I 2007 valgte 869 danske kvinder at ansøge om tilladelse til sen abort, hvilket er et rekordhøjt antal. Af de 869 kvinder, som sidste år ansøgte om sen abort, fik 51 kvinder afslag. Det er ikke mange afslag, men jeg er selv en af de kvinder, som har fået afslag i år, og jeg ved, hvor krænket jeg følte mig, da abortsamrådet ikke respekterede min ret til at træffe et informeret valg og forsøgte at tvinge mig til at føde et handikappet barn. Da Folketinget 15. maj 2003 vedtog, at misdannelsesskanningen i 18.-20. svangerskabsuge skulle være et tilbud til alle gravide, gjorde de det med følgende formål: »Formålet med fosterdiagnostik er – inden for rammerne af dansk lovgivning – at bistå en gravid kvinde, som ønsker en sådan bistand, med at træffe sine egne valg«. Kvinden skal træffe et informeret valg om, hvorvidt hun ønsker skanningen eller ej. Vælger kvinden skanningen til, skal hun være klar over, at hendes ret til at træffe et informeret valg på baggrund af skanningsresultatet ikke eksisterer i dagens Danmark. Man beder den gravide om at tage stilling til, om hun ønsker en skanning for misdannelser, men viser skanningen en misdannelse, må kvinden ikke selv vælge, hvilken konsekvens hun ønsker at tage på baggrund af skanningen. I dag er det sådan, at den gravide kvinde får tilbudt en nakkefoldsskanning i 13. svangerskabsuge og en misdannelsesskanning i uge 18-20, på trods af at abortgrænsen stadig ligger i uge 12. I lande som f.eks. Sverige ligger abortgrænsen i uge 18, og i England er der fri abort til uge 24. I Danmark betyder lovgivningen, at finder man, at der er noget galt med fosteret ved de undersøgelser, som staten tilbyder, må den gravide kvinde ikke længere selv bestemme, hvad konsekvensen skal være. Kvinden skal ansøge om tilladelse til en sen abort i det danske abortsamråd, som består af en gynækolog, en psykiater og en med social indsigt, f.eks. en socialrådgiver, som uden at møde kvinden og uden hensyntagen til kvindens ønske om en abort enerådigt bestemmer, om de synes, at fosterets sygdom eller misdannelse er et stort nok handikap til, at de vil give tilladelse til en sen abort. I lovgivningen om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion paragraf 94, stk. 1, nr. 3 lyder det: »Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde få tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse«. I Danmark er det således ikke den gravide kvinde, som må træffe en beslutning om, hvad hun synes, er en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, men i stedet træffes beslutningen af såkaldte eksperter, som aldrig møder kvinden. Min historie er, at jeg som 25-årig og nygift sammen med min mand beslutter, at vi vil forsøge at stifte en familie. Efter blot fire måneder er der gevinst, og jeg tror, at min lykke er gjort. Jeg gør alt det rigtige, for at lille ’Bimmer’ skal få en god start på livet: motion, sund mad, ingen alkohol, ingen rygning, ja, selv min shampoo bliver udskiftet til én uden parfume. Vi vælger at gå til alle skanningerne, da vi er enige om, at vi vil afbryde graviditeten, hvis der er noget alvorligt galt med fosteret. Alt går fint. Nakkefoldsskanningen er normal med 1:19.205 risiko for, at barnet er mongol. Jeg kan mærke liv fra uge 18 og glæder mig, da vi igen skal til skanning i uge 20 og se vidunderet. Desværre viser skanningen, at fosterets venstre arm er amputeret under albuen. Vores første tanke er, at det ’bare’ er en arm, og det skal vi nok klare. Men efter grundig søgning på internettet står det imidlertid klart, at det at mangle en arm er et alvorligt handikap, som vil medføre en masse begrænsninger for barnet. Vi beslutter os derfor samme dag om at ansøge om sen abort. Vi får afslag fra abortsamrådet og ydermere afslag på vores anke. Afslaget begrundes med, at de ikke finder, at det at mangle en halv ekstremitet kan anses for et handikap, der er tilstrækkelig alvorligt til, at der kan gives tilladelse efter paragraf 94, stk. 1, nr. 3. Vi får på intet tidspunkt tilbudt krisehjælp, hverken i forbindelse med konstateringen af misdannelsen eller i forbindelse med vores beslutning om at ansøge om abort. Vi har klaget til Rigshospitalet over den manglende støtte, og afdelingen har beklaget over for os, at der ikke er bevilget ressourcer til krisehjælp i sådanne situationer. Så mens man øjeblikkelig kan få krisehjælp, hvis man har siddet fast i en forlystelse i 40 minutter, er der ingen hjælp til vordende forældre i deres livs sorg. Det har været et kæmpe chok at opdage, hvor fordømmende den danske abortlovgivning stadig er i år 2008. Vi vil bare have lov til at tage konsekvensen af en skanning, som myndighederne tilbyder os. Det er svært at forstå, hvorfor de tilbyder os og andre vordende forældre en misdannelsesskanning, hvis vi ikke selv må bestemme, hvad konsekvensen skal være, hvis der er noget galt med fosteret. Hvordan kan abortsamrådet tro, at de bedre end den gravide kvinde kan bestemme, hvornår handikappet er stort nok? Og det bliver først rigtig hyklerisk, når abortsamrådet som den største selvfølge giver tilladelse til sen abort på baggrund af mongolisme. Hvordan er de nået frem til, at det er et handikap, som er stort nok, mens et fysisk handikap, hvor fosteret mangler en halv arm, ikke er? Den eneste, som kan vide, hvad der er rigtigt for kvinden og fosteret, er kvinden, som bærer fosteret. Hvor er kvindens ret til at træffe et informeret valg? Et tungtvejende argument for vores afslag har været, at jeg var langt henne i graviditeten. Jeg har ikke udskudt min skanning, men taget imod den tid, jeg fik tilbudt. I faglitteraturen taler man om et levedygtighedskriterium, som i dag er fastsat ved udgangen af uge 24. Før uge 24 vurderes det, at fosteret ikke er levedygtigt. Så dobbeltmoralen er stor. Mens en abort i uge 12 er helt lovlig, selv om fosteret allerede er færdigdannet på dette tidspunkt, er det tilsyneladende noget helt andet i uge 20 efter misdannelsesskanningen, selv om fosteret fortsat ikke er levedygtigt. Det Etiske råd har udtalt, at det grundlæggende problem med den frie abort er, at man ikke kan tale både fosterets og moderens sag. Man bliver nødt til at vælge side. Herhjemme og i de fleste vestlige lande har man valgt kvindens rettigheder over fosterets og indført den frie abort. Men det bliver pludselig meget dobbeltmoralsk, når fosteret ingen rettigheder har, på trods af at fosteret er færdigdannet i uge 12, mens det danske abortsamråd pludselig indædt kæmper for fosterets rettigheder i uge 20, selv om fosteret fortsat ikke opfylder levedygtighedskriterierne. Hvad har ændret sig, andet end at fosteret er blevet større, og at det nu er sværere for personalet at tro på, at det blot er en klat celler, de fjerner? Jeg har faktisk lettere ved at forstå de mennesker, som er imod den frie abort. Der er en mening og en konsekvens i deres argumentation, som jeg ikke kan genfinde i den nuværende danske abortlovgivning. Jeg er imidlertid ikke enig i deres kamp for fosteret, da jeg deler lektor i medicinsk videnskabsteori og etik Peter Rossels udsagn: »Det kan ikke bestrides, at det befrugtede æg er levende, ej heller at det er menneskeligt i den rent biologiske betydning, at det er en sammensmeltning af en menneskelig ægcelle og en menneskelig sædcelle. At det befrugtede æg på denne måde rent biologisk repræsenterer menneskeligt liv, må derfor anses for en kendsgerning. Heraf følger imidlertid ikke, at det befrugtede æg er et menneske, ja, det giver endog ingen mening at hævde, at det er et menneske, lige så lidt som det giver mening at hævde, at et agern er et egetræ«. Det at vælge kvindens rettigheder over fosterets må være en holdning, som de fleste i det danske samfund deler, siden vi synes, det er helt i orden og ikke mindst lovligt, når over 15.000 kvinder hvert år vælger formodet raske fostre fra. Men en kvinde med et handikappet foster i maven må ikke, fordi hun er længere henne i graviditeten. Ikke så langt at fosteret opfylder levedygtighedskriterierne, men så langt, at det er svært for alle at ignorere, at det er et liv, man afbryder, hver gang der udføres en abort. Den bekymring, jeg har mødt, når jeg har diskuteret emnet med forskellige personer, går på, at de ikke kan lide, at man aktivt vælger et foster fra, fordi der er noget galt med det. For hvor går grænsen så? Skal man kunne vælge fostre fra på baggrund af køn eller mindre anormaliteter? Hertil kan jeg kun svare, at argumenter som disse må bunde i en dyb uvidenhed og mangel på empati for kvindens situation. At nogen kan tro, at en kvinde, som har mærket liv i flere uger, med den største ligegyldighed vælger fosteret fra pga. mindre anormaliteter. Det er ikke noget, en kvinde bare vælger efter eget forgodtbefindende. Det er et langt og smertefuldt indgreb efter uge 12, hvor kvinden skal sættes i gang med veer og føde sit foster, og selv hvis kvinden bare valgte fosteret fra, hvorfor gør det hende til en dårligere person end de 15.000 kvinder, som hvert år vælger raske fostre fra inden uge 12, typisk fordi det ikke var en planlagt graviditet? Hvorfor har fosteret ingen rettigheder til uge 12, mens kvinden ingen rettigheder har efter uge 12? Hvor er logikken i lovgivningen? Min historie ender med, at min mand og jeg fastholder vores ønske om abort og vores tro på, at jeg er den eneste, der kan bestemme, hvad der er rigtigt for mig, og ikke nogle læger i et abortsamråd, som aldrig har mødt mig. Vi tog derfor til England og fik foretaget aborten på en BPAS-klinik i London. I England blev vi mødt af et forstående, ikkefordømmende sundhedspersonale, som respekterede vores beslutning, og som var meget rystede over, at et land som Danmark ikke er mere liberalt i år 2008, når det drejer sig om abort. Der er ikke sket meget siden indførelsen af den fri abort i 1973, hvor abortgrænsen blev fastsat til 12. svangerskabsuge. Dengang gav abortgrænsen mening, da abort efter 12. uge er et meget større indgreb, men efter indførelsen af skanninger i uge 13 og igen i uge 18-20 virker abortgrænsen forældet. Mit indslag er ikke ment som en diskussion om, hvorvidt min beslutning er rigtig eller forkert, men et forsøg på at påpege, at der er store problemer ved at fastholde en rigid abortgrænse i uge 12 og samtidig tilbyde to skanninger efter 12. svangerskabsuge, således at kvinden ikke længere selv har ret til at tage konsekvensen af skanningerne. Når man med et bredt flertal i Folketinget har vedtaget at indføre misdannelsesskanningen, må det også være et krav, at kvinden får lov til at tage konsekvensen af skanningen. Hvis skanningen viser noget abnormt, vil det være passende, at abortsamrådet påtager sig en oplysende og støttende rolle samt sikrer sig, at kvinden er grundigt oplyst om fosteret tilstand, prognose og mulig behandling. Ønsker kvinden fortsat at afbryde svangerskabet, skal abortsamrådet støtte kvinden i hendes beslutning, og ikke som i dag på den mest ubehagelige og formynderiske måde bestemme, hvilke fostre der kan aborteres, og hvilke der skal leve. På den måde vil man kunne fastholde abortgrænsen ved 12. svangerskabsuge, som generelt er fornuftigt med henblik på indgrebets størrelse, og samtidig respektere kvindens ret til at træffe et informeret valg. En anden løsning er at hæve abortgrænsen til uge 20, således at skanningerne er afviklet, inden retten til fri abort ophører. Lad mig slutte af med at minde om formålet med skanningerne: »Formålet med fosterdiagnostik er – inden for rammerne af dansk lovgivning – at bistå en gravid kvinde, som ønsker en sådan bistand, med at træffe sine egne valg«. Dette formål bliver således på ingen måde opfyldt i dagens Danmark. Det er på høje tid, at vi herhjemme tager lovgivningen op til overvejelse. Spørgsmålet er, om vi virkelig vil acceptere, at kvinder i et moderne samfund i 2008 tvinges til at tage til udlandet for at få hjælp til en abort, som hun ønsker på baggrund af resultatet af en skanning, som sundhedsmyndighederne tilbyder hende.