Queer er ikke kun en ny bås, man kan vælge, som f.eks. hetero, trans, bi eller homoseksuel. Queer er et forsøg på at undgå overhovedet at blive sat i bås. Hvis queer bare er en ny spændetrøje, så er slaget på forhånd tabt. Gruppen 'dunst' er queer, fordi der er flere køn samlet og mange forskellige seksualiteter og identiteter repræsenteret i samme gruppe. Der er mange, der mener, at det er nødvendigt at have spilleregler, og vi har lært, at der er vide rammer for normalitet, men der er stadig rammer, og der er stor forskel på kvinder og mænd. Der er flere heteroer, end der er homoer. Vi har vores liv, og ved siden af har vi vores sexliv. Vores moral er underlagt vores religion, synd, skyld og skam, og vores kultur er lokalbestemt. Hvor svært kan det være at lære spillereglerne? Vi har det offentlige rum, det personlige rum og det private rum klart defineret med tykke brandvægge. Hvem har så retten til det offentlige rum? Er det puritanske moralister, der alene har retten, eller gør de bare krav på den? Moralisterne vil beskytte de uskyldige, så ingen bliver seksuelt tændte mod deres vilje, når de bevæger sig rundt i byrummet, men er det nødvendigt, at vi bliver beskyttet mod vores farlige lyster og drifter, fordi vi selv er vi ude af stand til at styre dem? Vores seksualitet er afhængig af den kultur, vi befinder os i, og kulturelt definerer vi den 'naturlige seksualitet', og det, flertallet kalder 'det almindelige', er det naturligste. Men jeg gider ikke være med til, at flertallet skal definere, hvad der er det naturlige og det normale, for hvem siger, at det altid er normen, der har ret. Lad os komme videre og stille det helt fundamentale spørgsmål: Eksisterer seksualitet som en selvstændig enhed løsrevet fra eksistensen i almindelighed? Kan vi tale om vores liv i almindelighed og vores sexliv i særdeleshed? Og hvorfor deler vi vores liv ind i det offentlige, det personlige og det private liv? I naturen er der ingen forskel på sexlivet og andet liv. Det er i naturen en og samme ting, og på en måde kan man ikke sige, at f.eks. yngelpleje intet har med seksualitet at gøre, at finde frem til føden er ikke et og sex noget helt andet - for tingene er ikke fraktioneret i naturen. Alt er underlagt samme kodeks, nemlig at formere sig, så arten kan overleve, og det betyder, at sex er den fundamentale mening med hele eksistensen. Mange betragter seksualitet som noget afgrænset, enten er man eller ikke, og der eksisterer ikke en stor del af kategorier. Det ville forvirre mange, hvis det gik op for dem, at antallet af kategorier er uendeligt og flyder ind i hinanden. Enten er du afklaret hetero, eller også er du småpervers, enten/eller, og det er såre enkelt. Man kan godt være noget andet, men det er noget, du aldrig må indrømme og slet ikke over for dig selv. Du skal sublimere din seksualitet og kun bruge den del, der er offentligt accepteret - alt andet kan blive for svært, for hvis du først giver dig til at tegne og fortælle, vil det bare lyde som en undskyldning, og som om du dækker over noget eller er uafklaret om din seksualitet. For i grunden er du hetero, eller også er du det ikke, det er enkelt, det er afstumpet og et fornægtende selvbedrag. Dunst er en parallelkultur, en undergrundsstamme midt i København, en trash-trans samling af ikke integrerede individer. Men det vigtigste er, at det er en kultur, som homoerne, efter de har vundet deres såkaldte 'frihed', ikke længere gider være solidariske med. Dunst er noget, de borgerlige homoer nægter at identificere sig med. Så dunst er blevet en samling af freaks og outcasts, der igen og igen gør opmærksom på, at kønsidentiteten er en væsentlig del af den kønspolitiske kamp. Dunst søger ikke tolerance eller accept eller for den sags skyld respekt. Dunst vil feteres som de stjerner, vi efterhånden er blevet, ikke mindst på den internationale scene. Dunst er en hverken/eller-kultur, og dunst er langt væk fra de stereotyper, som vi kender så godt fra normale dragqueens. Dunst er en gruppe trash-transer, der ikke har kunnet eksistere, før vi nåede frem til modernismens sammenbrud. Dunst er på ingen måde kopier, men en hel flok originaler. Det gælder ikke længere om at være den mest stylet smukke, glamourøse og overbevisende drag. Tværtimod gælder det om at lade maskerne krakelere og vise en helt anden kønsforvirret selvfremstilling. Noget katten har slæbt med hjem i en brandert, noget som ikke er helt stuerent, og som aldrig har lært at opføre sig 'pænt' på den normale måde. Som rollemodeller er dunst de, der kan få dine børn til at skifte mening, så de ikke længere synes, at normaliteten er noget at stræbe efter, og slet ikke almindeligheden. Dunst er det, en homo af i dag slet ikke vil slæbe hjem til 'svigermor', dunst er ikke stueren på den måde, dunst er det, de normale homoer kraftigt benægter eksistensen af. Dunst er en provokation mod det skønmaleri, som homoerne har malet af sig selv for at blive accepteret - det, der med djævelens vold og magt skulle presses tilbage i skabet og fornægtes. Men dunst nægter at være skelettet i skabet, for efter dunsts mening nytter det ikke noget, at accepten af dagens homoidentitet sker på falske præmisser og et helt misforstået grundlag. Det nytter ikke noget at tro, at alle dagens homoer vil almindeliggøres, giftes i kirken, have et monogamt samliv med børn og ligne de kønsroller, som deres forældre blev presset ind i af datidens normer, som jeg beklager til forveksling ligner de præmisser, homoerne sejrede på, et outdated moralkodeks, der både af natur og virkelighedsmæssigt aldrig har og aldrig vil komme til at eksistere, en romantisering, som kun har eskapismens natur. En natur, der skal holde dig passiv, når tvivlen og angsten sætter ind. Det er ikke muligt at fornægte sin sande natur, måske nogle gange, men den vil hele tiden, underbevidst, spille dig selv ud mod din valgte rollebegrænsning. Du vil altid være slave af din egen liderlighed, og det nytter ikke noget at sublimere den. Det er sjovt at kunne fortælle om dunst, og selv mener jeg, at dunst gør en stor kønspolitisk forskel. Det er mere end et forsøg på at lave noget nyt, og på trods af, at dunst er fem år gammel, er dunst stadig i en rivende udvikling (og ikke til det moralsk bedre!). Dunst vil skrabe bunden for at få dybde i tingene, men det er kun toppen af isbjerget. At dunst provokerer, er ikke en hemmelighed, spørgsmålet er kun: Er det de rigtige, der lader sig provokere? Du kan i din hverdag virke provokerende på dine omgivelser, med f.eks. rødt eller blåt hår, tatoveringer, piercinger og en transet og fisset fremtoning, men det er mere norm end undtagelse i dunst, der skal ligesom mere til, for hos dunst glider du bare ind i mængden og kan føle dig hjemme og helt tryg. Vi har i dunst valgt at være til det kultiske og bevidst være undergrund, dunst beskæftiger sig med ritualer fra den seksuelle og kønspolitiske minoritetsadfærd. Dunst tror på, at det ikke nytter så meget at dele sig ind i skarpt afgrænsede fraktioner, der konstant står i forsvarsposition, er sygeligt nærtagende og kæmper for accept fra en omverden, der moralsk er stagneret i sidste århundredes romantisme. Seksualitet har flydende grænser, og der skal være plads til alle. Rigtig eller forkert seksualitet kan og skal ikke være en flertalsbeslutning, og almindelighed har intet at gøre med normalitet - alle er normale inden for deres egen seksualitets rammer, og rammerne er flydende, hvis man selv tør. Dunst er ikke en gruppe, hvor vi stemmer om tingene, og hvor flertallet altid har ret, tværtimod er vi i mange situationer meget uenige. Vi forsøger heller ikke på at nå frem til en enighed, for det vil være begrænsende og være dræbende for den individuelle personlighed. Og man er individualister i dunst. Det kan virkelig være en oplevelse, når opkørte dunster højlydt forsvarer deres synspunkter, og der bliver lavet alliancer og kørt intriger efter devisen mig! mig! mig! Det kan godt være anstrengende, men aldrig kedeligt. Du skal ikke bede om lov, du skal bare gøre det, du har allermest lyst til. Der findes normer i dunst, ingen vold, ingen misbrug af brandet dunst, og i en fragmenteret og ellers usolidarisk verden er solidaritet alligevel normen. Magten ligger hos de aktive, dem, som selv gennemfører deres idéer. Vi har indtil videre levet i en kønsseparatistisk verden med kun to køn, i en enten/eller-verden, hvor nogle mennesker undtagelsesvis mente, at de blev født i en forkert krop, eller endnu sjældnere med begge køns attributter samtidig. X-y-kromosomer var udgangspunktet for en kønsdifferentiering, men det må vi indse er helt hen i vejret. Vi taler i dag om at finde sin indre mand/kvinde, så på en eller anden måde må vi alligevel have en forståelse for, at vi er sammensatte individer med flere drifter og behov end de roller, vi tør udleve i vore daglige adfærd. Er vi kun halve mennesker, og er det kun transvestitterne, der tør være noget nær hele mennesker? Hvorfor betragter vi køn som et enten/eller? Valget af partner er neurobiologisk. Vores køn sidder i hjernen og har intet at gøre med, hvilken dør du vælger på badeanstalten. Hvis der skal eksistere kønsroller i dag, må der være myriader af kønsidentiteter, noget, der hele tiden er omskifteligt, så ingen bliver fastholdt i en stereotyp som i en spændetrøje, der på forhånd er alt for lille. I en verden, hvor flere og flere kræver, at du hurtigt finder dig en seksuel selvfølelse og selvforståelse, så du ikke længere føler dig socialt presset og ikke længere prøver at leve op til, hvad du tror andre forventer af dig. Det er så midt i det rod, du skal finde din egen identitet, hvem er jeg? Hvad vælger jeg? Sammen med hvem? Du finder også ud af, at din egen identitet også afhænger af de seksualobjekter og de steder, du vælger at frekventere. Her er det så, spillet om at få dit image og din identitet til at forliges starter, så du selv har mulighed for at spille aftenens rolle som sexobjekt. Du tager identitet alt efter, hvad du tror tænder din modspiller mest muligt i øjeblikket. Lige nu aflæser du, hvad slags sex det her kan føre til. Du udsender nonverbale signaler gennem tøjet og attituden, så situationen kan blive hektisk og føre til forløsning. Og hvis du så også har situationsfornemmelse, skal du hurtigt lære at klare dig selv og opnå den frihed, du stræber efter. Det er i situationer som denne, du bliver klar over, at hvad du håber, er lig med, hvad du frygter. Dit ønske om at skifte krop er blevet til en beslutning, der ikke kan ændres. Håbet om at skulle leve sine frygtfantasier ud er spændende og lettere ophidsende. Du kan lege med tanken, vende og dreje den ud i det smukke og det makabre, du kan gøre lige, hvad du vil. Men kun én gang, så klapper fælden, og du kan ikke længere blive noget andet, hvis du da ikke gerne vil være intetkøn. Du har været i en valgsituation, det er du ikke længere, du hænger fast i et køn, ligesom alle os andre. Det kan du så lege med, men det vigtigste er, at du ikke bliver uvenner med dit køn. Kunstrådet har som den glade mæcen gavmildt støttet Copenhagen Queer Festival, så nu er det med at komme ned i Kødbyens Råhus og bese staldene. I en hel uge kan du se lesbiske i nederdele, udstillinger, nymfomane transer, film, dragqueens og dragkings, shows, selvfremstillende linseludere, fotoudstillinger, og der er åben scene med bands og dj's dagligt, og hvinende fisseletter. Der er workshops, hvor queerkunst er på programmet, og workshops i s/m-regi, hvor du bogstaveligt talt kan få enden på komedie. Der sker også meget uden for Kødbyen på gallerier, og på Kanal København er der fjernsynsprogrammer fra Queerfestivalen. Og det hele slutter med festen Shave Your Pet med gruppen dunst og indbudte internationale superstjerner, en fest, der bliver lige så uforudsigelig som alle dunsts andre shows.