Landbruget er et af de erhverv, som de fleste mennesker har en mening om. Landbruget har nemlig med natur at gøre, og natur og miljø er på mode, og måske grundet vores egen oprindelse i naturen mener de fleste sig kvalificerede til at udtale sig om samme. Men for os, der lever med og af landbruget til hverdag, ser tingene noget anderledes ud, og derfor opstår de velkendte konflikter mellem landboere og byboere. Førstnævnte mener, at de er meget naturvenlige og tager god vare på natur og miljø, mens sidstnævnte mener det modsatte. Men hvem har ret? Det spørgsmål kan naturligvis ikke besvares, da der mere er tale om holdninger end facts. Byboerne ser, godt hjulpet af medierne, det, de gerne vil se, og landmændene forsvarer sig med næb og kløer - og begge parter overdriver naturligvis. Men passer det, når landmændene påstår, at de er så natur- og dyrevenlige? I løbet af de mange år, jeg har levet i, med og af landbrug, har jeg ofte siddet i forsamlinger af landmænd, hvor miljø og dyrevelfærd har været på dagsordenen, og argumenterne har altid været, at af hensyn til vort omdømme, af hensyn til miljøfolkene, af hensyn til forbrugerne og af hensyn til alt andet uvedkommende må vi gøre noget for miljø og dyrevelfærd. Jeg har aldrig hørt en landmand sige, at af hensyn til miljøet og dyrene må vi gøre noget. – Det viser lidt om, hvor miljø- og dyrevenlige vi egentlig er.
Når landmænd så tager hånd om dyrevelfærden, stærkt presset af omverdenen, sker det som regel i form af bygning af megastore stalde, som ejeren så stolt viser frem med en forklaring om, hvor godt dyrene har det her frem for i den gamle stald. Masser af lys og luft bliver som regel fremhævet som den eneste og nu opfyldte betingelse for dyrevelfærd. At grisene så tilbringer hele deres liv kun omgivet af stål og beton, og at køerne må tilbringe hele deres liv inden døre uden at se en solstråle eller et frisk græsstrå, forbigås i tavshed; og hvis det påpeges af uvidende byboere, er en væsentlig del af enhver landmands paratviden en forklaring om, hvorfor det i virkeligheden er det bedste for dyrene. At det mest af alt er det bedste for hans selvfølelse, ligger derimod ikke helt så langt fremme i hans bevidsthed. Denne lidt nødtvungne omsorg for dyrene kommer kun produktionsdyrene til gode - og så hunden. De vilde dyr, hvor meget får de del i dyrevelfærden? Når en landmand kommer kørende i sin lakskinnende traktor, der helst skal være på størrelse med en mindre boligblok, hvor mange vibe- og lærkereder kører han så uden om? Det er nemlig med hans megamaskine som med en supertanker, at når den først har sat kursen, så er den meget vanskelig at dreje, og en viberede er jo bare en, nå ja, viberede. Det er den dyrevelfærd, som landmændene selv mener, de har styr på. En del af denne misere skyldes de meget store landbrugsbedrifter, vi har i dag. I den størrelsesorden er der ikke tid til at tage sig af en kat eller en viberede. Og store skal bedrifterne være. Det er nemlig ikke nok at være landmand mere, i dag skal man være virksomhedsleder; det er en virksomhed, ikke en bondegård, man har. Det lyder unægtelig også af mere, og som hårdkogt virksomhedsleder kerer man sig altså ikke om viber. Med virksomhedsstørrelsen følger nemlig også virksomhedskulturen: Man tænker i penge og ekspansion. Derfor opkøber dagens landmand jord og nabogårde i stor stil. Marker bliver lagt sammen, og ensartetheden breder sig. Kører man igennem det danske landbrugsland i dag, er det meget anderledes end for 30 år siden: majsmarker og hvedemarker så langt øjet rækker. Konformitet og ligegyldighed, og i hvert fald ikke meget af den natur, som landmændene ellers har så travlt med at bedyre, at de holder så meget af.
