0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Europa har pantsat sin sjæl

Vi må styre de globale finansmarkeder for at beholde vores nationale demokrati.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vi har i de seneste år – og med al tydelighed de seneste uger – været vidne til et frontalangreb på den mest afgørende mulighedsbetingelse for demokratisk selvbestemmelse: at der er en reel sammenhæng mellem befolkningens ønsker og magthavernes beslutninger.

I øjeblikket roder de europæiske toppolitikere således rundt i det ene mere desperate forsøg på at tilfredsstille finansmarkederne efter det andet. Mens statschefer og kommissærer åbenbarer sig som storkapitalens villige lakajer, er europæisk storpolitik endt som en karikeret bekræftelse på Marx’ reduktion af det politiske til en mekanisk kamp mellem økonomisk definerede klasser.

Kort efter de politiske eliters uhæderlige forsikringer om, at nu var der skam nået en aftale, der kunne tilfredsstille de koleriske finansielle investorer, gik der ikke mere end et par dage, før illusionen blev skudt i sænk af den tidligere græske premierministers planer om en folkeafstemning.

Den uberegnelige Papandreou havde begået den kardinalsynd at lufte et ønske om at konsultere sin egen befolkning, før han ville bøje sig i støvet for den almægtige finanskapital.

Sagt med andre ord: Et kort øjeblik tydede det på, at den græske leder ville forsøge at genetablere den demokratiske sammenhæng mellem befolkningens ønsker og magthavernes beslutninger, som akkumulationen af finanskrise, græsk overforbrug samt adskillige europæiske topmøder havde reduceret til et absolut minimum. Til alles bestyrtelse.

Til alles lettelse blev ideen om en græsk folkeafstemning – sammen med Papandreous politiske liv – hurtigt lagt i graven. En lignende historie har udspillet sig i Italien, der til mange italienere og europæeres store glæde er undsluppet Berlusconis mangeårige højrepopulistiske styre. Men heller ikke Berlusconi blev væltet ved et demokratisk valg; han blev tvunget på ufrivillig politisk pension af en eksploderende rente på italienske statsobligationer samt europæiske toppolitikeres mistillid til hans vilje og evne til at gennemføre politiske reformer.

Som de første i en måske længere række af forgældede lande har Grækenland og Italien dermed udskiftet vælgeropbakningsafhængige politikere med anonyme teknokrater, hvis eneste funktion er at efterleve de europæiske statschefers reformbetingelser. Betingelser, der ikke er groet i demokratiets have, men snarere i den finansielle sektors krav om stabilitet og likviditet – begreber, der i den globale finanskapitalismes nye verdensorden er det samme som den ultimative politiske ’nødvendighed’.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få Politiken leveret alle julehelligdagene