Alderdom? Jeg har ikke tænkt meget over alderdom. Jeg har tænkt over døden. Det har været underforstået, at døden er alternativet til livet – alt liv, fra det friske, nyopståede til det slidte og reducerede. Spørgsmålet for mig har stået lysende klart: Vil du leve, eller vil du dø? Jeg vil leve. Så ubetinget, at tanker om alderdom har stået uden for min frygt. Da det heller ikke er noget, jeg har et stærkt ønske om at befinde mig i, har der i det hele taget ikke meldt sig nogen særlig nysgerrighed. Jeg har simpelt hen ikke noget nærmere forhold til alder. Reduktionerne tilstøder undervejs, det er klart. Små ting, større ting. Tandkød, der løsner sig omkring tænder, så tandlægen truer én med, at de falder ud, hvis ikke man griber til alle tænkelige forholdsregler. En ryg, der engang låste sig fast, så jeg ikke selv kunne trække sokken på, fordi tæerne sad definitivt uden for min rækkevidde. I måneder var jeg et barn, der bad voksne om hjælp. En gammel dame så mine anstrengelser for at nå en liter mælk i Nettos køledisk en dag. Den stod en lille meter fra min næse, men anbragt således, at jeg skulle læne mig en anelse frem for at tage den. Jeg kunne ikke. Min fremstrakte arm dirrede ti centimeter foran mælkehylden. Arme bliver ikke nødvendigvis længere af, at de ikke kan nå. Den gamle dame forbarmede sig og spurgte, om det skulle være let eller sød. Der har været ting undervejs. Men disse reduktioner forbinder jeg ikke med alderdom som sådan, de kan indtræde når som helst i livet. Det har jeg selv set.
Jeg er også lost, hvis der skal skiftes hjul midt på motorvejen. Og når opvaskemaskinen lækker ud over hele køkkengulvet. Faktisk har jeg været heldig, hvad netop den angår. Den lækkede nemlig ikke, den holdt bare op med at virke. Det er små fem år siden. Den står der stadig, vi vasker bare op i hånden i stedet for. Andre ville måske have arrangeret en ny, men lige på det punkt er jeg for længst blevet en tussegammel dame, smånærig og for skrøbelig i kødet til selv at bakse med en Electrolux i den størrelse. Livet igennem er der ting, man ikke kan på egen hånd. Der er begrænsninger. Vaner må byttes ud undervejs, andre måder må tilegnes, så de passer til det nye. Og nyt opstår hele tiden. Livet i sig selv er én lang omstillingsproces, én lang række af overgange. Byrdefuldt bliver det vel først, når vi stritter imod og ser reduktionerne som personlige fornærmelser, benspænd for netop vores navngivne stykke liv. Da jeg ventede mit første barn for noget så skørt som tyve år siden, blev jeg kraftigt advaret. Jeg stod tilsyneladende over for monstrøse begrænsninger og afsavn, reduktioner med andre ord. Nu kan du ikke bare ... Du gør dig ingen forestillinger om, hvor omstændeligt alting bliver ... Bare det at komme på gaden efter en pakke rugbrød kræver planlægning ... Netop hvad gamle mennesker klager over fra tid til anden. Der var ingen brod i advarslerne, folk ville mig det såmænd godt, de undte mig tilværelsens lethed, kendte min ustyrlige frihedsiver og vidste, at et lille barn kun kommunikerer i bydeform og ville få enhver autoritet, jeg hidtil havde reageret imod, til at blegne. Det gik nu udmærket. Det svære var faktisk ikke at få tingene lært. Det svære var, at hver gang de var lært, var det noget andet, der behøvedes. Det statiske liv findes ikke. Den ubegrænsede udfoldelse heller ikke, ikke i nogen faser. LÆS OGSÅHvad er det værd? En hospicesygeplejerske sagde engang til mig, at det liv, der er, skal leves. Det prøvede hun at gøre gældende over for mennesker på deres alleryderste, helt derude hvor vi kunne være fristet til at sige: Så kan det sgu også være lige meget. Hvorved livet er gjort til en venten på dets ophør. En nær ven af mig er 81 år. Eller også er det 82, jeg kan ikke huske det. Teknisk set befinder han sig i sin alderdom. Folk er jævnlig imponeret over »så godt han holder sig«, over »hans energi, hans viden, hans humør, hans virketrang, hans hjælpsomhed«. Selv hans humor er man imponeret over. For at blive imponeret kræves en forventning. Denne forventning er sat lavere end det, man konkret oplever. Man troede med andre ord, at han ville se dårligere ud, være mindre morsom, have mere begrænset viden, at han ville være sløvere og mere passiv og indifferent over for andre.
