Kapitalismen har haft en tendens til at undergrave kultur, fordybelse og fællesskaber.
Derfor er det blevet vanskeligere at insistere på kvalitet i uddannelser og kultur. En sådan indgang til kritik af civilisationen er fælles for både konservative og marxistiske intellektuelle (Frankfurterskolen) i den tyske kulturkreds. Den tysk-jødiske samfundsfilosof T.W. Adorno (1903-75), som mange kulturkonservative har taget til sig, til trods for at han er marxist, er sammen med den tysk-jødiske politiske tænker Hannah Arendt (1906-75) den, som bedst begrunder, hvilke problemer dannelsen står overfor i kapitalismen. Jeg vil med afsæt i en konservativ tilgang til samfundet behandle begge tænkere i denne Kronik! Adorno har to begreber, som vi skal være fortrolige med for at forstå hans civilisationskritik. Begreberne det almene og det særlige. Det almene kan lidt populært identificeres med kapitalismens drivkræfter og det tankesæt, der er forbundet med økonomisk rationalitet. Det særlige er derimod de områder i samfundet, som er relativt uberørte af kapitalismens benhårde logik. Traditionelt vil man placere kunst, intellektualitet, musik, litteratur og dannelsen i det særlige. Over for de t almene står som sagt dannelsen, som ikke kan begrundes økonomisk rationelt. Vi kan allerhøjst gøre gældende, at dannelsen skaber en modforestilling til den kapitalistiske formålsrettethed. Så længe vi ser verden som ét med det almene, vil vi se fremtiden og livet som samfundsmæssigt determineret, dvs. som en naturlov. Derfor er sprogbrugen i det moderne blevet mere og mere domineret af ord som nødvendighed og uundgåelighed. Det er min påstand, at dannelsen og uddannelserne er under pres af markedsøkonomisk tænkning. Men hvad forstår vi ved dannelse?
