Det er sidst på eftermiddagen, lørdag. Vi sidder i Husumgade på Nørrebro. Vi skal snart af sted, for vi skal nå ind i biografen og se ’Babel’ – en film, der handler om, hvor galt det kan gå, hvis al dialog svigter, når skarnsstreger er røget helt af sporet. Vi kan godt høre, at der er lidt ballade ude på gaden, men vi har prøvet at holde nytårsaften på både Christianshavn og Istedgade, så vi tager den med ro. Og smutter ud ad bagvejen, gennem gården, for så kommer vi bag om Ungdomshuset og slipper på den måde for al balladen. Tror vi da. For da vi kommer ud på Nørrebros Runddel, er vi desværre havnet foran den gruppe mennesker, der siden er blevet døbt Den Sorte Klike, og som også tog bagvejen for at slippe væk fra politiet. Kliken består af cirka 150 mennesker. De er sortklædte og har styrthjelme på. De råber og skriger og tonser fremad som en frådende hob. Det ligner lidt en hær, der kommer imod os. Vi kan ikke lade være med at standse på afstand og kigge tilbage. Det er frygtindgydende. Hvad vil de? Hvad vil der ske nu? Politiet står langt, langt væk – helt nede ved Søerne, faktisk – så det er ikke dem, de vil i krig med. Og det er vel ikke os? De vil, viser det sig, i krig med selve Nørrebrogade. De vil simpelthen smadre hele gaden, også selv om der ikke er hverken politi, politikere eller andre ’fjender’ til stede. Der er kun sagesløse københavnere på gaden. Pludselig giver det et voldsomt ryk i hele gruppen, der med ét stormer frem imod os. De bisser nærmest som en flok vilde dyr, der er blevet til ét samlet væsen. Vi vender os instinktivt om og spæner ned ad Nørrebrogade, imens vi samtidig prøver at få bilister, cyklister og fodgængere til at vende om eller søge ly i sidegaderne. Bag os kan vi høre ruder blive knust, og hver gang vi vender os om for at se, hvor langt de nu er nået, er der nye scener, der ligner noget fra et nyhedsindslag om en krig i Mellemøsten. To mænd kyler brosten ind i IrmaCity på Runddelen – en butik, der åbnede blot få dage tidligere. Det giver en chokerende høj lyd, da de store ruder brager ned i asfalten. Tre-fire mænd stormer hen mod McDonald’s med lange, tilsyneladende spidsede jernstænger, som de jager ind imod ruder, døre og sågar den luge, hvor en ung medarbejder sidder og sælger hamburgere. Medarbejderen kaster sig rædselsslagen tilbage, og imens angriberne knuser ruder og igen og igen jager deres spyd ind i facaden, prøver de ansatte febrilsk at rulle et jerngitter ned foran ruderne. De når det ikke. Vi kan ikke løbe hele tiden, og der er desuden konstant mennesker foran os, så vi flere gange ender i den situation, politiet vist nok kalder ’knibe’. Det vil sige, at der bag os kommer brosten og flasker og kanonslag i militære størrelser flyvende – indimellem lander de helt tæt på os, så glasskår og røg står os om ørerne – så vi konstant presses fremad, samtidig med at der er borgere på juleindkøb foran os. Vi er en lus imellem to negle. De fleste af dem, vi møder, forstår slet ikke alvoren, når vi skriger til dem, at de skal væk, søge ly, vende om. Et modent ægtepar siger nærmest fornærmede, at de altså er kommet for at besøge deres ... Kanonslaget få meter væk overdøver manden totalt og får ham til at trække sin kone med ind i en opgang med et hårdt, forskræmt ryk. Alle bilerne laver U-vendinger og fræser væk med hvinende dæk, så snart det går op for dem, hvad de er ved at køre ind i. Men flere gange er folk ved ikke at kunne nå det, og man kan se frygten i deres øjne, imens de febrilsk drejer bilen omkring. Flere gange er de ved at ramme hinanden, fodgængerne eller cyklisterne, der slås om kørebane, cykelsti, fortov. På et tidspunkt er der en gammel mand i en Ford Escort, der bliver omringet af sortklædte folk. Hans øjne flyver rundt i hovedet på ham, han ligner en, der frygter for sit liv – og det ser ud til at være med god grund. Det er kun et rent held, at bilen slipper ud uden skader og med både fører og passager i god behold. Da mængden når til nærpolitistationen, går den decideret grassat og angriber facaden, der – sikkert på grund af tidligere erfaringer med folk fra Ungdomshuset – er totalt skærmet af med metal. Det er brøl af aggressioner, der omsættes i vilde handlinger. Og sådan er der flere institutioner og butikker, der antænder deres had, så det igen og igen blusser op med fornyet styrke. På hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej står der flere børnefamilier og unge par og ser ængsteligt ned mod det mangehovedede uhyre, der med flammer og røg ud af sit arrige gab brøler sig vej ned ad gaden. De ligner lidt folk, der ser på ulykker. De vil gerne væk, men den drager også. Måske fordi de aldrig har set noget lignende? I hvert fald bliver de stående, selv om massen kommer tættere og tættere på. »Væk fra banken! Gå væk fra banken!! Gå væk fra banken, for helvede!!!«. Den unge mand skriger, som gjaldt det livet. Og det gør det. For folk, der bor på Nørrebro, kender godt historien. Danske Bank er et af de foretagender, der sammen med Netto og andre dele af Dansk Supermarked, og i sidste ende Mærsk, står øverst på hadelisten. De smadrer banken til ukendelighed blot få sekunder efter, at folk paniske piler væk i alle retninger med deres flagrende børn i hænderne. Lidt senere er det en Sportmaster-forretning, der får en fuldkommen sindssyg omgang med jernstænger og sten og flasker. Hvorfor en kæde af selvstændige, oftest sikkert familiedrevne butikker, skal stå for skud, er svært at sige. Men inden længe løber flere rundt med genstande, de har hentet inde fra butikken. Næste dag er facaden helt dækket af krydsfiner. PÅ et tidspunkt kan man høre en mand skrige højt. Det er det samme arabiske ord, han gentager. Det lyder, som om de er ved at smadre hans lille kiosk. Eller er det ham selv, de er gået amok på? Det løber én koldt ned ad ryggen, bare ved tanken om, hvad der ville ske, hvis man kom i karambolage med den frådende masse. Hvis sådan en jernstang kan lave så dybe buler i en bils kølerhjelm, hvad kan den så ikke gøre ved et menneske? Og hvis en brosten kan baldre butiksruder så let, hvad kan den så ikke gøre ved et menneskes kranium? Ud for Fakta bliver en mand i streetwise outfit og kronraget hoved standset af de flygtende mennesker, fordi han er på vej lige ind i uhyrets diabolske flab. De siger, at han skal vende om, gå væk, flygte. »Jeg bor her sgu da!«, siger han forurettet, inden det går op for ham, at folk reelt prøver at hjælpe ham. At redde ham. Han bliver stående lidt inde i en sidegade og ser på de unge, der stadig smadrer sportsbutikken. Han fortæller, at han indtil i dag har syntes, at det ville være okay, at huset blev. Men nu kan det være nok, siger han. Nu er det for langt ude. »Nu forsvinder al sympati jo«, siger han og ryster på hovedet. Da en af de sortklædte mænd med styrthjelm på pludselig tyrer en stor brosten hen på den anden side af gaden, så den smadrer ind i muren blot en meter fra en ung servitrice, går der et sus gennem den lille gruppe af omkringstående. Servitricen, der flygtede ud af en café, da de passerede den længere oppe ad gaden, stirrer vantro på brostenen, imens den dunkende ruller hen over fortovsfliserne. Nede ved Søerne bliver vi for alvor bange, da vi prøver at komme over på den anden side af politiets hermetiske afspærring. De har stillet biler op på række, og der står politimænd med store skjolde i sprækkerne imellem bilerne. De lukker ingen igennem, så vi, der bliver tilbage, vil om få minutter stå midt imellem to hære på en vild og blodig slagmark. Det lykkes os heldigvis at slippe bort langs Søerne, inden affaldscontaineren, de vilde angribere har slæbt ud foran den store grønthandler ved Dronning Louises Bro, går op i lys lue. Da vi senere spiser shawarma inde på Strøget, ryster mine hænder stadig. Flere dage efter kan jeg mærke en dyb uro i hele kroppen. Og flere gange reagerer jeg med spjæt, når jeg hører uventede lyde. Jeg føler mig generelt utryg og ser mig hele tiden over skulderen, når jeg er udendørs. Og langsomt går det op for mig, hvor bange jeg egentlig var den aften. Vi kunne i yderste konsekvens være blevet dræbt. Vi var flere gange i reel livsfare. Og faktisk er det et held, at ingen kom mere til. Og det er bestemt ikke Den Sorte Klikes skyld, at det gik så heldigt. For de prøvede faktisk flere gange at skabe regulær, livsfarlig vold imod de forbipasserende. Der var ingenting – overhovedet – som kan retfærdiggøre det, jeg så med mine egne øjne den aften ude på Nørrebro. Det var ikke en ’demonstration’, ikke engang en hysterisk én med et eller andet outreret politisk budskab. Det var ikke et ’oprør’ lavet af ’unge’ eller ’aktivister’ eller ’demonstranter’ mod nogen eller noget, de ikke kunne lide. Det var ikke et udtryk for nogen ’frustration’ over at være taberen i en politisk studehandel. Det, jeg så, var kriminalitet. Det var hærværksforbrydere, der hånlo, hver gang de sønderknuste endnu et butiksvindue eller strittede endnu en cykel ud mod bilerne på kørebanen. Det var banditter, der heppede på hinanden og applauderede højlydt, hver gang de fik smidt endnu et kanonslag rigtig tæt på de sagesløse mennesker, der stod klinet op ad husmurene med angsten malet i ansigtet. Det var forbrydere, der havde planlagt, rådslået og forberedt deres handlinger i en grad, der fik albuebeskyttere til at fremstå som standardudstyr. Vi har – netop her i Danmark – et godt gammelt ord for det. Faktisk er det oldnordisk: bersærkergang. Ordet betegner en rå hærværksmand, der i en rus af mjød, fluesvamp og adrenalin er så overophedet, at han til sidst smider skjorten – særken – inden han går til angreb. Det er en galning, der kaster sig hovedløst ud i vanvidsvold. Jeg har tidligere udtrykt i pressen, at jeg mener, at Christiania burde ryddes. Det fortryder jeg egentlig lidt. For i dag kan jeg godt se, at et samfund, der kan rumme det urummelige, er et sundt samfund. Vi skal ikke smide nogen over bord. Vi skal række ud efter dem, vi ikke kan nå – ja, endda efter dem, der ikke vil nås. Vi skal altid prøve. Men omvendt skal vi heller ikke være naive. Og vi skal i særdeleshed ikke som borgere gå rundt og være i virkelig livsfare, bare fordi det pludselig passer nogle kriminelle elementer at skeje totalt ud. Den slags skallesmækkere, som Nørrebro blev overfaldet af den lørdag i december, er bare det: kriminelle elementer. Mennesker, der helt bevidst forsøger at pisse direkte ned i alle andres risengrød. Mennesker, der vil skide på fællesskabet og samfundet og hele ideen om ’andre mennesker’. Mennesker, der – dengang der var rigtige oprørere til – blev kaldt egotrippere. Og sådan nogle skal myndighederne sgu standse, inden det går for vidt. Politiet skal ikke bare stå og glane nede for enden af gaden. De skal beskytte borgerne. Og de skal have de redskaber, de skal bruge i den sammenhæng. Danmarks politikere burde for længst have fattet, at når en almindelig eftermiddag med hyggelig juleshopping for Familien Danmark kan udvikle sig til et mareridt for samfundets almindelige borgere – så slemt, at en hel bydel faktisk bliver traumatiseret af det – så må der altså helt andre magtmidler end knipler og benlåse i brug. I en bydel, der mest består af unge børnefamilier, skal den slags kriminalitet ikke have lov at finde sted. Og der er jo masser af muligheder for at standse volden. Ved den slags optøjer bruger man i de fleste andre lande vandkanoner. Og sådan nogle ville faktisk have gjort underværker den lørdag. Se nu bare at få dem købt – de skal være klar inden næste gang ...