I morgen, 3. november, får noget af holdet bag den danske film ’Submarino’ tildelt Nordisk Råds filmpris.

Fem film, en fra hvert af de nordiske lande, var nomineret. Der var nogen usikkerhed hos danskerne. Prisen, indstiftet 2002, er nemlig hidtil gået til Danmark tre ud af de seks gange, hvor der har været uddeling. Nemlig til ’Drabet’, 2005, ’Kunsten at græde i kor’, 2007, og ’Antichrist’, 2009. Men nu står instruktøren Thomas Vinterberg, manuskriptforfatteren Tobias Lindholm og produceren Morten Kaufmann og skal modtage prisen og de 350.000 kroner til deling for deres film om to brødre. Altså som det fjerde hold danskere af syv mulige. Filmkrise? Det taler man om. Det er der en debat om. Men findes den? Er der krise i de film, der laves i Danmark? Eller er det mere en avisand? Der er mange ænder i dansk presse. Næsten hele pressen er en stor andefarm. Man løber fra skandale til skandale (lejesvende, Thorning, Lene E., Sohn). Er der ingen skandale, er der heller ingen nyheder. Derfor opfinder man en skandale, en krise. LÆS OGSÅSuccesbølgen i dansk film er ved at ebbe ud Kriser er godt. Blandt andet til at tildække de faktiske forhold og områder med kriser, som man ikke vil tale om. Krise er et lægemiddel, der ikke engang behandler symptomer, men skjuler, at sygdomme overhovedet findes (man taler om Sohn og ikke om det totalitære samfunds genopståen, om Lene og ikke konservatismens dilemma, om Thorning og ikke Socialdemokratiets endeligt). Måske er der tale om en krise for danske films publikumsbesøg. En biografkrise for danske film. Men det er måske ikke filmene, der er i krise, men publikum. Der er ikke tale om filmkrise. Der er tale om et bevidsthedstab af dimensioner. Hvad har det med film at gøre? Det har alt med film at gøre. Det var derfor, Lenin kunne sige, at filmen er tidens vigtigste kunstart. Denne kommunistiske massemorder, der i den grad forstod at manipulere med samfundet, forstod, hvilke midler der skulle til. Tænk på, at Olsen-banden-filmene lå samtidig med Socialdemokratiets stivnen (1968-82). Så har De et billede af filmens forhold til samfundet. Egon har en plan, og den kører vi efter – hele filmen igennem – indtil planen til slut støder panden mod muren. Der kommer intet nyt ud af det hele.