0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kønsidentitet, queer og dunst

Queer er en seksualitet med alle facetter, en seksualitet rettet mod en personlighed og en karisma mere end mod et specifikt køn. Velkommen til Copenhagen Queer Festival. Det er med lesbiske i nederdele, nymfomane transer, dragqueens og dragkings, hvinende fisseletter og alle de andre. Og det er fra i dag.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Queer er ikke kun en ny bås, man kan vælge, som f.eks. hetero, trans, bi eller homoseksuel.

Queer er et forsøg på at undgå overhovedet at blive sat i bås. Hvis queer bare er en ny spændetrøje, så er slaget på forhånd tabt. Gruppen 'dunst' er queer, fordi der er flere køn samlet og mange forskellige seksualiteter og identiteter repræsenteret i samme gruppe.

Der er mange, der mener, at det er nødvendigt at have spilleregler, og vi har lært, at der er vide rammer for normalitet, men der er stadig rammer, og der er stor forskel på kvinder og mænd. Der er flere heteroer, end der er homoer. Vi har vores liv, og ved siden af har vi vores sexliv. Vores moral er underlagt vores religion, synd, skyld og skam, og vores kultur er lokalbestemt. Hvor svært kan det være at lære spillereglerne? Vi har det offentlige rum, det personlige rum og det private rum klart defineret med tykke brandvægge.

Hvem har så retten til det offentlige rum? Er det puritanske moralister, der alene har retten, eller gør de bare krav på den? Moralisterne vil beskytte de uskyldige, så ingen bliver seksuelt tændte mod deres vilje, når de bevæger sig rundt i byrummet, men er det nødvendigt, at vi bliver beskyttet mod vores farlige lyster og drifter, fordi vi selv er vi ude af stand til at styre dem?

Vores seksualitet er afhængig af den kultur, vi befinder os i, og kulturelt definerer vi den 'naturlige seksualitet', og det, flertallet kalder 'det almindelige', er det naturligste. Men jeg gider ikke være med til, at flertallet skal definere, hvad der er det naturlige og det normale, for hvem siger, at det altid er normen, der har ret. Lad os komme videre og stille det helt fundamentale spørgsmål: Eksisterer seksualitet som en selvstændig enhed løsrevet fra eksistensen i almindelighed?

Kan vi tale om vores liv i almindelighed og vores sexliv i særdeleshed?

Og hvorfor deler vi vores liv ind i det offentlige, det personlige og det private liv?

I naturen er der ingen forskel på sexlivet og andet liv. Det er i naturen en og samme ting, og på en måde kan man ikke sige, at f.eks. yngelpleje intet har med seksualitet at gøre, at finde frem til føden er ikke et og sex noget helt andet - for tingene er ikke fraktioneret i naturen. Alt er underlagt samme kodeks, nemlig at formere sig, så arten kan overleve, og det betyder, at sex er den fundamentale mening med hele eksistensen.

Mange betragter seksualitet som noget afgrænset, enten er man eller ikke, og der eksisterer ikke en stor del af kategorier. Det ville forvirre mange, hvis det gik op for dem, at antallet af kategorier er uendeligt og flyder ind i hinanden. Enten er du afklaret hetero, eller også er du småpervers, enten/eller, og det er såre enkelt. Man kan godt være noget andet, men det er noget, du aldrig må indrømme og slet ikke over for dig selv. Du skal sublimere din seksualitet og kun bruge den del, der er offentligt accepteret - alt andet kan blive for svært, for hvis du først giver dig til at tegne og fortælle, vil det bare lyde som en undskyldning, og som om du dækker over noget eller er uafklaret om din seksualitet. For i grunden er du hetero, eller også er du det ikke, det er enkelt, det er afstumpet og et fornægtende selvbedrag.

Dunst er en parallelkultur, en undergrundsstamme midt i København, en trash-trans samling af ikke integrerede individer. Men det vigtigste er, at det er en kultur, som homoerne, efter de har vundet deres såkaldte 'frihed', ikke længere gider være solidariske med. Dunst er noget, de borgerlige homoer nægter at identificere sig med. Så dunst er blevet en samling af freaks og outcasts, der igen og igen gør opmærksom på, at kønsidentiteten er en væsentlig del af den kønspolitiske kamp. Dunst søger ikke tolerance eller accept eller for den sags skyld respekt. Dunst vil feteres som de stjerner, vi efterhånden er blevet, ikke mindst på den internationale scene.

Dunst er en hverken/eller-kultur, og dunst er langt væk fra de stereotyper, som vi kender så godt fra normale dragqueens. Dunst er en gruppe trash-transer, der ikke har kunnet eksistere, før vi nåede frem til modernismens sammenbrud. Dunst er på ingen måde kopier, men en hel flok originaler. Det gælder ikke længere om at være den mest stylet smukke, glamourøse og overbevisende drag. Tværtimod gælder det om at lade maskerne krakelere og vise en helt anden kønsforvirret selvfremstilling. Noget katten har slæbt med hjem i en brandert, noget som ikke er helt stuerent, og som aldrig har lært at opføre sig 'pænt' på den normale måde.

Som rollemodeller er dunst de, der kan få dine børn til at skifte mening, så de ikke længere synes, at normaliteten er noget at stræbe efter, og slet ikke almindeligheden.

Dunst er det, en homo af i dag slet ikke vil slæbe hjem til 'svigermor', dunst er ikke stueren på den måde, dunst er det, de normale homoer kraftigt benægter eksistensen af. Dunst er en provokation mod det skønmaleri, som homoerne har malet af sig selv for at blive accepteret - det, der med djævelens vold og magt skulle presses tilbage i skabet og fornægtes.

Men dunst nægter at være skelettet i skabet, for efter dunsts mening nytter det ikke noget, at accepten af dagens homoidentitet sker på falske præmisser og et helt misforstået grundlag. Det nytter ikke noget at tro, at alle dagens homoer vil almindeliggøres, giftes i kirken, have et monogamt samliv med børn og ligne de kønsroller, som deres forældre blev presset ind i af datidens normer, som jeg beklager til forveksling ligner de præmisser, homoerne sejrede på, et outdated moralkodeks, der både af natur og virkelighedsmæssigt aldrig har og aldrig vil komme til at eksistere, en romantisering, som kun har eskapismens natur. En natur, der skal holde dig passiv, når tvivlen og angsten sætter ind. Det er ikke muligt at fornægte sin sande natur, måske nogle gange, men den vil hele tiden, underbevidst, spille dig selv ud mod din valgte rollebegrænsning. Du vil altid være slave af din egen liderlighed, og det nytter ikke noget at sublimere den.

Det er sjovt at kunne fortælle om dunst, og selv mener jeg, at dunst gør en stor kønspolitisk forskel. Det er mere end et forsøg på at lave noget nyt, og på trods af, at dunst er fem år gammel, er dunst stadig i en rivende udvikling (og ikke til det moralsk bedre!). Dunst vil skrabe bunden for at få dybde i tingene, men det er kun toppen af isbjerget. At dunst provokerer, er ikke en hemmelighed, spørgsmålet er kun: Er det de rigtige, der lader sig provokere?

Du kan i din hverdag virke provokerende på dine omgivelser, med f.eks. rødt eller blåt hår, tatoveringer, piercinger og en transet og fisset fremtoning, men det er mere norm end undtagelse i dunst, der skal lig