Når de unge soldater i den danske Afghanistanfilm ’Armadillo’ står jublende og næsten i ekstase beretter, hvordan de har slået talebanere ihjel, spørger vi, om det så handler om krig, om jura, om politik, massemedier, filmkunst eller opdragelse. Vi prøver at få styr på krigen, kamphandlingerne, drengenes erfaringer, og vores politiske mål. Og på de retlige grænser. Vi spørger, om man bør lave film om den slags, og om filmen egentlig kan sige noget om det. Efter Anden Verdenskrig sagde en af de store tyske filosoffer, at nu kunne man ikke mere skrive digte. Omdrejningspunktet i fortællingen er da også et helt andet. Det drejer sig hverken om krig, politik, jura eller kunst. Men om en slags religion. Når lysene gnistrer i de unge soldaters øjne efter den intense kamp, skyldes det, at de har reddet deres kammeraters liv. De har opnået den ultimative anerkendelse, nemlig at redde deres fællers liv. Det er kammeraterne, de kæmper for; og det er en ting; noget andet er at opleve, at det lykkes. Det er et møde, som kan sammenlignes med en åbenbaring og en orgasme, der skaber liv. Her og nu har to sjæle mødt hinanden og er blevet forenet i kampen om kroppens liv. Det drejer sig om inklusion og sjælefred, om at få en evig berettigelse til at have sin gang på Jorden. Frem for at være ekskluderet og gå rundt med evindelige spørgsmål og usikkerheder om man som enkeltmenneske er o.k., god nok og ikke blot en ensom stakkel, har man reddet en anden og måske en helt gruppe. Kroppens liv er blevet til korpsånd og et altinkluderende fællesskab, der varer livet ud. Det er få forundt, sker sjældent, og det er helt forståeligt, at de unge uskyldige drenge flipper helt ud over den oplevelse.
Samtidig er det lige så åbenbart, at hele garnisonens tilstedeværelse, dens anstrengelser og ofringer i Afghanistan er påfaldende formålsløs. USA har hverken militært eller finansielt råd til at have over hundrede tusinde soldater i Afghanistan, og da der ikke er nogen strategisk interesse i at holde landet besat, trækker USA sine styrker ud. Derefter må andre lande, inklusive Danmark, bogstaveligt talt følge trop. Konsekvensen vil være, at indsatsen stort set braser sammen. Hvilket man har vidst siden 2001, som for eksempel allerede den anerkendte krigshistoriker Gabriel Kolko viste i sit lille fortrinlige oversigtsværk ’Still Another Century of War’ fra 2001. Nemlig om ’Afghanistan som fælden’, i høj grad en fælde, USA skabte for sig selv, ved igennem 1980’erne i kampen mod Sovjet at støtte og oplære mujahedinerne til guerillakamp. I mellemtiden har Danmark mistet over 30 soldater og fået flere hundrede såret, mens endnu langt flere er blevet sårede på sjælen på en måde, som efter nogle års overgang vil præge dem og deres pårørende, herunder deres børn, resten af livet. Krigen vil sætte sine spor endnu i to-tre generationer, efter at tropperne er trukket ud, og Afghanistan endegyldigt er brast sammen i det inferno af usikkerhed, som vil følge. Den slags konsekvenser for moderne vestlige soldater har været kendt siden Vietnamkrigen. Det tog lang tid før det amerikanske militær, og dermed Nato, begyndte at tage sine strategiske eksperters historiske analyser til sig: At det ikke er muligt at vinde irregulære krige ved hjælp af regulære troppeindsatser. Man kan i det hele taget ikke bruge termer som ’at vinde’ og bruges de, har man tabt, fordi man så ikke indser arten af den krig, man kæmper, og dermed har man kastet sig ud i et ustyrligt foretagende. I ’Armadillo’ ser vi for så vidt ganske præcist, at ’kampen om at vinde hjerter og sjæle’ er både futil og håbløs. Har man et godt kendskab til, hvad bjerge er, vil man vide, at det ikke er Nato’s soldater, der kontrollerer stammekrigerne, men dem, der kontrollerer Nato. Satellitter og overvågningsfly kan ikke se forskel på en bonde med redskaber og en kriger med redskaber. Nato-tropperne kan slå folk ihjel, men med risikoen for, at man slår civile ihjel. er der sikkerhed for, at man får civilbefolkningen imod sig.
