Klokken er 8 om morgen, og jeg låser mig ind igennem den første dør til det, som jeg efter kort tid valgte at kalde et børnefængsel – formelt kaldet en sikret institution. De tre døre, som man skal låse op og i for at komme ind og ud, det høje hegn, tremmerne for vinduerne og alle overvågningskameraerne viser tydeligt, at der her er tale om et fængsel. De indsatte på 12 til 18 år er ifølge FN’s børnekonvention børn – altså er der tale om et børnefængsel. Inde på afdelingen er drengene ved at stå op og viser sig uden for deres værelser. Der er kun drenge, og under mit halvanden måneds feltarbejde på afdelingen har jeg endnu ikke mødt en pige. Rasmus på 16 år er første dreng oppe. Han står i døren til kontoret. Han har ikke været på afdelingen i mere end en uge og vil gerne vide, om han kan ringe til sin advokat. Pædagogen Anders, som er ansat på afdelingen, siger, at det kan han godt, men at han måske skal vente til efter kl. ni, hvor advokaten vil være på arbejde. Rasmus forklarer, at han skal vide, om der er kommet anklageskrift, da det vil fremgå, hvor lang tid han står til, og hvor mange af politiets tiltalepunkter der er gået videre til domsafgørelsen. Rasmus fortæller, at hans advokats sidste bud var, at han stod til en dom på et til halvandet år ubetinget. I 2008 var der i alt 843 børn på sikrede afdelinger. 78 procent af disse anbringelser var af børn, der ligesom Rasmus var anbragt i varetægtssurrogat. Det betyder, at størstedelen af de børn, som anbringes på de sikrede afdelinger, er mistænkt af politi og anklagemyndighed for at have begået alvorlig kriminalitet. 37 procent af de anbragte børn ender med en fængselsdom og 26 procent med ungdomssanktion. Klokken 9 sidder alle på afdelingen ved morgenbordet. Drengene er forsovede og stille. Pædagogen Anders henvender sig til Karmel på 17 år og spørger, om han stadig sover, så stille han er. Karmel ryster på hovedet. Han sov først klokken tre i nat. Så han film? Spørger Anders. Næ, han kunne bare ikke sove – igen. Karmel siger, at der ikke er noget værre end nætterne på værelset alene. De minder om hans tid i arresten, og så kommer tankerne snigende. Karmel har været varetægtsfængslet i to en halv måned, men har kun siddet på afdelingen i halvanden måned. Inden da sad han i et arresthus. Karmel har tidligere fortalt mig om sine oplevelser i arresten, hvor han næsten havde siddet i isolation i en måned. Størstedelen af den måned, han sad i arresten, havde der ikke været andre under 18 år. Han var derfor blevet isoleret, da han – ifølge FN’s Konvention om Barnets Rettigheder – som barn ikke må sidde sammen med voksne indsatte. Han fortalte, hvordan det var at være låst inde i et lille rum det meste af dagen, og hvordan han måtte tisse i sin håndvask, når fængselsbetjentene ikke kom for at tage ham på toilettet. Maden havde været dårlig, og han fortalte, at han til sidst ikke længere kunne kende forskel på nat og dag, da han al tiden forsøgte at sove, så tiden kunne gå hurtigere. Drengene rydder deres egne tallerkner og glas fra morgenmaden til side og går ind på et af værelserne for at ryge. Adam på 15 år følger med de andre ind for at ryge. Han røg ikke, før han blev anbragt, men som han sagde aftenen før, hvad skal man ellers lave her? Han har også fået ny frisure. Hans lange hår er veget for en smart kort frisure kreeret af Karmel en af Adams første dage på afdelingen. Sammen fortalte de grinende, hvor kikset Adam havde været, da han først kom på afdelingen. Nu er der klart mere gangster over ham, grinede Karmel. Efter rygepausen er det tid til at komme på værksted. Drengene udtrykker utilfredshed med den kedelige produktion på værkstedet og spørger, om der ikke kan ske noget andet. Drengene optjener point ved at deltage i produktionen. Point, som de senere kan bruge til at lave ting til sig selv f.eks. ringe eller møbler. Rasmus siger, at han ikke kan gå på værksted, da han skal tale med sin advokat. Han får lov til at ringe til advokaten, som dog ikke svarer. Han kan jo forsøge at ringe igen om eftermiddagen efter værkstedet, siger pædagogen Anders. Ellers kan han spørge Karmel, om han vil bytte med værkstedet. Det er Karmels tur til at blive på afdelingen og hjælpe med oprydningen efter morgenmaden, rengøring og tilberedning af frokost. Rasmus vil ikke bytte, så er det alligevel bedre at komme med på værkstedet. Vi bliver låst ud og ind igennem syv døre, inden vi endelig er på værkstedet. Jeg husker kort tilbage på den klaustrofobi og angst, jeg følte, første gang jeg blev låst ind i den lille sluse mellem afdelingen og gården. Nu er det nærmest blevet til en rutine med de mange låste døre og små rum. Nede på værkstedet hersker der lidt forvirring om, hvem der skal lave hvad. Rodez på 17 år vil ikke lave produktion, da han også lavede produktion sidst. Han står og hænger lidt ved døren, da han endnu ikke har point nok til at lave noget til sig selv. De andre drenge bliver sat i gang med den produktion, de anser for kedelig, eller med at færdiggøre ting til sig selv. Det bliver aftalt, at Rodez i stedet kan komme til at færdiggøre noget malearbejde, som han tidligere har startet i værkstedets omklædningsrum, som har været overtegnet med graffiti. Det vil Rodez gerne. Jeg går med ham, og han fortæller, at han har været i lærer som maler i halvandet år. Han skulle i gang med en skoleperiode, lige inden han blev varetægtsfængslet for to måneder siden. Jeg spørger, hvad der vil ske med hans læreplads nu, hvor han er her. Han ved det ikke. Han har brev og besøgskontrol og har derfor ikke været i kontakt med sin mester, siden han blev fængslet. Han håber, at hans mester stadig vil have ham tilbage, men hvis han skal være i varetægt meget længere, er det nok ikke særlig sandsynligt. Rodez forsætter kyndigt malearbejdet, og jeg går ud til de andre drenge, som holder rygepause udenfor. 56 procent af de anbragte børn på sikrede afdelinger var i gang med et uddannelsesforløb inden anbringelsen. Klokken 11:30 låses vi igennem de syv døre tilbage på afdelingen, hvor der er lavet frokost med flere forskellige små retter. Rodez og Karmel vil gerne vide, om der er svinekød på bordet? Pædagogen Anders fortæller, at der er frikadeller, som er lavet på kalv og flæsk, men også nogle lavet på oksekød. Rodez vil vide, om de er stegt på samme pande. Det er de ikke. Rodez og Karmel sætter sig og skuler til frikadellerne. Svinekød er klamt og skal ikke stå i nærheden af dem. 31 procent af de anbragte børn er flygtningebørn, og 63 procent af de anbragte børn har udenlandske forældre. Efter frokost går drengene igen ind for at ryge. Adam følger med. Da de har røget, sætter to sig til at spille playstation, mens de andre driver rundt. De kommenterer spillet, går lidt ud i køkkenet og kigger i køleskabet m.v. Rodez råber højt, at han keder sig, mens han slår hænderne hårdt ind i væggen. Karmel giver ham ret i kedsomheden. De går sammen ind på Rodez’ værelse for at ryge. Rasmus opsøger personalet. Han vil gerne ringe til sin advokat. Advokaten svarer, at der ikke er kommet et anklageskrift endnu. Det er ikke til at vide, hvornår det kommer. Rasmus siger, at det ikke kan være rigtigt, og at det værste er uvisheden. Hvor længe skal han være der? Hvad skal der ske bagefter? Hvornår kommer han til at se sin mor? Sin kæreste? Og vennerne? Der er ingen, som ved det, og ingen som kan fortælle ham noget. Han må som de andre drenge vente. Vente på politiet, på sagsbehandleren, på dommen, på sit hverdagsliv derhjemme, som forsætter uden ham. Rasmus går op og ned ad gangen. Han råber højt: »Jeg kan ikke holde kedsomheden ud«. »Jeg hader det her«, siger han mere stille. Jeg spørger, hvad han lavede udenfor. Ballade, kun ballade. Jeg dur ikke; jeg kan ikke sidde stille eller koncentrere mig. En fjerdedel af de anbragte børn optræder i psykiatriregisteret, og en endnu større andel vurderes at have psykiske problemer. Timerne går langsomt. Efter aftenvagterne er mødt, og der har været overlap med dagvagterne, kommer vi alle sammen udenfor. Vi låses igennem tre døre og er ude på græsset omgivet af høje hegn og mure. Drengene spiller fodbold med personalet. Et par af drengene kommer og sætter sig på bænken sammen med mig. De diskuterer, om det vil være muligt at klatre over hegnet. Hvad skulle der til for at flygte? Det vil måske være lettere fra nogle af de andre afdelinger. Karmel ser på mig og spørger, om man er syg, fordi man gerne vi slippe ud herfra? Aftensmaden bliver lavet af personalet, mens drengene ryger, hænger ud på deres værelser, ser tv eller spiller playstation. De, som ikke har besøgs- og brevforbud, taler med deres forældre og kærester. Ved aftensmaden spiser alle drengene godt af pasta, kødsovs, salat og brød. Karmel siger, at det er ligesom at være på hotel, hvis bare personalet gad servere maden. Der grines rundt om bordet. Rasmus siger grinende til Karmel, at han da bare kan komme tilbage til arresten, så kan han få serveret maden. Karmels øjne bliver mørke. Arresten er det sidste sted, han ønsker at komme hen, så hellere være et år her på afdelingen. Tre af de andre drenge, som også har været i arresthuse inden deres anbringelse på afdelingen, nikker bekræftende, og der spises videre i stilhed. I 2008 var der 243 afvisninger fra de sikrede institutioner som følge af manglende plads, hvilket er en stigning på 79 i forhold til 2007. 183 af de afviste børn blev anbragt i landets fængsler og arresthuse, indtil de enten blev frigivet, eller der blev plads på en af landets syv sikrede institutioner. Efter aftensmaden træner de fleste af drengene sammen med en af pædagogerne i afdelingens træningsrum. For to af drengene er det nærmest blevet et projekt at træne. De taler om, hvilke dele af kroppen de nu skal træne og drøfter ivrigt træningsstrategier med personalet. Begge drengene er ikke overraskende meget veltrænede og større, end da jeg mødte dem for første gang for over en måned siden. Klokken 22:30 skal alle drengene ind på deres værelser for natten. Karmel kan ikke rigtig tage sig sammen og skal opfordres flere gange, før han finder vej til værelset. Han får en film med ind på værelset til at falde i søvn med. Klokken 23 låser jeg den første dør ud af afdelingen op og tænker, at de, som lige nu ønsker at sætte endnu yngre og flere børn i ’børnefængsel’, skulle have muligheden for at opholde sig på afdelingen, opleve drengene og deres uvished, kedsomhed, savn og forvirring og blive konfronteret med det udsigtsløse overgreb, som indelåsning af børn må betragtes som. Jeg låser mig igennem den sidste dør og hiver natteluften og friheden ind. Det kommer nok ikke bag på ret mange, at fængsler er ikke for børn. Ikke desto mindre går udviklingen i retning af, at stadig flere danske børn ender i det ’børnefængsel’, der eufemistisk betegnes en sikret institution. Der er ingen grund til at tro, at denne udvikling gavner børn som Rasmus, Karmel, Adam, Rodez eller de 121 andre børn, som lige nu sidder i Danmarks børnefængsler. Kilde til alle faktuelle oplysninger stammer fra Danske Regioners årsstatistik om sikrede institutioner og Teori og Metodecenterets FOKUS på anvendelsen af sikrede afdelinger fra 2006