Som syvårig sad jeg i en retssal og vidnede mod min far.
Det er nu næsten 65 år siden, men jeg husker tydeligt en stor mørk sal og nogle alvorlige mænd, der bøjede sig ned over mig og talte et sprog, jeg slet ikke forstod. Da de fremmede ord blev oversat til noget mere børnevenligt, føltes det meget pinligt for mig. Men jeg svarede, som jeg skulle. Det var naboer, der konfronterede min mor med ugerningerne, og da min far indrømmede, anmeldte hun ham straks. De havde da været gift i 18 år og fået otte børn. Hver eneste dag løb jeg til skole og talte højt til Vorherre for at bede ham om at lade være med at ringe med klokken, til jeg var kommet ind i skolegården, og jeg lovede, at hvis han hjalp mig, så ville jeg aldrig komme for sent mere. Det lovede jeg hver morgen.
