Der er pirater, og der var pirater og det er to vidt forskellige ting. Der er piraterne ud for Afrikas Horn, og der var piraterne i bl.a. Caribien. Der er 300-400 år imellem dem. Men er det det eneste, der skiller? Sørøveri er forekommet lige så længe, vor historie er blevet dokumenteret. Sørøveri var og er som landevejsrøveri, blot sker det til søs. Nogle mennesker har noget værdifuldt, der skal transporteres, og andre vil have fingre i disse værdier for at få et udkomme. Meget simpelt. Alexander den Store prøvede omkring år 330 f. K. forgæves at udrydde sørøveriet i Middelhavet, Regnar Lodbrogs søn, Bjørn Jernside, var aktiv i Middelhavet i 859, og i 1281 prøvede Kublai Khan at rense havene omkring Kina for sørøvere (årstallene skal tages med et gran salt!). Brødrene Barbarossa, Khair-ed-Din og Aruj, hærgede i Middelhavet i slutningen af 1400-tallet. Aruj blev dræbt af spanierne i 1518, men broderen endte som sultan over Algeriet. Erhvervet stod ikke nødvendigvis i vejen for karrieren, og der var penge i det. Sørøveriet bredte sig blandt malteserne og berberne på Afrikas nordkyst, og det blev sørgeligt kendt og frygtet. Sørøverne opererede fra galejer roet af slaver, og deres hærgen blev en sådan plage, at også den danske regering måtte sende orlogsskibe til Middelhavet for at bekæmpe dem. Ikke blot skibsladninger gik tabt. Besætninger blev taget som gidsler og endte som galejslaver, hvis ikke de blev løskøbt. I stille tider overfaldt berberne så også malteserne og vice versa, og ingen havde noget at lade den anden høre, hvad vildskab og grusomhed angik. Havet var frit.
Middelhavets sørøvere blev kaldt korsarer. De må ikke forveksles med de europæiske pirater, der kort tid efter hærgede i Europa, omkring Afrika og i Nord -, Mellem - og Sydamerika. Fribyttere, også kaldet bukkanerer, var engelske og franske sørøvere, der beboede Tortuga og Port Royal på Jamaica i 1700-tallet. Kaperne var (i princippet) ærlige søofficerer, der havde fået deres regerings tilladelse til at drive sørøveri mod fjendtlige skibe. Sørøveriet forekom på de have, hvor handelsskibe passerede, fra Kinakysten, Malaccastrædet, Sundastrædet og Madagaskar og siden til de nyopdagede kyster i Nord - og Sydamerika. Det tog til, da krigsførende stater satte system i sørøveriet ved at udstede kaperbreve, der tillod kaptajner at drive jagt på fjendens transporter. Men de var altså alle sammen ’sørøvere’. Godset fra spaniernes plyndringer i Sydamerika blev sejlet hjem til Europa, og umådelige rigdomme endte her og der og af og til på bunden af havet. Senere kaprede man enhver form for last, i reglen fødevarer, spiritus, krydderier og klæde. Englændere, franskmænd, spaniere, hollændere og endog mindre søfarende nationer havde vældig travlt med denne nye industri, der krævede en ringe investering og gav et rigtig pænt udbytte.
