»Jeg talte om dig, du gjorde mig tavs. Jeg smagte din sødme, og alting standsede. Forvirret flygtede jeg til mit hjertes hus, og der fangede du mig«. Jalaludeen Rumi (1207-1273), digter, sufimester og teolog Et overset element i religionsdebatten verden over er mysticismen og åndeligheden, som igennem tiderne har nedbrudt had og fordomme for i stedet at tænde kærlighedens lys i det enkelte menneske og imellem mennesker. Det er ingen hemmelighed, at kærlighedsaspektet i islamisk teologisk tænkning og praksis igennem de sidste to århundreder er blevet kvalt og begravet. Det er der flere grunde til, de er dog ikke en del af artiklens emne. Dyrkelse af de ydre dimensioner såsom materialisme og kapitalisme (typisk i form af størst indtjeningsmuligheder og psykologisk udnyttelse) har domineret det religiøse rum såvel som det politiske. Fokus på de ydre dimensioner har været så dominerende, at disse kræfter nu truer vores menneskelige velbefindende og harmoni. Ødelæggelse af miljøet og søgen efter stadig mere jord (eller rettere sagt det, som er under jorden) i form af ’retten’ til ressourcerne ved polarbæltet og den forøgede rumaktivitet er tegn på en indre krise i mennesket. Alt tyder på, at denne indre krise er begyndt at manifestere sig som destruktion af det ydre. Menneskets fjendskab og vold imod sine omgivelser medfører skader på naturens økosystem. Men selv om verden ser ud til at bevæge sig ’fremad’ mht. økonomisk vækst, bedre velfærd og sikkerhed, er det ikke ensbetydende med, at vi er blevet mere ’lykkelige’ end tidligere generationer. Tværtimod. Ulykken, angsten og uroen er stadigvæk menneskets grundvilkår uanset nationalitet, religion, køn osv. Hvis Jalaludeen Rumi havde levet, ville han have sagt, at menneskets indre krise er opstået pga. manglende kærlighed i tilværelsen. »Kærlighedens religion er som intet andet«, hævdede Rumi. Han ønskede ikke at grundlægge en ny religion, men ville i stedet understrege, at essensen af alle religioner er oprigtig hengivelse til Gud og dermed slet og ret kærlighed. Det kærlighedsbegreb, som Rumi omtalte, er den højeste form for kærlighed, også kendt i vestlig filosofisk tænkning som agape, den spirituelle, betingelsesløse kærlighed, der forvandler det falske, selvoptagede selv til et mere oplyst eller ’højere’ selv. Denne form for kærlighed har en evne til at opløse menneskets lavere tilbøjeligheder, idet den udvikler og danner vores indsigt og får det smukke i os til at blomstre. Rumis kærlighedsbegreb må ikke forveksles med den egocentrerede og personlige kærlighed, som er en selvbekræftende og selvskabt tilstand. I Rumis opfordring til mennesket om at søge kærligheden ligger der en konstant udfordring om at opdage, hvad der allerede er iboende i menneskets egen bevidsthed. Rumis budskab om at søge kærligheden er yderst relevant for os i dag, hvor krigen, hadet og radikaliseringen er på fremmarch. Radikalisering og ekstremisme har mange årsager, som findes i socioøkonomiske, kulturelle, politiske sammenhænge. Mediernes noget ensartede udlægning af, hvordan muslimer og islam forholder sig til det danske samfund, hjælper kun til at grave grøften imellem ’os’ og ’dem’ endnu dybere. Netop på grund af den nuværende politiske og sociale situation og de menneskelige forhold (eller mangel på samme) er der al mulig grund til at påminde om og sætte fokus på mangfoldigheden i islam. Islam rummer som religion en masse forskellige traditioner, og en måde at få kontakt med de mere spirituelle dimensioner på sker via sufismen, en åndelig islamisk tænkning, som mange muslimer endnu ikke har kendskab til. De fleste har dog heller ikke haft forudsætninger for at kende til denne tradition. Mange unge muslimer i Danmark kan eller vil ikke forstå imamerne i ordenes dobbelte betydning. Flere moskemiljøer har været alt for dogmatiske og kulturbundne, og imamerne har været uvidende om de behov, som de unge ’søgende’ har haft. Det har forvirret de unge, og det har givet dem anledning til at opsøge andre muslimske miljøer uden for moskeerne, hvor tilhængerne talte et sprog, som de kunne forstå, men som tit havde en mere ekstrem og ideologisk/politisk dagsorden. Nogle af tilhængerne talte om en højere sag. Men denne højere sag bliver i sin yderste og mest ekstreme form til noget hadsk og voldeligt. Rumis budskab om kærlighed blev formidlet i en tid, hvor krig og kaos var herskende i og omkring den historiske persiske by Konya (i dag tyrkisk). Krigene var ikke religionskrige (islam, buddhisme, jødedom, hinduisme, zoroastrianisme og kristendom levede i fredelig sameksistens), men politiske magtkampe, der opstod pga. udefrakommende oprør og mongolske krigsherrer. Rumi forsøgte at genskabe relationen til Gud, fordi han kunne mærke, at mange folk manglede et personligt forhold til Gud. Det var denne mangel, han reagerede så stærkt på. Rumi ønskede, at alle mennesker kom til at føle den uendelige ’beruselse’ i Guds kærlighed, som han selv følte. Det var hans højere sag. Men hvordan kunne Rumi som teolog og mystiker på en gang være så rummelig og åbenhjertig og på samme tid grundfæstet i sin tro på de hellige skrifter; Koranen og profetens ord? Det er et meget relevant spørgsmål i dag pga. den mistro og skepsis, som mange udtrykker over for forestillingen om, at muslimer kan praktisere deres tro og stadigvæk prædike fred og kærlighed. Svaret på, hvordan de to forenes, findes i teologien, bl.a. i islams gudsbillede. Ifølge Koranen er Gud roden til verdens mangfoldighed, til de forskelligartede trosretninger og livsopfattelser, som findes blandt mennesker. Og disse bør følgelig prises som en del af Guds skaberværk. Gud har skabt verden, og han er enheden og kilden bag ved alt. Som Rumi udtrykte det i sit poetiske billede: »Lamperne er forskellige, men lyset er det samme«. Koranen kom ikke for at eliminere eller slette de tidligere budskaber, men i stedet som en ’fuldendelse’ af tidligere åbenbaringer. Ordet ’fuldendelse’ skal ikke forstås som noget absolut eller urokkeligt, men som en påmindelse om og afrunding af åbenbaringerne, således at Koranens universalistiske budskab bliver et levende og dynamisk budskab, der vil kunne skabe mening ind i den tid og for de vilkår, man lever med, også et københavnerliv anno 2007. Men hvordan kan denne form for kærlighed påvirke vores interne relationer og skabe bedre forståelse? Rumis budskab læner sig meget tæt op ad profeten Muhammeds ord om »at se skabelsen som Guds familie«. Dette tætte familieforhold, som burde være imellem alle mennesker og alt det skabte i verden, kan i Danmark realiseres på to forskellige måder: ved at tilkende andre anerkendelse og udvise godt naboskab. Naboskabet spænder her fra de nærmeste til alle medmennesker i verden. For at sandt naboskab kan realiseres, må fælles omsorg blive en grundpille i samfundet; man må yde omsorg for hinanden, især over for dem, som er ressourcesvage, og som ikke lever op til samfundets norm. At være opmærksom på andres behov og være forberedt på at tage os af disse behov er en svær, men ikke umulig opgave. Hvis naboskabet blev styrket blandt samtlige grupper i befolkningen, ville det skabe et stærkt fundament, som ikke engang enkelte medieprovokationer, terrortrusler og hadekampagner kunne rokke ved, fordi der allerede var anerkendelse af den enkelte til stede i samfundet. »Når kærligheden fæstner sig, ender alle konflikter«, hævdede Rumi. Med disse ord mente han, at kærlighedens indlejring i mennesket medførte, at man blev opslugt og indoptaget i den. Ja, at mennesket selv blev den kærlighed. Det er derfor med fuldt overlæg, at selveste Dag Hammarskjöld (d. 1961), den svenske FN-generalsekretær, citerede Rumi i sit meget refleksive værk ’Vägmärken’: »Kærligheden har ingen religion, men kun Gud«. Det er den forvandlende, åndelige kærlighed, som formår at overvinde alle konflikter, og der er en særdeles god grund til at give lige præcis denne form for kærlighed en chance. Kort sagt har Rumi formået at fylde hjerter med kærlighed, livsglæde og beruselse, selv på tværs af politisk, religiøst, geografisk og etnisk skel. Derfor er det ikke overraskende, at han bliver kaldt fakkelbæreren for kærlighedens vej. Men det var nu ikke kun Hammarskjöld, som følte sig tiltrukket af Rumi. Der har været mange vestlige og ikke-vestlige filosoffer, mystikere, teologer m.m., som har fået inspiration af Rumi igennem tiderne. Hvis vi begynder i nyere historie, så ved vi, at H.C. Andersen på sin rejse rundt i Tyrkiet blev fascineret af mevlana-dansen, som han oplevede ved flere lejligheder, og som han beskrev i rejsebogen ’En Digters Bazar’. Indflydelsesrige tænkere som Georg W.F. Hegel (d. 1831), Nathan Söderblom (d. 1931), jøden Constantin Brunner (d. 1934), Aldous Huxley (d. 1963), Martin Buber (d. 1965), Anne Marie Schimmel (d. 2003) og John Hick (nulevende kristen teolog) – alle blev de påvirket af Rumis universalistiske og økumeniske tænkning, og flere har citeret ham i deres værker. I USA betragtes Rumi som den mest læste digter, efter at sufisme i 1990’erne blev introduceret og udbredt der. Deepak Chopra har sammen med bl.a. Madonna og Demi Moore indspillet en cd med sang og oplæsning af Rumi-digte med overskriften ’A Gift of Love’ i 1998. Unesco og andre indflydelsesrige organisationer rundt omkring i verden fejrer netop 2007 som Rumis år i anledning af hans 800-års fødselsdag. Rumi skrev flere værker, heriblandt sit magnum opus, ’Mathnawi’, også kaldt ’den persiske koran’. Han havde nemlig evnen til at bruge Koranens etik og eksemplificere den ved hjælp af historiefortælling og brugen af billedsprog. Nedenfor er store dele af Mathnawis prolog, ’Rørfløjtens sang’, som beretter Rumis kærlighedshistorie. Koranens bud om at »elske Gud med intensitet« gennemsyrer prologen. ’Rørfløjtens sang’Lyt til rørfløjten og dens fortælling, hvordan den synger om adskillelse: Lige siden jeg blev skåret væk fra rørenes krat, har min klage fået mænd og kvinder til at græde.Jeg savner et hjerte sønderslidt af længsel, så jeg kan dele denne kærligheds smerte. Alle, der færdes fjernt fra egen rod, længes efter genforeningens øjeblik.Ved hvert møde spiller jeg min klagesang. Jeg er ven med både lykkelige og sørgmodige. Enhver blev min ven ud fra det, der fyldte ham selv, men ingen søgte min inderste hemmelighed. Den er ikke langt fra min klage, men kan ikke opfattes af sanserne. Kroppen er ikke skjult for sjælen, og sjælen ikke for kroppen, og dog kan ingen se sjælen.Det er ild og ikke luft, som er denne fløjtes lyd: Lad den, som ikke har ilden, gå til grunde. Det er kærlighedens ild, der får fløjten til at spille, og det er kærlighedens gæring, som gør vinen fuldkommen. Fløjten er en trøst for alle afviste elskere, og dens toner river vores slør bort. Har du nogensinde set en gift eller modgift som rørfløjten? Har du set en mere fortrolig ledsager og elsker? Den synger en vise for blodets vej; Den forbinder sig med Majnuns lidenskab. (Majnun var forelsket i Layla. En sufi-kærlighedshistorie, som symboliserer menneskets kærlighedsforhold til Gud. Naveed Baig). Kun den sanseløse er indviet i denne mening, og kun det øre, som Gud har åbnet, kan høre. Med sorg er vores dage blevet skæbnesvangre, de blander sig med fortvivlelse og smerte, og er der kun få dage tilbage, så sig: Lad dem gå; det spiller ingen rolle. Men du, Du forbliver, for ingenting er så rent som Du. Alle undtagen fisk bliver snart trætte af vand, og dagene for den, der mangler det daglige brød, bliver lange. De umodne forstår ikke de modnes tilstand, derfor vil mine ord blive få. Bryd dine lænker, vær fri, min søn! Hvor længe vil sølv og guld holde sig som slave? Hvis du hælder hele havet op i et krus, hvor meget rummer det da? En dags portion. Den begærliges øje får aldrig krukken fyldt. Før den er færdigudviklet, indeholder en østers ingen perle. Kun den, hvis klæder er blevet revet itu af kærligheden, bliver fri for brister og begær. Når rosen er væk, og havet visnet, vil du ikke længere høre nattergalens kærlighedssang. Den Elskede er alt; elskeren er kun et slør. Den Elskede er levende; elskeren livløs. Hvis kærligheden tilbageholder sin styrkende omsorg, er elskeren efterladt som en fugl uden vinger. Hvordan kan jeg være årvågen og bevidst, hvis lyset fra den Elskede er fraværende. Elskeren kræver, at disse ord skal gives videre, for hvis dit spejl ikke kaster lyset tilbage, hvad nytte er det da til? Hvis du finder hjertets spejl mat, er rusten ikke blevet fjernet fra dets overflade. Hvis det blev renset for al rust og alle urenheder, ville det reflektere Guds sol. Oh, venner, I har nu hørt denne historie, som fremlægger hele essensen af min sag. Til sidst Rumis måske mest kendte vers, som appellerer til hele menneskeheden, og som står indskrevet i Rumis mausoleum, der nu også fungerer som et museum i Konya, Tyrkiet: Kom, kom, hvad du end er, det spiller ingen rolle, om du er vantro, afgudsdyrker eller tilbeder ilden, kom, vores sammenkomst er ikke et sted for fortvivlelse, kom, selv hvis du har brudt dit løfte hundrede gange, kom igen.Rumis oversættelse stammer fra Folmer Blume Leides ’Rumi, kærlighedens digter’ (Aschehoug, 2003).