0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hjælp - min søn er bøsse!

Hvordan klarer forældrene, at deres barn springer ud som bøsse eller lesbisk? En psykoterapeut giver gode råd - måske til forældre i det hele taget?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De seneste 30 år har debatten om vi homoseksuelles frigørelse næsten udelukkende handlet om os selv. Vi har krævet, at samfundet skulle acceptere os. Vi har krævet ligestilling på arbejdsmarkedet og i familiepolitikken - vi vil også have muligheden for at blive gift, få børn og blive skilt. Og vi har krævet at kunne leve et liv uden diskrimination og forskelsbehandling. Til tider har diskussionen været hård, og vore synspunkter har af og til været næsten militaristiske. Men det er lykkedes.

Nu hvor alt synes at være lutter fryd og gammen bør vi nok vende os mod en gruppe, som i hele den frigørelsesproces er blevet efterladt et godt stykke ude på Herrens mark, nemlig vore forældre.

I februar tog Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske initiativ til et forældrenetværk, som skal være en hjælp til forældre, der har homoseksuelle børn. Initiativet er meget prisværdigt, og forhåbentlig kun det første i en række, som skal gøre spring-ud-fasen lettere for forældrene.

Men inden netværket blev dannet var det så som så med hjælpen, støtten og rådgivningen til forældre, der pludselig får smækket nyheden og deres barns homoseksualitet lige i smasken midt i oksestegen og de hvide kartofler en søndag middag i maj. En udbredt holdning har været, at vore forældre bare skal acceptere, at vi er homoseksuelle og tage imod vores livsstil og kærester med kyshånd og så i øvrigt lade være med at flæbe.

Ofte glemmer vi imidlertid, at når vi springer ud, så 'outer' vi også vore forældre. Vi tvinger dem i princippet til at springe ud - ikke som homoseksuelle - men som forældre til en bøsse eller en lesbisk.

Og mens vi sidder på cafeer, restauranter og barer og diskuterer og udlever vores seksualitet med ligesindede, så efterlader vi vore forældre derhjemme bag ligusterhækken med hovedbrud over deres nye rolle som mor og far til en bøsse eller en lesbisk.

Min første pointe er med andre ord, at en spring-ud-fase både handler om den, der springer, om vedkommendes forældre, og ikke mindst om relationen mellem dem. Når det er så vigtigt at give forældre et par gode råd til, hvordan de håndterer situationen, så er det ikke fordi, de fra dag ét skal acceptere tingenes tilstand og leve lykkeligt til deres dages ende. Derimod handler det om, at forældre får mulighed for at indlede en proces, hvor de gradvist bevæger sig i retning af stigende forståelse og accept. Af den simple grund, at fravær af forståelse og accept i mange tilfælde vil føre til, at man som forælder risikerer at 'miste' sit barn.

Det mest enkle, men også mest fundamentale råd man kan give forældre er, at de skal droppe skyldfølelsen. Mange forældre vil føle, at noget er gået galt enten genetisk eller opdragelsesmæssigt, siden netop deres barn er endt som bøsse eller lesbisk.

Hvorvidt homoseksualitet nu skyldes en genetisk variation eller noget socialt bestemt, så giver det ingen mening at bebrejde sig selv, at man har fået et homoseksuelt barn. Der er ikke begået fejl. Hverken i forbindelse med undfangelsen, svangerskabet, fødslen eller opdragelsen.

Som forælder bliver man nødt til at acceptere, at homoseksualitet er en af livets mange finurligheder. Lad for alt i verden være med at bruge tid og kræfter på at analysere sig frem til, hvad grunden kan være. Det har end ikke den højt specialiserede videnskab været i stand til. Og hvad der er nok så væsentligt - det gør ikke ens barn mindre homoseksuelt.

Så af hensyn til ens egen sjælefred som forælder - en sjælefred som er ganske nødvendig for at kunne forholde sig naturligt og konstruktivt til sine børn - så glem skyldfølelse.

Som forælder til et homoseksuelt barn er det helt afgørende, at man accepterer den utryghed og uvished, der følger med, når ens barn springer ud. Selv om vi i vore dage ikke er meget for at acceptere det, så må vi først som sidst se i øjnene, at det er helt naturligt at føle sig utryg i en situation, hvor ens barn opfører sig på anden vis, end den som flertallet almindeligvis foreskriver.

At blive bevidst om ens barns homoseksualitet er en kæmpe omvæltning, der fører en masse utryghed og uvished med sig. Erkendelse er imidlertid en betingelse for, at trygheden kan genoprettes og accepten blive en realitet.

Gennem erkendelse giver man både sig selv og sit barn mulighed for at tale om den nye situation, og ordet er ens vigtigste allierede i hele denne spring-ud- og acceptfase. Det gør med andre ord ikke noget, at man over for sit barn giver udtryk for sin utryghed, sin uvished og sine følelser.

En udtrykt følelsesmæssig bakke her og der - og en snak om det der 'rør sig' både i en selv og i barnet - kan give en nærhed, som tidligere ikke var til stede, fordi alt var vanligt lige ud ad landevejen. Pointen er - benyt situationen til at komme følelsesmæssig nærmere dit barn frem for at fjerne dig på grund af utryghed. Vejen til at genoprette trygheden, og øget accept - går ganske simpelt gennem ordet!

Det værste man kan gøre er at undertrykke denne usikkerhed og uvished, for det forsvinder den ikke af. Den bliver i stedet til en potentiel bombe under forholdet til barnet. 'Du er bøsse, det må jeg acceptere, og så taler vi i øvrigt ikke mere om det', er tæt på at være det værste man kan sige og gøre som forælder.

For langt de fleste heteroseksuelle forældre vil nyheden om at sønnike er bøsse åbne døren til en helt ny, ukendt og dermed også anderledes/farlig verden. Bevares, nogle forældre har måske engang set et par flamboyante bøsser optræde i drag med løse håndled og fistelstemmer. Og en og anden har måske hørt skrækhistorier om promiskuøs sex i byens parker, toiletter og i saunaen. Men det er trods alt de færreste heteroseksuelle forældre, som har et særlig detaljeret kendskab til 'homo-land' med alle dets roller, normer, værdier, traditioner, barer, diskoteker og seksuelle vaner.

Men når alt kommer til alt, så adskiller mainstream homo-land sig ikke meget fra hetero-land. Bekymringerne i forbindelse med førstegangssex, de sårede følelser første gang man bliver brændt af, ja sågar scoretrickene er langt hen ad vejen helt de samme. Forskellen er bare, at ens børn begynder at gøre sig nogle erfaringer, som man ikke selv har. Det bedste, man kan gøre for sig selv i den situation, er, at lade søn eller datter være en guide til denne nye verden. Ikke sådan at forstå, at man som forælder skal overhøre sine børn i alt, hvad de foretager sig. Men en moderat sund interesse i børnenes gøren og laden virker positivt, fordi det er den mest direkte vej til at få punkteret fordomme og myter samt komme mediernes stereotype fremstilling af homoseksuelle til livs.

De direkte reportager fra homo-land, med eget barn som fortæller, kan være med til at skabe ro, orden og sammenhæng i de forestillinger, man som udenforstående kan gøre sig om livet som bøsse eller lesbisk.

Jeg har en ven, der i en alder af 34 år er sprunget ud. Han kan ved sin død ikke forstå, hvorfor hans forældre ikke bare kan acceptere, at han nu er sprunget ud som bøsse. Det han jo bare glemmer er, at den erkendelse og selvaccept af egen seksualitet, som det har taget ham 17 år at nå frem til, den forlanger han, at forældrene skal komme til i løbet af 14 dage. Det er naturligvis helt urealistisk.

Det tager tid at slå sig til tåls med tingenes tilstand, for der er tale om en stor omvæltning. Det skal man erkende og så fortælle sit barn.

Men lad være med at bruge tiden som et argument for ikke at ville arbejde med accepten. Hvis søn eller datter oplever, at mor og far langsomt, men sikkert bevæger sig i retning af accept, blandt andet ved stille og roligt at spørge til og interessere sig for, hvordan det går. Og så kan de fleste børn godt acceptere, at mor og far ikke med det samme hejser regnbueflaget i haven og skriger 'al magt til bøsserne' ud over parcelhuskvarteret.

Det forunderlige ved at sønnike eller datteren pludselig springer ud er jo, at det i princippet ikke ændrer noget som helst. Barnet er jo fortsat det samme - med samme personlighed, følelser og behov. Eneste forskel er, at søn eller datter nu bekendtgør over for omgivelserne, hvad han eller hun så længe har gået rundt med inden i sig selv.

At springe ud ændrer med andre ord ikke noget i personen, og derfor er det vigtigt, at man som forælder bedømmer sit barn på, hvad det er - og hele tiden har været - og ikke så meget på, hvad det gør. Barnet er jo det samme, åben bøsse eller ej.

Nu er det ganske vist en sandhed med nogen modifikation, at unge ikke ændrer sig, når de springer ud. For selvfølgelig gør de det. Som åben bøsse eller lesbisk gør vi selvfølgelig ting, som vi nok ikke ville have gjort, hvis man stadig var i skabet. Men man kan sige, at man blot udtrykker og gør det, man føler. Og det ændrer jo ikke ved, hvad der er indeni.

Men en væsentlig betingelse for at kunne bedømme sit barn på, hvad det er og ikke på, hvad det gør, er at man kommer til tåls med, at det at være homoseksuel er identitetsskabende.

Ofte bliver jeg stillet spørgsmålet om ikke jeg ville ønske, at jeg var blevet født som heteroseksuel. Med fare for at komme med banaliserende sammenligninger, så svarer det til at spørge en inkarneret Brøndby-fan om han, nu hvor FCK har vundet guld to år i træk, i virkeligheden ikke allerhelst ville genfødes som FCK'er.

Svaret er selvfølgelig et rungende nej.

På samme måde som det at være fodboldfan, have et bestemt job eller bo i et bestemt land giver en følelsen af at høre til, lige så vel giver homoseksualitet også identitet. Ikke sådan at forstå, at homoseksualitet i alle sammenhænge bliver det væsentligste.

Når jeg møder nye mennesker, så præsenterer jeg mig ikke som 'Anders Skafte Hansen, bøsse'. Men fordi jeg er åben om min seksualitet, så går der ikke ret lang tid, før folk lugter lunten. Det kan være på grund af mine bevægelser, min påklædning, mit job eller mine interesser. For de udtrykker jo alle, hvad jeg er - herunder også, at jeg er bøsse.

Men brug det konstruktivt. Stereotypisk sagt kunne det jo være, at sønnen via sin homoseksualitet kunne give sin mor et par fif om påklædning og indretning, mens datteren giver faren gode råd om reparation af biler og bygning af tilhørende carport. Sagt i mere bløde vendinger, find ind til de gode sider af dit barns liv og brug det konstruktivt til at bygge bro mellem jer.

Vejen til helvede er som bekendt brolagt med uvidenhed og dårlige undskyldninger. Som forælder til et homoseksuelt barn kan man, som det også fremgår af ovenstående, få en del viden ved blot at tale med sit barn - med understregning af, at det foregår som samtale og ikke som overhøring eller snagen.

Men man kan også med stor nytte søge informationer på egen hånd. Bøger og pjecer om homoseksualitet er der nok af, og ingen bibliotekar vil finde interessen for homoseksuel litteratur ret meget anderledes end interessen for frimærker, byg en båd eller Rosamunde Pilcher. Og en simpel søgning på internettet giver over 13.600 hits på ordet 'homoseksuel'. Noget nok mere lødigt og stuerent end andet.

Et sidste råd til forældre skal være: Vær åben om dit barns seksualitet. Når kollegaer og venner spørger til børnene, så tal om deres liv med samme selvfølgelighed, som hvis lille Allan var kæreste med Henriette fra Roskilde i stedet for med Poul fra Holstebro.

Jo mere afslappet og afmystificerende man er i forhold til ens søns eller datters liv, jo mindre interessant og sensationsagtigt bliver det i andres øjne. Men det er svært. Det medgiver jeg. Men igen er fundamentet for en fornuftig tilgang viden, viden og atter viden.

Uagtet at ovenstående råd forhåbentlig har givet inspiration til, hvordan man håndterer situationen, hvor ens søn eller datter springer ud som bøsse eller lesbisk, så kan jeg på ingen måde love, at det bliver let. Men håndteret på den rigtige måde kan en spring-ud-fase faktisk godt gå hen og bringe forældre og barn tættere på hinanden, både følelsesmæssigt og personligt. Og måtte det blive resultatet for alle forældre med homoseksuelle børn.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar