Amir er tydeligvis nervøs for at møde mig. Han kommunikerer i korte beskeder og vil ikke mødes på offentlige steder. Vi mødes derfor i en flygtningelejr i Nablus. For de unge mænd, som udgør PFLP’s væbnede gruppe, har de seneste uger på det israelsk besatte Vestbredden været præget af anholdelser. Alene medlemskab af PFLP’s politiske parti kan give 17 måneders fængsel. »Vi ville hellere have, at de holdt op med at anholde vores politikere og ungdom, end løslade 400 mænd, som alligevel kun har to uger tilbage af deres straf«, siger Amir med henvisning til løsladelsen af palæstinensiske fanger i anledning af Annapolis-mødet sidst i november. Amir er en 25-årig universitetsstuderende. Han har været aktivt medlem af PFLP i tre år. Mens han laver myntete til os, fortæller han mig, hvorfor han tror, at folk bliver fængslet for medlemskab af PFLP, eller som i den danske sag, for økonomisk støtte. »PFLP er farlig for Israel, fordi vi er meget tæt på Vesten ideologisk. Vores mål er en sekulær demokratisk palæstinensisk stat, og vi samarbejdede tæt med den israelske venstrefløj under den første intifada. Vi er ikke islamister, hvilket gør det højt prioriteret for Israel at stemple os som terrorister. Efter 11. september kan enhver, som ikke har samme interesser som USA, brændemærkes som terrorist«. Amir ryster trist på hovedet og ruller sig en cigaret med vante bevægelser. Jeg griber stilheden til at spørge Amir, om PFLP da ikke er terrorister? »Ligesom alle andre politiske partier i Palæstina har vi en væbnet fløj af vores parti, som er adskilt fra vores politiske medlemskab. I en periode lavede vi faktisk kun aktioner, som pressede Israel uden nogen ofre. Men samtidig med at situationen for palæstinensere er blevet konstant værre og besættelsesmagten mere voldelig, er vores medlemmer blevet presset til at kæmpe mod det israelske militær i Palæstina. Som situationen er nu, angriber vi militærstationer på Vestbredden. For et eksempel var den sidste aktion imod en militær station, som gennem hele høstsæsonen skød mod en palæstinensisk landsby hver gang, de forsøgte at høste deres olivenmarker. Vi laver også aktioner imod bosættelser. Alle voksne i bosættelserne er bevæbnede, så vi betragter kun børnene som civile. Amir viser mig en medaljon, han bærer om halsen med et billede af en smilende pige på fem år med store brune øjne og fine øreringe. »Det er min niece Nour. Hun blev dræbt af en bosætter ved checkpointet. Han skød hende syv gange i brystet«. Det diskrete møde i en flygtningelejrs køkken står i skarp kontrast til mit møde med Fatima. Hun er højtstående folkevalgt politiker fra PFLP. Vi mødes på hendes kontor, hvor hendes sekretær serverer kaffe, mens han briefer Fatima om gårsdagens anholdelser og drabstal. Fatima har tidligere været et fremtrædende medlem af PFLP’s kvindeorganisation, som arbejder i Palæstina for kvinders rettigheder. »Kvinderne er meget aktive i PFLP. Vi arbejder blandt andet politisk på at nedbringe antallet af fødende kvinder, som dør, fordi ambulancer ikke bliver lukket gennem israelske checkpoints i Palæstina. Desuden forsøger vi at få kvinder og unge drejet hen imod ideen om et mere progressivt demokratisk samfund«. Fatima er en kvinde med en magtfuld udstråling. Klædt i jakkesæt og uden det muslimske tørklæde er hun en elegant kvinde i mændenes verden. Jeg beder hende fortælle mig om PFLP’s arbejde. »PFLP er delt i fire afdelinger; partiadministrationen, de demokratisk valgte politikere, den væbnede fløj og arbejdet i samfundet med sundhedsklinikker, børnehaver og medborgerhuse«, fortæller Fatima mig og sukker dybt. »Men det er et arbejde op ad bakke. Vores hjemmeside er blevet nedlagt af den israelske sikkerhedstjeneste, og det israelske militær bomber vores bygninger jævnligt, så vi mister vores kontorer og alt vores materiale. Og de fængsler vores medlemmer, selv om de intet ulovligt har gjort, blot for medlemskab af partiet. Vi har intet imod jøderne, men vi bliver nødt til at kæmpe imod zionismen, fordi den til stadighed annekterer vores land og dræber vores borgere. Zionismen ekspanderer og dominerer ved sit militær, og derfor er vi tvunget til også at kæmpe militært. Vi ville anerkende Israel, hvis israelerne ville anerkende vores ret til suverænitet i vores eget land, Palæstina. Indtil da håndhæver vi vores lovmæssige ret til modstand mod vores besættelsesmagt, som den står skrevet i Genève-konventionerne«. Al-Haq International Commission of Jurists er en ngo, som har rådgivende status i FN. De søger at sikre overholdelse af menneskerettighederne og international lovgivning i Palæstina. På deres hovedkontor i Ramallah mødes jeg med advokat Gareth Gleed, som har specialiseret sig i Genève-konventionerne. »De blev skrevet og underskrevet af blandt andre Israel i 1949 primært for at beskytte den civile befolkning under krig. Men da Israel ikke anerkender Palæstina som en stat, anerkender de heller ikke overholdelse af Genève-konventionerne i Palæstina. Det internationale samfund har underskrevet protokoller i 1977, som specificerer lovgivning i besatte områder, men disse protokoller har Israel nægtet at underskrive. Retten til voldelig modstand på eget territorium mod en fremmed besættelsesmagt er generelt anerkendt af konventionerne og international lovgivning. Diskussionen drejer sig derfor mere om, hvorvidt denne ret er ubegrænset eller begrænset til at være målrettet mod militære mål på eget territorium«. Jeg spørger Gareth, om de israelske bosættelser også betragtes som militære mål. »Bosættelser er kendt ulovlige under Genève-konventionerne, hvor det specificeres, at man ikke må overføre sin befolkning til det besatte område. Da bosættelserne i øjeblikket annekterer 40 procent af palæstinensisk jord, og den annektering forsvares af militæret, kan det betragtes som nybesættelse, hvilket også er ulovligt. Det gør dem dog ikke nødvendigvis til legitime mål. I de situationer, hvor bosættere angriber palæstinensere, gælder retten til selvforsvar dog«. Gareth klør sit store skæg tankefuldt, da jeg spørger ham, om han betragter støtte til PFLP som støtte til terrorisme. »Terrorisme er et udefineret, ikke-juridisk udtryk. Det er et gråzone-område, hvor det ikke er klart, om man skal være politisk motiverede individer, eller om også stater kan begå terror. Vores holdning er, at selv om lovgivningen kan fortolkes på mange måder, bør modstandskamp undgå civile mål for ikke at være terrorisme«. Gareth giver mig et mere alvorligt blik. »Når det er sagt, hersker der dog en generel forståelse for, hvorfor den strategi kan være svær at implementere for et folk, som konstant oplever angreb på deres civile fra Israels side. Efter 11. september hersker et helt andet forhold til terrorisme. Det betyder, at når terrorbekæmpelse er begrundelse for massive overtrædelser af menneskerettigheder og international lovgivning, får Israel tvivlen på sin side af det internationale samfund. Der hersker generelt en massiv mangel på vilje i det internationale samfund til at presse Israel til at overholde international lovgivning og respektere menneskerettighederne«. Den israelske lovgivning, som kriminaliserer medlemskab af PFLP håndhæves derimod effektivt. Jeg tager til et israelsk fængsel for at møde Abu Malek, som afsoner en dom for PFLP-medlemskab. Da det går op for min palæstinensiske taxachauffør, at jeg skal interviewe en palæstinensisk fange, giver han mig begejstret en lykkeamulet, som indtil da har dinglet i bilens forrude, og beder mig videregive den. Den bliver dog taget fra mig, sammen med min diktafon, min fotograf og mit pas i det omfattende sikkerhedstjek, som indleder mit besøg i fængslet. Jeg eskorteres derefter af tavse vagter, gennem kringlede gange af beton til et lille rum oplyst af et lysstofrør med et bord, to stole og en fange placeret centralt. Fraværet af fængselsvagter antyder, at vi bliver overvåget af kameraet i det ene hjørne. Abu Malek afbryder mit elendige arabiske ved på flydende engelsk at spørge mig, om jeg har set hans kone og hvordan hans familie har det. Jeg fortæller, at hans kone er ked af at skulle fejre Eidh uden ham, og at hans datter har lært at synge den palæstinensiske nationalhymne. Abu Malek smiler melankolsk, men da jeg beder ham fortælle mig om, hvorfor han er i et israelsk fængsel, holder Abu Malek op med at smile, og kun melankolien er tilbage i hans udtryk. »Jeg blev anholdt for et halvt år siden, da militæret brød ind i mit hus midt om natten. Jeg vidste med det samme, at de ville tage mig med, så jeg gjorde ingen modstand. Jeg tænkte bare på at beskytte min familie. Min søn er kun fem år, men råbte »I må ikke tage min far, tag en andens far i stedet!« og løb frem og sparkede soldaterne. Jeg var bange for, at de ville skyde ham, så jeg bad ham om at stoppe og passe på sin mor og søster, mens jeg var væk. Ingen fortalte mig, hvad jeg var anholdt for, hvor jeg blev taget hen eller, hvornår jeg ville komme hjem igen. I over en uge var jeg i forhør. De udspurgte mig på alle tider af døgnet i timevis om mit arbejde, min familie og navne, jeg ikke kendte. Samtidig sagde de, at de vidste alt om mig i forvejen. Jeg fik forurenet vand og rå ris at spise. De sagde, de ville ødelægge min families liv, hvis jeg ikke fortalte dem navnene på medlemmerne af min milits, men jeg er ikke medlem af nogen milits og kunne derfor intet sige.« Efter en uges tid blev Abu Malek overført til et andet fængsel, og først efter 68 dage med videre forhør fik han en israelsk advokat og blev fremstillet for en dommer. Selv om hele retssagen foregik på hebraisk, forstod Abu Malek, at han ville blive fængslet i 15 måneder for medlemskab af PFLP. Han blev dømt på baggrund af anonyme vidneudsagn, angiveligt fra hans nærmiljø. »Selv om de ikke havde dømt mig for medlemskab af PFLP, havde de dømt mig for »modstand mod besættelsesmagten«. Du kan få den dom blot for ikke at ville stikke andre medlemmer. For mig giver det ikke mening – jeg mener, hvordan kan det ikke være tilladt at gøre modstand mod min besættelsesmagt ? Ville alle ikke gøre det? Jeg ønsker, at vi palæstinensere får vores egen stat en dag, og jeg støtter vores væbnede kamp, men jeg har intet andet gjort end at betale mit kontingent til PFLP og undervise i matematik. PFLP stiller gratis lektiehjælp til rådighed for børn efter skole, og jeg underviste som frivillig. Det vil jeg fortsætte med, når de løslader mig. Israels besættelse gør det meget svært for vores skoler, så uddannelsen af vores folk er en stor del af modstanden. Mange børn har langt til skole hver dag på grund af militærets blokeringer af vores veje, og de bliver chikaneret af soldater og bosættere ved checkpoints. Selv små piger bliver bedt om at løfte op i deres bluser for at vise, at de ikke bærer bombebælter«. Abu Malek har seks brødre, hvoraf fem også har været i israelsk fængsel. Jeg spørger ham, hvordan hans familie blev så politisk aktive. »Vores far var som de fleste en del af modstandsbevægelsen i 1960’erne. Han blev henrettet i sit hjem af en israelsk soldat for øjnene af mine ældre brødre. Det, tror jeg, prægede dem meget. Min mor gjorde det bedste, hun kunne, for at overkomme sorgen og forsørge 11 børn alene. Min familie havde lidt land med oliventræer, men det israelske militær konfiskerede det, da Israel placerede en jødisk bosættelse ved siden af vores landsby. Efter det var det meget svært at overleve. De lukkede også de fleste veje omkring os, så vi måtte stå op midt om natten for at gå hele vejen til en skole. Min mor var meget streng på det område og insisterede på, at alle hendes børn fik en god uddannelse. Vi lærte at leve med besættelsen, fra vi var meget små. Mine forældre var ikke særligt religiøse og meget socialistiske, så PFLP har altid været en del af vores liv. De dannede militser, som beskyttede landsbyen, når Israels militær kom for at rive et hus ned eller konfiskere endnu en mark, og de sponsorerede mine søstres uddannelse. Da jeg blev gammel nok, meldte jeg mig ind i partiet. Jeg fik en grundig politisk uddannelse og lærte meget om den palæstinensiske historie, som jeg ikke vidste i forvejen. Men jeg fik aldrig nogen militær træning – det er et helt andet program. Jeg uddannede mig som matematik- og fysiklærer. På universitetet forelskede jeg mig i en palæstinensisk pige fra Libanon, og takket være Gud sagde hun ja til at gifte sig med mig. Få er så velsignet at have en kone så smuk og intelligent som min. Militæret hentede hende en dag, mens jeg var på arbejde. Jeg blev meget bange, da jeg hørte det, fordi hun var højgravid med vores søn. De holdt hende i administrativ detention i 27 dage og udspurgte hende om hendes brødre i Libanon. Hun fødte vores søn Malek for tidligt, mens hun var i detentionen, og under fødslen bandt de hendes hænder og fødder til sengen, de djævle. Jeg kunne have mistet hende den dag, jeg kunne have mistet dem begge. Jeg sov ikke, mens hun var væk, og kæmpede for at finde ud af, hvor hun var. Da hun endelig kom tilbage, helt bleg med min søn i armene, tiggede og bad jeg hende om ikke at tale med sine brødre mere. Hun forbarmede sig over mig og lovede mig det, men jeg er sikker på, at hendes brødre egentligt intet ulovligt har gjort«. Abu Malek gnider sin pande bekymret og skæver op mod kameraet med de usynlige øjne bag det. Samtidig åbnes døren bag mig, og interviewet afbrydes. Abu Malek eskorteres tilbage til sin delte celle og jeg til endnu et sikkerhedstjek, som sikrer, at Abu Malek intet har givet mig. Det er dog ikke rigtigt. Han har givet mig et uudsletteligt indtryk. Tilbage på Fatimas kontor dikteres en kommentar til de nylige Annapolis-forhandlinger. Henvendt til mig siger hun: »Palæstinas væbnede kamp er et middel, intet andet. Det er ikke en ideologi, det er ikke en passion, men vores eneste middel til at opnå et frit Palæstina. Vi har haft endeløse forhandlinger med Israel, men deres løfter er aldrig blevet til virkelighed. Vi har ruineret os selv på advokathonorarer og lobbyisme både i USA og Europa uden resultater. Vi har forsøgt enhver form for modstand, men så længe Israel holder os i dette militære og politiske jerngreb, giver de os ingen andre muligheder end væbnet modstand. Det er kausalitetsforholdet mellem tryk og modtryk her«. Også i flygtningelejren i Nablus ser Amir ikke noget andet valg end at deltage i den væbnede modstand. »Den israelske besættelse gør dig til den, du er. Enten ignorerer du undertrykkelsen, eller også bliver du stikker eller modstandsmand. Modstanden er affødt af den mest magtfulde part. Deres form for undertrykkelse afgør, hvilken form modstanden tager. Israel ønsker at holde os under militær og økonomisk besættelse, og alle, som ikke accepterer dette, bliver sat i bås som terrorister. I vores optik beskytter vi blot os selv mod Israels terrorisme. Det er den kontekst, vi ønsker, at Vesten forstår vores kamp i«.