Vi har i de seneste år – og med al tydelighed de seneste uger – været vidne til et frontalangreb på den mest afgørende mulighedsbetingelse for demokratisk selvbestemmelse: at der er en reel sammenhæng mellem befolkningens ønsker og magthavernes beslutninger. I øjeblikket roder de europæiske toppolitikere således rundt i det ene mere desperate forsøg på at tilfredsstille finansmarkederne efter det andet. Mens statschefer og kommissærer åbenbarer sig som storkapitalens villige lakajer, er europæisk storpolitik endt som en karikeret bekræftelse på Marx’ reduktion af det politiske til en mekanisk kamp mellem økonomisk definerede klasser. Kort efter de politiske eliters uhæderlige forsikringer om, at nu var der skam nået en aftale, der kunne tilfredsstille de koleriske finansielle investorer, gik der ikke mere end et par dage, før illusionen blev skudt i sænk af den tidligere græske premierministers planer om en folkeafstemning. Den uberegnelige Papandreou havde begået den kardinalsynd at lufte et ønske om at konsultere sin egen befolkning, før han ville bøje sig i støvet for den almægtige finanskapital. Sagt med andre ord: Et kort øjeblik tydede det på, at den græske leder ville forsøge at genetablere den demokratiske sammenhæng mellem befolkningens ønsker og magthavernes beslutninger, som akkumulationen af finanskrise, græsk overforbrug samt adskillige europæiske topmøder havde reduceret til et absolut minimum. Til alles bestyrtelse. Til alles lettelse blev ideen om en græsk folkeafstemning – sammen med Papandreous politiske liv – hurtigt lagt i graven. En lignende historie har udspillet sig i Italien, der til mange italienere og europæeres store glæde er undsluppet Berlusconis mangeårige højrepopulistiske styre. Men heller ikke Berlusconi blev væltet ved et demokratisk valg; han blev tvunget på ufrivillig politisk pension af en eksploderende rente på italienske statsobligationer samt europæiske toppolitikeres mistillid til hans vilje og evne til at gennemføre politiske reformer.
Som de første i en måske længere række af forgældede lande har Grækenland og Italien dermed udskiftet vælgeropbakningsafhængige politikere med anonyme teknokrater, hvis eneste funktion er at efterleve de europæiske statschefers reformbetingelser. Betingelser, der ikke er groet i demokratiets have, men snarere i den finansielle sektors krav om stabilitet og likviditet – begreber, der i den globale finanskapitalismes nye verdensorden er det samme som den ultimative politiske ’nødvendighed’. En af denne globale ordens mest skruppelløse selvlegitimationsfortællinger er, at nationalstaterne har brugt for mange penge, og at den straf, der rammer dem nu, er selvforskyldt. Finansmarkederne kan fremstå med det strejf af naturlighed, som det ’frie marked’ stadig besidder i manges bevidsthed: som et naturligt korrektiv til demokratiske nationalstaters uansvarlige overforbrug. Ifølge denne ideologi har korrupte politikere i Sydeuropa bestukket sig til magten hos befolkningen med det ene ubetalelige løfte efter det andet, og nu er det op til os andre at samle regningen op. I et ultimativt blændværk støtter denne fortælling sig dermed i sidste instans til det urmenneskelige behov for harmoni i kosmos: you’re going to reap, just what you sow – som Lou Reed i en ironisk tone har formuleret det gamle princip om at høste, som man har sået. LÆS OGSÅAnalyse: Europa er kastet ud i en politisk tillidskrise Men den kollektive hukommelse er bedragende kort. Det kan ikke benægtes, at nationalstaterne har brugt mange penge. Men pengene er jo netop brugt på at stille sikkerhed for de enorme private kreditter, som storprofiterende banker gennem yderst gavmilde udlånspolitikker indtil for nylig havde ude at svømme hos overbelånte private forbrugere. Denne bevægelse har været mest udtalt i USA, hvor Clinton-regeringen i 90’erne først rundbarberede velfærden for at få styr på de offentlige finanser, hvorefter den offentlige låntagning blev ’privatiseret’ gennem liberalisering af den amerikanske finanssektor. Bankerne fik dermed frie tøjler til at låne borgerne penge, som de kunne investere i fast ejendom, de før liberaliseringen ikke ville have haft råd til. Ejendom, som borgerne igen kunne belåne og derefter bruge de frigjorte midler til dels at betale for (fra et dansk perspektiv) basale velfærdsydelser som uddannelse og sundhed, dels reinvestere i yderligere fast ejendom, hvorefter historien kunne gentage sig. Kombineret med de stadig mere avancerede og ugennemsigtige finansielle produkter, som investeringsbankerne samtidigt begyndte at cirkulere i de stadig mere globaliserede finansmarkeder, blev kreditpyramiden som bekendt for ustabil og brasede endeligt sammen i 2007.
