Danmark har fra 1. januar og indtil 1. juli 2012 formandskabet i EU. Der synes imidlertid at være udbredt uklarhed om, hvad det faktisk indebærer. Mange mener, at Helle Thorning-Schmidt som statsminister får en meget fremtrædende rolle i den forbindelse, selv om det ikke er tilfældet. Andre tror, at Danmark nu skal stå for forhandlingerne om at løse eurokrisen og have indflydelse på forhandlingerne om europagten, hvilket heller ikke har noget på sig. Desuden er det en udbredt myte, at de fire danske EU-forbehold gør Danmark særlig uegnet til at varetage formandskabet. Og endelig er nogle af den formening, at eurokrisen sandsynligvis kommer til at bryde ind i alt, hvad det danske EU-formandskab foretager sig. Også det er forkert. Hvad indebærer det danske EU-formandskab da? Ja, formandskabet betyder basalt set, som navnet siger, at man som medlemsland er formand for en lang række fora i EU-regi.
Disse mange EU-fora strækker sig fra et af de mange ydmyge embedsmandsudvalg under ministerrådet (her foretages den første behandling af et forslag til et direktiv eller en forordning under ledelse af en embedsmand fra formandskabslandet) og lige til, at man som minister skal være formand for ministerrådet i EU i en af dets mange formationer fra fødevareområdet og erhvervslovgivningen og til kultur- og uddannelsespolitikken. LÆS OGSÅDanmark vil lave aftaler om lynreformer bag lukkede døre Herudover er man som formandskabsland ansvarligt (og formand) for et større antal konferencer, seminarer, direktørmøder, uformelle ministerrådsmøder osv., der alle har en faglig og informerende karakter uden at indebære egentlige beslutninger. Alligevel er de vigtige for, at den formelle del af EU’s beslutningsproces kan foregå så nogenlunde gelinde (når den ellers gør det). At være formand for alle disse EU-fora betyder både, at man er ansvarlig for fastlæggelsen af en dagsorden og en prioritering af de diskuterede emner, og at man samtidig er ansvarlig for logistikken omkring møderne, når de finder sted i Danmark: Hvilke punkter skal sættes på dagsordenen nu, og hvad bør vente til senere? Hvilke emner er parat til en egentlig beslutning, og hvilke skal forberedes mere? Formandskabslandets prioriteringer foregår imidlertid i høj grad i skyggen af de tidligere formandskabslandes gerninger.
