0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Udhuling af forbud mod tortur

Tunesersagen: Vil en ’diplomatisk garanti’ fra Tunesien om ikke at mishandle en udvist fra Danmark være nok til, at vi kan være bekendt at sende ham ned til et regime berygtet for netop anvendelsen af tortur?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
THE WASHINGTON POST
Foto: THE WASHINGTON POST
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Verden over har det vakt glæde, at præsident Obama som en af sine første embedshandlinger beordrede Guantánamofangelejren lukket inden for et år og samtidig understregede, at USA er imod brug af tortur.

Med sin underskrift på dekreterne støtter Obama det absolutte forbud mod tortur og yder sit aktive bidrag til overholdelse af internationale konventioner.

Desværre oplever vi samtidig på vores hjemlige breddegrader, at torturforbuddet undergraves gennem lancering af ’diplomatiske forsikringer’ eller ’diplomatiske garantier’ mod tortur ved udvisning af terrormistænkte.

Herhjemme har vicestatsminister Lene Espersen (K) og leder af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard i forbindelse med tunesersagen talt varmt for brugen af diplomatiske garantier, så Danmark med en garanti mod tortur i hånden og uden at bryde konventionerne kan tvangsudsende terrormistænkte frem for at have dem på ’tålt ophold’.

Integrationsministeren har nedsat en arbejdsgruppe for at undersøge retssikkerheden i forbindelse med administrativ udvisning, herunder brug af diplomatiske garantier. Arbejdsgruppen ventes om få dage at afslutte sit arbejde med en betænkning.

Internationale og regionale konventioner fastslår, at der gælder et absolut forbud mod tortur. Danmark har tiltrådt samtlige disse konventioner. At forbuddet er absolut betyder, at ingen omstændigheder af nogen art kan retfærdiggøre tortur, hverken terror eller krig, trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen nødretstilstand.

Tortur af en terrormistænkt kan heller ikke retfærdiggøres, fordi man tror, at de informationer, man får ved hjælp af tortur, kan redde mange menneskeliv fra et muligt terrorangreb (den såkaldte tikkende bombe-situation).

Der er også et forbud mod udvisning til tortur. FN’s konvention mod tortur slår fast, at ingen må udvises, tilbageleveres eller udleveres til en stat, hvor der er vægtige grunde til at frygte, at man vil blive underkastet tortur.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog allerede i 1996, at forbuddet mod udsendelse til tortur i udvisningssager er absolut og ikke kan fraviges. I en senere dom fra 2008 bekræfter domstolen, at forbuddet mod udvisning er absolut, og selv hvis den pågældende er en trussel mod statens sikkerhed vil det aldrig kunne retfærdiggøre en udvisning til tortur.

Om der er tale om ’vægtige grunde’, beror dels på en vurdering af den generelle menneskerettighedssituation i modtagerlandet og dels på en konkret vurdering i forhold til den person, der skal udvises.

Hvis der pga. fare for tortur ikke kan ske udvisning, har flere danske politikere foreslået, at der imellem Danmark og modtagerlandet i stedet kan indgås en aftale om, at den pågældende alligevel kan udvises, fordi modtagerlandet lover, at den pågældende ikke vil blive udsat for tortur.

Brugen af diplomatiske garantier er ikke et nyt fænomen. I mange år er de blevet anvendt ved udvisning til retsforfølgning fra et land, som ikke tillader dødsstraf, til et land, hvor dødsstraf er lovligt. Fra modtagerlandet har man fået en diplomatisk garanti om, at den pågældende ved udlevering ikke risikerer dødsstraf, eller at en dødsdom ikke vil blive eksekveret.

Da dødsstraf er lovligt i modtagerlandet og foregår åbenlyst, i modsætning til tortur, vil overholdelsen af diplomatiske garantier i sager om dødsstraf nemt kunne efterprøves.

Siden 11. september 2001 er diplomatiske garantier alligevel blevet anvendt, når et land ønsker at udvise en person (ofte en terrormistænkt) til et land, hvor der er risiko for, at den pågældende vil blive udsat for tortur.

Brugen af en diplomatisk garanti er i sig selv et paradoks. Diplomatiske garantier vil jo netop først komme på tale, når der er tale om udvisning til et land, hvor det er dokumenteret, at tortur udøves systematisk. Det signalerer, at afsendelseslandet erkender, at der en risiko for, at den udviste udsættes for tortur, men det signalerer også, at modtagerlandet i realiteten vedgår, at der praktiseres tortur – bare ikke i det konkrete tilfælde. Fra dansk side kunne man jo ikke forestille sig, at man bad om at få en diplomatisk garanti fra Schweiz, men når man taler om udvisning til Egypten eller Tunesien, er det en anden sag.

Ledende internationale menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch, Amnesty International, International Commission of Jurists og Redress Trust har udtalt sig imod brugen af diplomatiske garantier.

I FN-regi har tortur- og menneskerettighedskomiteerne, de særlige rapportører for tortur samt for menneskerettigheder og terrorisme og højkommissæren for menneskerettigheder set på spørgsmålet om brugen og værdien af diplomatiske garantier, og i en europæisk sammenhæng har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådets Kommissær for Menneskerettigheder vurderet anvendeligheden af diplomatiske garantier.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en række sager om muligt brud på det absolutte forbud mod udvisning til tortur også taget stilling til anvendelsen af diplomatiske garantier. I de fleste sager, hvor diplomatiske garantier har været anvendt, er domstolen kommet frem til, at de ikke har været nogen garanti mod tortur.

Allerede i 1996 slog domstolen fast, at diplomatiske garantier kan være svære at stole på, især når der i udstedelseslandet er dokumenteret systematisk brug af tortur.

Dette er senere blevet bekræftet i 2008, hvor domstolen endvidere understreger, at en diplomatisk garanti ikke fritager det land, som modtager garantien, fra at foretage en konkret vurdering af, om garantien i praksis vil beskytte mod tortur.

Især FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, har meget kategorisk udtalt sig imod brugen af diplomatiske garantier i udvisningssager, hvor der er risiko for tortur. Det blev også understreget over for daværende justitsminister Lene Espersen under Nowaks besøg i Danmark i maj 2008.

Med udgangspunkt i sagen om udvisningen af to ikkedømte tunesere fra Danmark til Tunesien, som var mistænkt for at planlægge et attentat på Muhammedtegneren Kurt Westergaard (tunesersagen), frarådede Nowak Danmark at gøre brug af diplomatiske garantier.

Nowak henviste til, at erfaringer fra andre lande viste, at diplomatiske garantier ikke er en reel garanti mod tortur, og han understregede, at Danmark ville sende et forkert sign