Olympiade betyder oprindeligt, som journalister og læserbrevsskribenter med korte mellemrum venligt belærer os om, ikke sportskonkurrencerne, men derimod den fireårsperiode med fred, som forudsættes at ligge imellem sportsaktiviteterne. I denne oprindelige betydning af ordet ser jeg frem til de næste fire års olympiade. Jeg tænker ikke på fred i betydningen fravær af krig, men på fred for artikler og udsendelser om OL. Olympiader – i den betydning af ordet, vi alle bruger, nemlig olympiske lege – er mig dybt og inderligt imod. Hvis man vil skabe uvenskab mellem nationer, som ellers ikke har haft noget særligt imod hinanden, er der få metoder, der er mere effektive end at lade udvalgte sportsmænd konkurrere mod hinanden. De mest udprægede effekter har vi formodentlig på fodboldområdet. Fodboldstilen er forskellig i forskellige lande. Der er stor forskel på, om man spiller en ’kontant stil’ med hårde tacklinger, eller om man dyrker en mere kontaktfri sport med elegante driblinger. Så resultatet er selvfølgelig, at der altid er mindst en af parterne (men ofte begge), som synes, at modparten har opført sig ekstremt usportsligt. Og for at være helt sikre på konflikter og uvenskab har vi dommere. Det er forbløffende, hvor uhæderlige og/eller nærsynede den altovervejende del af alle fodbolddommere er. Jeg har ganske vist ikke selv ekspertise til at konstatere det, men jeg har hørt så mange af mine venner kommentere sportskampe, at jeg er fast overbevist om, at det må være tilfældet. Jeg har ikke nogen mening om eller interesse for, hvordan forholdet mellem spillerne fra de forskellige lande påvirkes af deres sportslige kontakt. Formodentlig er konflikterne beskedne, men det er ligegyldigt. For der er 22 spillere på banen, men der kan let være 100.000 gange så mange, der ser kampen eller læser om den. Og her er effekten af internationale sportskampe øget uvilje landene imellem. Faldet i priser på flybilletter gennem årene har gjort det endnu værre. Det gik så nogenlunde, så længe landskampe blev holdt i det ene land, uden at der var ret mange tilskuere fra det andet land til stede, men billige flyrejser har gjort det muligt for hooligans at følge deres holdt rundt i verden og dermed skabe badwill imellem landene. Tendensen til at skabe modvilje mellem nationerne varierer fra sportsgren til sportsgren, men findes overalt. Ved olympiader konkurrerer stort set alle lande med alle andre lande, hvorved man får maksimeret muligheden for konflikter. Den seneste olympiade efterlod hos mange danskere betydelig modvilje mod de usportslige spaniere, der søgte at fratage danskerne en guldmedalje ved en tarvelig og usportslig klage. Og olympiaden efterlod selvfølgelig langt mere uvilje i Spanien mod de usportslige danskere, der brugte andres båd for at få en sejr, der rettelig tilkom spanierne. En del af glæden for danskere bestod ved denne års olympiade ikke kun i egen medaljehøst, men også i, at specielt svenskerne ikke havde succes med sig. De danske avisers skadefro omtale heraf øger næppe nordisk broderkærlighed. For så vidt angår kineserne, har olympiaden været en kærkommen lejlighed til at samle den danske nation i enighed om, at Kina er et diktatur, som skal være taknemlig for, at danskere vil konkurrere med dem. Historien om den første maratonløber er uadskillelig fra de moderne olympiader. Historien findes i adskillige udgaver, men den mest kendte – og den som de olympiske leges grundlægger, baron de Coubertin, fremhævede – er historien om budbringeren, der løb så hurtigt til Athen for at fortælle om den græske sejr over perserne ved Marathon, at han faldt død om af anstrengelse umiddelbart efter at have råbt »vi vandt«. Jeg har aldrig forstået, hvorfor olympiadetilhængere er så glade for den historie. Historien er for mig nærmest et symbol på det, jeg ikke kan lide ved olympiader. Den illustrerer tåbelig nyhedstrang og ikke andet. Det er til at forstå, at en person vil risikere liv og helbred, hvis det gælder om at hente hjælp. Men at risikere livet for at kunne bringe nyheden om sejren frem ti minutter hurtigere, end den ellers ville være kommet frem, forekommer ikke velbetænkt. Chefredaktører kan værdsætte en sådan ildhu, men ikke jeg. Det eneste positive element, jeg kan se i historien, er den prisværdige korthed, hvormed han beskrev slaget og dets udfald, inden han faldt død om. Det kunne mange journalister lære af. Men at nogen kan se historien som grundlag for hyldest af sport og sportslige idealer, er mig en gåde. Det skal siges, at min egen konkurrenceiver er beskeden. Når jeg tænker på, at jeg er resultatet af det genetiske resultat af en kapsvømning, hvor den hurtigste af 50 millioner sædceller sejrede, kan jeg indimellem filosofere over, hvor lidt konkurrenceinstinkt taberne i dette væddeløb ville have udvist. Jeg løber og cykler en lille smule sammen med ligesindede for at undgå, at overvægten bliver direkte sundhedstruende, men det er helt uden konkurrence om at komme først. De hurtigste blandt os løber indimellem i forvejen for at få rørt sig, og så slår de et par ekstra sløjfer på deres rute for at sikre, at alle kommer i mål nogenlunde samtidig. Sådan har min sportsudøvelse været hele mit liv. Min barndoms fodbold i Herlev fandt ikke sted med trænere og med fodboldkampe, der udspillede sig i et bestemt tidsrum. Var der tilstrækkelig mange på vores vej, der ville spille fodbold, valgte man to hold. Viste det ene hold sig at være for stærkt, byttede man rundt på et par spillere på holdene, så det ikke blev alt for kedeligt for begge parter. Dukkede der yderligere en dreng op, der ville spille, blev han puttet ind på det hold, der var svagest. Man gik hjem, når man ikke længere havde tid eller kræfter til at spille og hørte derfor ofte ikke, hvad resultatet egentlig blev. På den måde kunne man ofte gå hjem efter at have spillet på begge hold – og før kampen var slut – så det var lidt vanskeligt at svare på, om man havde været på det vindende eller det tabende hold. Det skabte ikke store fodboldspillere, men vi lærte nogle sociale dyder med at finde på kompromiser og omgås hinanden uden indgreb fra voksne. Misforstå mig ikke. Jeg har intet at indvende mod, at andre folk konkurrerer. Det er helt op til dem. Jeg er af temperament non-interventionist. For mig må folk gerne risikere livet for at blive den 14. dansker (eller hvor mange der nu har været der) på toppen af Mont Everest. Cykelryttere må for min skyld gerne fortsætte i Tour de France efter styrt og på smertestillende indsprøjtninger, selv om det forekommer mig sundhedstruende. Jeg kan undre mig lidt over, at vi samtidig forbyder folk at køre bil uden sikkerhedssele og at reparere eget tag uden sikkerhedsstillads. Årsagen til denne forskelsbehandling mellem sportsfolk og andre skyldes muligvis en tro på, at sportsfolk er klogere og mere fornuftige end andre mennesker og derfor fortjener en større frihed, men en sådan tro synes ubegrundet. Det forekommer mig lidt inkonsekvent at tillade sportsfolk så meget og andre så lidt, men det er dog ikke noget, der ophidser mig på nogen måde. Folk er som sagt for mig velkomne til at dyrke sport, selv hvis de risikerer deres liv og helbred. Men jeg er nok, hvad man kan kalde en elitesportsrindalist. De må dyrke al den sport, de vil, men jeg synes ikke, at offentlige midler skal bruges til at understøtte det. Jeg er modstander af at give én krone til Team Danmark og dets anstrengelser for at skaffe flere guldmedaljer til Danmark. Hvis resultatet af en sådan politik er, at danskerne ikke får nogen medaljer overhovedet ved de næste olympiske lege, vil det for mig ikke være en sorg, men en glæde. Det kan have den gunstige sideeffekt, at aviser og fjernsyn bruger mindre plads på disse aktiviteter. Og nok så vigtigt, vi vil ikke længere være med til at presse andre nationer ind i et medaljekapløb, hvor de skal understøtte deres sportsfolk mere og mere for at kunne konkurrere med os. De fattige lande har betydelige handikap på medaljeområdet. De har en mindre andel af borgere, der har råd til at dyrke sport på et vist niveau for egen regning, og de har mindre statskasser til at understøtte topsportsfolk med. Økonomer taler indimellem om risikoen for, at samfundet bevæger sig i retning af et ’winner takes it all’-samfund, hvor uligheden bliver stadig større. Det skyldes bl.a. globalisering og den tekniske udvikling. Den bedste frisør, den bedste gartner eller den bedste taxachauffør tjener ikke meget mere end den gennemsnitlige person inden for disse erhverv. Den bedste taxachauffør er næppe mere end dobbelt så effektiv som den gennemsnitlige taxachauffør. Men på visse områder gør teknikken, at én udbyder kan dække en meget stor del af efterspørgslen. For 200 år siden var følgen af datidens teknik, at der var behov for et større antal tenorer til at dække efterspørgslen efter tenorsangere, for al musik var ’live’. Der var indkomstforskelle, men de nåede ikke de højder, som de gjorde for nogle få år siden, hvor tre tenorer tilsyneladende var i stand til at dække det meste af verdens efterspørgsel efter tenorer, takket være fjernsyn, radio og cd-afspillere. På samme måde har globaliseringen øget indkomstforskellene mellem nr. 1 og nr. 20 blandt verdens bedste golfspillere, fordi alle selskaber ønsker at hyre den samme spiller – jeg behøver næppe at nævne hans navn – til at reklamere for deres produkter. Denne skæve indkomstfordeling inden for visse professioner gør, at de store indkomster for nogle få modsvares af lave indkomster for de mange, der søger at nå toppen, men ikke når den. For hver topmodel, hver verdensmester og hver superstar er der hundredvis af andre, der på grund af tilfældigheder eller marginalt ringere evner ikke kan tjene deres brød i den branche, de har søgt at gøre sig gældende i. Det er for mig en beklagelig udvikling, fordi indkomstforskelle i mindre grad kommer til at afspejle dygtighed og indsats, og i større grad tilfældigheder. Økonomer taler om guldgraversamfund i modsætning til landbrugssamfund. I guldgraversamfund spiller held en stor rolle. I gennemsnit finder de flittige og dygtige guldgravere mere guld end de mindre flittige og mindre dygtige, men sammenhængen er svag. I landbrugssamfund får de dygtige og flittige bønder større høst end de dovne og de udygtige, og sammenhængen er stærk. Entertainererhvervene sport, musik og film hører til guldgravererhvervene. Denne udvikling er en følge af markedsøkonomien, som har mange fordele. Det ændrer dog ikke ved, at den meget skæve indkomstfordeling i guldgravererhvervene for mig er uønskelig. Så jeg er modstander af, at staten støtter denne udvikling, medmindre der er oplagte samfundsmæssige fordele herved. Jeg ser ikke nogen fordel i, at det danske samfund bruger penge på at sætte nogle få danske sportstalenter i stand til at nå verdenseliten. Hvis det gav skatteindtægter til Danmark, kunne jeg forstå det. Men sagen er, at de få, der får stor økonomisk succes, hurtigt flytter til skattemæssigt mildere klimaer. Så vi taber vinderne og beholder taberne. Fordelen herved er ikke indlysende. Igen vil jeg gerne understrege, at jeg ikke ser grund til at blande mig i, hvad folk vælger af erhverv. Erhverv med ’glamour’ og høje indkomster til en lille elite tiltrækker mange, der som følge af ungdommens optimisme og tendens til selvovervurdering tror på succes. Det er forbløffende, hvor mange unge der drømmer om en karriere inden for sport, film, modelarbejde og musik, hvor indkomstforskellene (og synligheden) er en del større end inden for revision og andre mere borgerlige erhverv. Det skal vi ikke forbyde dem. Men der er ingen grund til subsidiere disse erhverv. Udgiften til elitesporten er ikke et stort samfundsmæssigt problem. Kulturministeriet giver p.t. Team Danmark ca. 80 millioner kr. om året. Omvendt er beløbet dog ikke fuldstændig ubetydeligt. Det kan let konkurrere med størrelsen af de kunstnerydelser, der for en del år siden gav anledning til rindalismen. Dertil kommer risikoen for, at det går så vidt, at vi forsøger at få en olympiade til landet. Team Danmark argumenterer for, at staten skal spytte yderligere midler i eliteidrætten, så Danmark ved næste olympiade kan opnå den succes at være blandt de 25 mest medaljetagende nationer. Jeg ser gerne tilskuddet nedsat til nul. Skulle ordet Møllerist gå over i sproget som betegnelse for folk, der ikke vil bruge offentlige penge på elitesport, vil jeg bære det med oprejst pande. Det vil dog ikke ske. Gruppen er stor nok til at kunne fortjene en samlebetegnelse. Men den består af folk med proportionssans, der ikke kaster sig ud i store kampe for et trods alt lille område. Vi har for lidt kamp- og konkurrenceinstinkt til at gøre os gældende i den offentlige debat ...