Som Lars Theil Münster ganske rigtigt nævner i sin Kronik her i avisen i går, er spørgsmålet om dannelse på ny blevet bragt til debat, og det sætter vi stor pris på. Derfor svarer vi også meget gerne på den kritik, som Theil Münster retter mod Rønshovedgruppen, som vi begge tilhører, og som har til formål at kæmpe for en genskabelse af den almene dannelse i dette land. Lars Theil Münster anser vores forståelse af dannelse for at være snæver, bagstræberisk og alt for nationalt orienteret, og han opstiller i stedet idealet om den mere frit svævende verdensborger. Det er det menneske, der er grundet i en for ham at se mere progressiv tænkning, og overordnet kan man sige, at forskellen på vores og Theil Münsters menneskesyn er, at mens han dyrker det ideelle, abstrakte og sværmeriske, forholder vi os til noget langt mere konkret. Verdensborgeren er vor tids dannelsesideal Denne sondring mellem det abstrakte og det konkrete er vigtig her at holde fast i og udgør desuden en grundlæggende præmis for en stor del af de diskussioner, vi fører af værdimæssig karakter. Vi repræsenterer et menneskesyn, hvor forudsætningen for frisind og åbenhed i mødet med det globale er betinget af, at vi er forankret i vor egen kultur, mens Theil Münsters verdensborgerbegreb i vore øjne grunder i tanken om at placere sig selv uden for det fællesskab, man i folkelig forstand tilhører. Der er noget goldt og åndsfattigt ved et sådant menneskesyn, og det er tilmed forbundet med en temmelig stor risiko at ophøje det. Det vender vi tilbage til. Mens vi altså ser bevarelsen af et homogent samfund som meget vigtigt, forbinder Theil Münster tanken om folkelig dannelse som en national konservativ øvelse, der hovedsagelig har som mål at udelukke alt fremmed og sondre mellem dem og os. Dette udgør en beklageligt primitiv opfattelse af vores dannelsesprojekt og virker i øvrigt sært groet fast i de mange år med hårdt optrukne linjer i debatten om danskhed og sammenhængskraft. Åbenbart er det ikke gået op for Lars Theil Münster, at politikere på tværs af en traditionel politisk højre-venstre-linje abonnerer på det folkeligt grundtvigske dannelsesbegreb, som også Rønshovedgruppen kraftigt skeler til. Blandt andre Marianne Jelved (R) taler ofte ind i en grundtvigsk sammenhæng og understregede, da hun før årsskiftet tiltrådte som kulturminister, at hendes grundlagstænkning var bestemt af det folkelige og grundtvigske.
Derfor lægger hun vægt på, at vi værner om folkelige markører som folkeskolerne, folkehøjskolerne, folkekirken og foreningslivet. Marianne Jelved mødte i Politikens spalter megen kritik af dette grundtvigske udgangspunkt, da det jo ikke helt klinger i de kulturradikale miljøer og kreative klasser, men måske er det på tide, at vi bevæger os en smule bort fra disse stive automatreaktioner. Man kan sagtens på overfladen være enig med Lars Theil Münster, når han i luftige vendinger skriver, at mennesket bør være et væsen, der formår at hæve sig op over sin »umiddelbare væren og se sig selv fra andre og mere almene perspektiver«. Ja, det er faktisk umuligt at være uenig i den slags løse overskrifter, men spørgsmålet er, hvordan et menneske mere håndgribeligt kommer til at rumme den styrke.
