For tiden udkæmpes der et større slag om danskernes madkultur. Først på året blev obligatorisk børnemad i daginstitutionerne skudt ned. En stor, ny skolemadssatsning, EAT, er for tiden under pres i København. Angrebene kommer efter en periode med optimisme og gennembrud på madområdet inden for det offentlige: ambitiøse tanker og planer for mad til børn i alle landets daginstitutioner.
En stor satsning på ny skolemad og omlægning til 75 procent økologisk fødevareforbrug i København. Det gik fremad over hele linjen, og fra kun at tale om dårlig offentlig bespisning var vi begyndt at tro på, at maden kunne medvirke til både livsglæde og større sundhed. Krisen kradser, og stemningen er vendt. Maden er igen blevet til noget på linje med rengøringen: Hvor lidt kan det koste, og hvor meget kan undværes? Ikke mange taler længere højt for mere, dejligere eller sundere mad. Tilbageslagene foregår for det meste i stilhed. Og vi, der arbejder med det til daglig, og som troede, at vi var forbi diskussionerne for eller imod mad som en naturlig og vigtig del af kerneydelserne til borgerne i de offentlige institutioner, har fået en brat opvågnen. Overordnet er det et spørgsmål om, hvordan man ser fælles måltider i forhold til de offentlige kernevelfærdsydelser. Er maden en del af fællesskabet og en basisomsorg? Er det luksus eller sågar et fremmedelement? Og hvordan vægtes maden i en offentlig sektor under massivt økonomisk pres? Hvis man ude på en skole skal vælge mellem økologisk skolemad eller nye skolebøger, hvad vælger man så? Hvorfor bruge penge på køkkener – når nu toiletterne er så dårlige? Jeg undrer mig over, at vi er kommet derhen, at mad stilles op som modsætning til bleer og pædagogstillinger, men det er dagsordenen, når der skal spares på børneområdet.
