Midt imellem Beijings spejlblanke skyskrabere ligger Shija Primary School.

Den er topmoderne og får som så meget andet i Beijing New York til at ligne noget fra forrige århundrede. Naturfagslokalerne minder om noget fra Eksperimentariet med Storm P.-maskiner i farvestrålende mønstre og med udfordringer til børnene, hvor de skal bruge både krop og hoved. Et lokale har maskiner til metalsløjd, i et andet sidder drengene pænt og syer sammen med pigerne, og i et tredje drejer de lerskåle på små drejebænke. På gangene er der indbyggede reoler med bøger og tegneserier til læsning i frikvarteret, og i kælderen er der blandt andet svømmehal, balletsal, basketballbane, fægtefaciliteter og selvfølgelig en hal til pingpong (bordtennis). Musiklokalerne ligger på stribe og fylder en hel gang. De kreative fag har fået en fremtrædende plads. I en klasse sidder børnene musestille og kalligraferer de vanskelige kinesiske tegn. Men jeg har knap forladt rummet, før børnene griner og larmer igen. De kunne lige så godt være danske. Det er selvfølgelig en mønsterskole, som de kinesiske myndigheder har valgt at vise frem. De er med rette stolte af skolen, som jeg må indrømme, at jeg ikke har set magen til nogen andre steder. Opvarmning sker med solvarme, materialerne er miljøvenlige, og skolens drift bygger på principper om bæredygtighed. »Vi viser udlændinge det bedste, vi har«, bliver der sagt. Men selv om skolen så langtfra er repræsentativ for Kinas 607.000 skoler – tværtimod – så er skolen et godt billede på den vej, Kina gerne vil gå. Og et godt billede på det, der i disse år ændrer det kæmpemæssige land til ukendelighed: enorme opsparings- og investeringskvoter. Ud af et langt mindre nationalprodukt pr. indbygger får kineserne langt mere tilovers til investeringer i fremtiden. Det kunne vi lære af i Danmark, hvor tårnhøjt forbrug og lave investeringer martrer den offentlige sektor. Uddannelsesbudgetterne øges med 85 milliarder dollar – 16 procent. Engelsk er nu obligatorisk fra 3. klasse og nogle steder fra 1. klasse – og det latinske alfabet fra 1. klasse for alle elever. Flere unge tager til udlandet for at læse, og flere inviteres den anden vej. Men det traditionelle kinesiske uddannelsessystem giver problemer i forhold til globaliseringen. Tiden er løbet fra den stolte tradition, der går helt tilbage til filosoffen Kungfutse (551-479 f.Kr.), hvor eleverne passivt terpede de vanskelige tegn, som man er nødt til at lære udenad, og i respekt for lærerne ikke stillede spørgsmål. Som en ung kineser sagde: I Kina kopierer vi alting. Også i uddannelsessystemet kopierer man viden. Men det går ikke i en verden, hvor teknologien udvikler sig så stærkt, at alle må udvikle deres kompetencer for at følge med. De kinesiske børn og unge skal lære at tænke selv, turde stille spørgsmål og være i stand til at arbejde selvstændigt og sammen med andre. Det er den kinesiske undervisningsminister, Zhou Ji, meget bevidst om. Derfor er Danmark en interessant samarbejdspartner. Vi har et godt ry, når det gælder uddannelse og opbygning af et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt. Kineserne er meget interesserede i at lære af danske erfaringer. Danmark er kendt for ikke bare at give de studerende viden; vi lærer dem også at bruge den viden, stille spørgsmål og tænke og arbejde selvstændigt og i grupper. Det har det moderne Kina brug for, og det ved kineserne. Den kinesiske undervisningsministers vision er, at Kina ikke bare skal lave dippedutter, men også være et kreativt folk, der får ideer. Det er et meget stort marked for danske uddannelsesinstitutioner og virksomheder, der nu bliver åbnet. Flere og flere kinesere kan også betale. Nogle taler ligefrem om eksport af uddannelse som et nyt vindmølleeventyr. Det kinesiske uddannelsessystem fik en hård medfart fra 1840 til 1940. Sidst i 1940’erne var over 80 procent af den kinesiske befolkning analfabeter (95 procent på landet). Efter grundlæggelsen af Folkerepublikken i 1949 fik uddannelse stor vægt – bortset fra kulturrevolutionens kortvarige ødelæggelser. Siden Deng Xiaoping i 1978 erklærede, at »det er ærefuldt at være rig«, er Kina gået fra statsstyret planøkonomi til en økonomi, der med visse undtagelser drives af markedskræfter. Kina indførte i 1986 ni års obligatorisk skolepligt for alle. I 2005 var antallet af analfabeter faldet til 11 procent. Præsident Hu Jintao har betonet, at uddannelse skal prioriteres og udvikles med henblik på at uddanne mere professionelle og fagligt kompetente borgere, som er en »uundværlig ressource i opbygningen af et på alle måder velstillet og velhavende samfund og en socialistisk modernisering«. I 1995 udnævnte Kina 100 nøgleuniversiteter ud af landets godt 1.000 universiteter. Nogle fik ekstra ressourcer for at tiltrække de bedste studerende og forskere, så de kunne blive attraktive samarbejdspartnere for udenlandske eliteuniversiteter. Et problem er uligheden. Premierminister Wen Jiabao erkender, at landets økonomiske udvikling er ulige fordelt, og at det samme gælder uddannelserne. De enorme vækstrater på gennemsnitligt ti procent har skabt stigende ulighed, som er den største trussel mod sammenhængskraften i det kinesiske samfund. I 2005 opgjorde myndighederne antallet af sociale uroligheder til 90.000. Uligheden er nu 0.47 på den såkaldte gini-koefficient. Til sammenligning er den i USA omkring 0.40 og i Danmark 0.25. Kina lancerede i 1999 den såkaldte ’go west’-kampagne, der skal forhindre, at landet knækker over mellem land og by på grund af social uro. Udflytning af erhverv og bedre uddannelser til landdistrikterne skal mindske uligheden, mens et andet prestigeprojekt ’Det harmoniske samfund’ skal øge livskvaliteten. Vi spiste frokost med den kinesiske undervisningsminister på den årlige ’fuldmåne-dag’. Fra næste år bliver det en fridag – og kineserne får yderligere to fridage til at være sammen med familien. Alt sammen for at skabe harmoni! Som led i målsætningen om, at også den fattige landbefolkning får undervisning på højde med de fast-satte nationale standarder, vil man på forsøgsbasis give økonomisk trængte studerende mulighed for at søge om gratis optagelse på en række universiteter over hele landet i 2007. Til gengæld skal de forpligte sig til at undervise på græsrodsniveau i mindst ti år efter endt uddannelse. Også den storstilede markering af den årlige ’lærerens dag’, som falder 10. september, er led i bestræbelserne på at afhjælpe den store lærermangel og den problematiske lærerkvalitet i de kinesiske marginalområder. Bevillingsforøgelsen på finansloven går til følgende fire områder: 1) undervisning på landet, 2) subsidier til fattige studerende, 3) gymnasier og colleges samt 4) erhvervsuddannelse. I 2004 var der i Kina 684.000 forskellige undervisningsinstitutioner, herunder 607.000 almindelige skoler og 77.000 voksenuddannelsesskoler. Det totale antal af elever og studerende var over 261 mio., og antallet af lærere og øvrige ansatte i sektoren nåede 16 mio., hvoraf 13 mio. er fuldtidsansatte lærere. 340 mio. mennesker modtog i 2004 en eller anden form for undervisning i Kina. Til sammenligning har vi i Danmark godt 1.600 skoler med 600.000 elever samt otte professionshøjskoler og otte universiteter med tilsammen 100.000 studerende. Alligevel vil kineserne gerne samarbejde på alle niveauer. Det danske firma Danware har udviklet et elektronisk undervisningssystem, som kan bruges til at forbedre kvaliteten på landdistriktsskolerne. Det er solgt til 70.000 malaysiske skoler, men firmaet og dets kinesiske partner regner med endnu større udbredelse i Kina. Den statslige ICT-institution – svarende til Undervisningsministeriets UNI-C – er også langt fremme med at udvikle satellit- og internetbaserede undervisningsforløb til 500.000 skoler i landdistrikterne. For eksempel skal de engelsksprogede undervisningsforløb kompensere for, at hundredtusinder af engelsklærere i landdistrikterne har alt for mangelfulde engelskkundskaber til at undervise ordentligt i det. Jeg besøgte deres ’help center’, hvor 30 mand servicerer en halv million brugere. Videregående uddannelse er blevet en mangelvare i Kina. Cirka ti millioner kinesere tager hvert år den eksamen – Gao Kao – som giver adgang til college, universiteter og andre videregående uddannelser. Men der er kun lige godt to millioner, som bliver optaget på en uddannelse. Der er altså millioner af kvalificerede kinesere, som gerne vil have en uddannelse. Nogle – dem med penge – rejser ud og uddanner sig. Hvert år rejser godt 100.000 til udlandet, og i alt læser en halv million kinesere i udlandet. Selv om ikke alle vender tilbage til Kina igen, opmuntrer de kinesiske myndigheder endnu flere til at rejse ud. Der er statsstipendier til de dygtigste. Kinas ’exchange’-styrelse har for eksempel netop bevilget 5.000 stipendier til studerende på ph.d.-niveau til studier på eliteuniversiteter over hele verden. 40 stipendier går til Danmark. I Danmark kan alle studerende rejse ud, hvis de ønsker det. Fra næste år kan danske studerende tage både SU’en (verdens højeste) og undervisningstaxametret med til udlandet i op til to år. Pengene følger de studerende. Kun de færreste kinesere har råd til at betale for studier i udlandet. Det har skabt et stort marked for uddannelse i Kina. Handelsskolen Niels Brock har stor succes med at udbyde treårige diplomuddannelser i samarbejde med kinesiske universiteter i Shanghai og Changchun, en lille by på tre mio. indbyggere i det nordlige Kina. 800 kinesere læser nu på et af Niels Brocks kurser. Interessen for Niels Brocks uddannelser er så stor, at direktør Anya Eskildsen anslår, at Niels Brocks aktiviteter på de korte videregående uddannelser om tre år vil være større i Kina end i Danmark, såfremt Niels Brock får lov at tilbyde kineserne en bachelorgrad, eventuelt i samarbejde med en professionshøjskole. Jeg var med til semesterstart på det danske program på Shanghai Finance University og et par dage senere på College of Humanities and Sciences på Northeast Normal University i Changchun, hvor jeg blev modtaget af over 1.000 studerende, der viftede med Dannebrog ved indgangen til skolen. Da vi gav mulighed for det, var de studerende ikke blege for at stille kritiske spørgsmål. For eksempel: »Hvorfor har vi europæisk jura og ikke kinesisk jura, når vi skal finde arbejde i Kina?«. »Kan alle, der består de første tre år i Kina, tage en bachelorgrad i Danmark?«. Det var tydeligt, at de studerende allerede har taget den danske kritiske sans til sig. Niels Brock indledte sit samarbejde med de to universiteter i henholdsvis 1996 og 2002 og har siden udviklet studierne, som indeholder danske engelsksprogede kurser i marketing, økonomi, jura, sprog m.m. – samt obligatoriske kinesiske fag som Maos teori, Moraltime og marxistisk filosofi. Niels Brock bidrager med lærere, undervisningsplaner, pensum samt efteruddannelse af kinesiske lærere, der sendes til Danmark på kurser. De studerende skal arbejde i grupper og være aktive i timerne og i praktikken. Det lyder selvfølgeligt, men det er lettere sagt end gjort at få disciplinerede kinesere – der helst ikke spørger om noget i timerne for ikke at udstille deres uvidenhed – til at boltre sig i gruppearbejde og spørgelyst. De kinesiske studerende er – efter enkelte beklagelige oplevelser med visse danske uddannelsesinstitutioner – meget opmærksomme på, hvad de får ud af et internationalt studium. De vil have anerkendte grader som f.eks. bachelorgraden. På kinesiske hjemmesider og tv advares der mod kurser, som er blevet oversolgt eller ikke giver formelle kompetencer. En kinesisk familie bruger ofte hele deres livsopsparing på at give deres eneste barn en uddannelse. Vi vil nu sikre kvaliteten for både danskere og kinesere. Et af hovedformålene med mit officielle besøg i Kina var at underskrive to omfattende aftaler om samarbejde med den kinesiske undervisningsminister Zhou Ji og videnskabsminister Helge Sander. Den første aftale skal understøtte udvekslingen, så flere danske studerende får mulighed for at læse i Kina, og flere kinesiske studerende får mulighed for at læse i Danmark. Vi vil samarbejde om alt fra sygeplejersker til universitetsstuderende op til ph.d.-niveau i form af udveksling af lærere, studerende og workshops. Dermed er den formelle ramme skabt for at udbygge eksporten af dansk uddannelse til Kina – både i form af undervisningsmaterialer og hele uddannelsesforløb i Danmark eller i Kina. Udlændingeservice har netop haft en fact-finding mission i Kina for at afdække rekrutteringen af kinesiske studerende. Der er behov for at stramme op på nogle områder. Det skal understøttes af den anden samarbejdsaftale, vi underskrev, om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, akademiske grader og uddannelsesniveauer. Det betyder bl.a., at kinesere, der optages i Danmark, skal have de rette kvalifikationer og tale godt nok engelsk. Det skal også sikres, at kineserne bliver optaget på uddannelser, som giver en eksamen, de kan bruge i Kina, f.eks. en bachelorgrad. Det ødelægger Danmarks ry som uddannelsesland, hvis kinesere lokkes på danske skoler under falske forudsætninger, f.eks. hvis de tror, at et højskoleophold giver en eksamen. Regeringen har netop afsat 24 mio. kroner til at ’brande’ Danmark som uddannelsesland. Der skal bl.a. udarbejdes retningslinjer for god markedsføring af uddannelser, en ’code of conduct’, hvor det bliver indskærpet, at uddannelsesinstitutionerne har pligt til at sikre, at de studerende opfylder optagelseskravene. Vi vil også fra næste år indføre stikprøvekontrol af de studerendes kvalifikationer. En dårlig oplevelse kan gøre ubodelig skade på Danmarks renommé som uddannelsesland. Det er derfor vigtigt, at institutionerne selv holder justits og sørger for at opretholde en høj kvalitet i deres tilbud til udenlandske studerende. Enkelte har udtrykt mistillid til at samarbejde med et land, der ikke har demokrati. Min holdning er, at personligt samkvem, uddannelsesudveksling, forskningssamarbejde, handel, OL m.m. ikke kan undgå at fremme demokratiet i den sidste ende. Hvilket da også bekræftes af kinesiske demokratiforkæmpere. Der er i dag godt 3.000 kinesiske studerende i Danmark. De udgør halvdelen af alle udenlandske studerende fra lande uden for EU. Men også flere danskere læser nu kinesisk. Faget har bredt sig som valgfag på gymnasierne, og i år er 94 unge blevet optaget på kinesisk på danske universiteter, medens 76 danske udvekslingsstuderende opholdt sig i Kina i 2006. Forleden havde jeg fornøjelsen af at uddele Undervisningsmiddelprisen til forfatterne af den nyudkom-ne ’Kinesisk 1 – kinesisk sprog for begyndere’ af Lene Sønderby Bech og Christian Nielsen. Den skal nok blive brugt. Men det kinesiske er ikke helt let at mestre. Det måtte jeg sande, da jeg ville læse en almindelig hilsen op: »Min store fod har det godt«, kom jeg til at sige i stedet for »goddag til alle«. Sætningerne staves ens, men intonationen gør hele forskellen. Heldigvis er dansk og kinesisk humor meget lig hinanden.