke blot med forestillingen om den danske hjælpsomhed over for folk i nød. Man bør erkende, at den danske folkesjæl indeholder andet end gemytlig medmenneskelighed, og at Balkan ikke har patent på nationalisme og kynisme.