De fleste kender John Grays bog eller i hvert fald titlen på den: ’Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus’. Siden sin udgivelse i 1992 har bogen solgt mere end 40 millioner eksemplarer på verdensplan. Bogen er det nok bedst kendte eksempel på den industri, der lever af at beskrive og fortolke forholdene mellem de to køn. Hovedbudskabet i denne industri er, at kønnet er vores skæbne, og at der med denne skæbne følger en mængde naturgivne karaktertræk, som vi må affinde os med, både hos os selv og hos medlemmer af det modsatte køn. Det seneste årti er det blevet populært at forklare disse skæbnetræk med forskelle i hjernens struktur og funktion. Disse forskelle er så ydermere blevet brugt til at foreslå ændringer i vores uddannelsessystem. I en dansk kontekst har lektor i dansk og psykologi Ann-Elisabeth Knudsen f.eks. markedsført sig selv på dette synspunkt. I sit bidrag til en rapport om kønsforskelle i uddannelsessystemet, udgivet af Danmarks Evalueringsinstitut i 2005, skriver hun f.eks.: »Det har længe været en velbevaret hemmelighed i det danske skolesystem, at piger og drenge lærer forskelligt, og i mange år har den fælles skolestart for piger og drenge – uden de ekstra pædagogiske tiltag en sådan nødvendigvis må medføre, f.eks. kønsadskilt tid i intervaller – betydet, at vi har foretaget en benhård sortering af drengene i ’duer/duer ikke’«.
Denne forskel i indlæring beskrives i samme indlæg som noget, der skyldes ’Hjernebjælkens størrelse’, ’Hjernemodning’ og ’Kønshormoners indflydelse på læringspotentiale’. Problemet er bare, at disse påstande er ret dårligt underbyggede. Bortset fra en enkelt bastant forskel mellem kønnenes hjerner, nemlig at voksne mænd har 10 procent større hjerner end kvinder (hvilket matcher deres større krop), så er disse forskelle nemlig temmelig vanskelige at få øje på, når man faktisk undersøger sagen. Hjernebjælken er ikke ’dobbelt så stor’ hos piger, som Knudsen påstår; studier af hjernemodning hos børn er i bedste fald mangelfulde (selv om rygtet går, at Hvidovre hospital og DPU arbejder på en undersøgelse), og effekten af kønshormoner på adfærden er noget, man først og fremmest har observeret hos forsøgsdyr, der sjældent sendes i skole. Svage resultater kan selvfølgelig skyldes metodiske problemer med studierne, men ikke desto mindre bør man måske lige stoppe op et øjeblik og vurdere sagen, før man bruger hjernen som argument for at ændre uddannelsessystemet. Men derfor kan der jo alligevel være god grund til at kigge på de kønsforskelle, som faktisk viser sig i vores uddannelsessystem. De er nemlig ganske tankevækkende. Kort fortalt scorer pigerne gennemsnitligt bedre karakterer i folkeskolen i alle eksamensfag, bortset fra matematik. Der er også efterhånden en massiv overvægt af kvinder på ungdomsuddannelserne og på de videregående uddannelser, hvilket har ført til en udpræget frygt for, at vi er ved at tabe drengene på gulvet i uddannelsessystemet. Grundlaget for Knudsens bekymring for drengene i citatet ovenfor kan altså være reelt nok. I det følgende vil jeg derfor kigge nærmere på undtagelsen, der bekræfter reglen om, at drengene klarer sig dårligt i skolen, nemlig matematikken. Matematisk kønsforskel Ved folkeskolens afgangsprøve i 2008, hvor den nye 7-trins skala blev anvendt, fik drengene i gennemsnit karakteren 7,2 i færdighedsregning, mens de fik 6,1 i problemregning. Disse tal stammer fra Undervisningsministeriets hjemmeside. Til sammenligning fik pigerne 6,5 i færdighedsregning og 5,9 i problemregning. Drengene scorede altså en anelse højere end pigerne, og det er et mønster, der har været konstant over en årrække, hvilket kan ses af Danmarks Evalueringsinstituts undersøgelse af køn og uddannelse fra 2005. Der er altså tilsyneladende en lille, men virkelig forskel her. Store amerikanske undersøgelser har tilsvarende tidligere fundet små kønsforskelle i matematiske evner. Drengene klarede sig en anelse bedre end pigerne, i hvert fald på high school-niveau, men forskellen var relativt lille. En del af den kunne imidlertid tilskrives det faktum, at drengene typisk valgte de matematiske fag på high school, mens pigerne for en stor dels vedkommende valgte dem fra. Dette har imidlertid ændret sig i USA, blandt andet på grund af ændrede optagelseskrav til de videregående uddannelser, og nyere undersøgelser har siden vist, at der nu ikke længere kan måles kønsforskelle i matematisk på noget klassetrin overhovedet i det amerikanske uddannelsessystem. Denne mangel på forskel genfindes på tværs af alle etniske grupper af det amerikanske samfund. Det har imidlertid været hævdet, at kønsforskellen i matematik ikke skal findes ved at sammenligne gennemsnitskarakterer, men kun er at måle blandt de højt begavede og blandt dem, der har det svært. Hypotesen er, at der blandt begge disse grupper er flere drenge end piger. Spredningen i matematiske talenter skulle altså være større hos drenge end hos piger. Dette kan teoretisk være af stor betydning, hvis man f.eks. vil forklare, hvorfor der sidder langt flere mænd i professorater rundt omkring på verdens universiteter. Måske er antallet af virkelig højtbegavede mænd simpelthen bare større end antallet af højt begavede kvinder, ligesom antallet af ubegavede mænd måske er større end antallet af dårligt begavede kvinder?
