Lyt til artiklen
23. juli 2012 vågnede jeg til en ny Kronik, der blev smækket lige op i mit morgentrætte hoved: ’Min mand var ikke et bundt reservedele’, hvor Lene Poulsen fortæller, hvorfor hun valgte ikke at donere sin mands organer til transplantation.
Efter flere kopper te og en ostemad tænkte jeg stadig på den. Og jeg føler mig nu nødsaget til at fortælle en anden historie. Fra den anden side. Lad mig starte med klart at melde ud, at jeg respekterer Lene Poulsens beslutning! Jeg forstår, hun stod i en ekstremt svær situation og måtte vælge med hjertet. Jeg har ingen grund til at være modstander af folks personlige valg. Og jeg vil bede hende om ikke at have dårlig samvittighed. Det er der absolut ingen grund til. Hun valgte, hvad hun måtte vælge.
