HVORFOR MØDES filosoffer fra alle lande til en verdenskongres i filosofi?

Hvad kan vi give verden med vores oplæg, foredrag og diskussioner? Er alt dette andet end et væld af ord? Kan disse ord have betydning for verden i dag? Andre forskere og teoretikere har særlige forskningsfelter og underviser i disse specielle felter. Filosoffer har ingen særlig disciplin. De kan have diskussioner med forskere fra et hvilket som helst område, og ikke blot med forskere, men også med teknikere, kunstnere, etikere, politikere osv. De kan gå ind på deres områder, men de hører ikke til nogetsteds. De er alle vegne og ingen steder. Deres styrke består ikke i, at de kan opvise resultater ved at arbejde på særlig områder, men i deres evne til at tale rationelt om alting og undersøge, hvilken rolle hvad som helst spiller for helheden. Det gælder for filosoffer mere end for andre forskere eller teoretikere, at de kun har sproget, kun talen, kun ordet. Andre filosoffer før dem har udviklet filosofiske begreber og tankegange, som de kan genoptage og genudvikle, og deres opgave nu er at tale filosofisk på deres egen tids vilkår; de forsøger at tænke filosofien på ny, når de beskriver, analyserer, argumenterer, kritiserer, underviser, foreslår osv. Og hvis de opdager en fare for menneskeheden, for individet eller for en sårbar gruppe, kan de vise vej til at hindre det onde eller katastrofen, og de kan advare menneskeheden imod skjulte destruktive kræfter eller en skødesløshed, der kan blive katastrofal. Men ligegyldigt hvad de gør, er den eneste magt, som filosoffer har, ordets magt som undervisere, lærere, forelæsere, anmeldere, opinionsdannere. En stor filosof i det 20. århundrede har sagt: »Ordet er mit kongedømme, og jeg skammer mig ikke over det« (Paul Ricif $Capital { return "Œ"} else { return "œ"}ur). Nogle ledere i politik og administration forsøger at få filosofferne til at skamme sig – de kan ikke se, hvad de skal med filosofi, eftersom den ikke har et teknisk formål, ikke bidrager til at øge produktionen af materielle goder og styrke folks tekniske kapacitet. Derfor betragter de filosofien som nytteløs eller ligefrem farlig. Ikke desto mindre ser vi i dag mange tegn på filosofiens livskraft, og filosofisk tænkning spiller stadig en enorm rolle i verden. Der blomstrer filosofiske foreninger verden over. Der opstår stadig nye foreninger og nye institutter for filosofi. Gymnasieelever fra mange lande mødes hvert år til en ’International Filosofi Olympiade’, hvor de konkurrerer om at skrive den bedste filosofiske stil. Sidst, men ikke mindst udkommer der stadig mange filosofiske værker på højt niveau på alle betydelige sprog. Overalt i verden optræder filosoffer inden for eller uden for de videnskabelige institutioner og bliver vel modtaget de fleste steder. HVIS ’MAGT’ betyder kulturel og politisk indflydelse, er filosofien blevet en global verdensmagt. På vores klode, hvor krige og konflikter ikke bliver færre, viser den sin magt ved at forsvare tankefriheden, friheden til at hævde høje værdier, friheden til kritik af uretfærdigheder og friheden til samtale på tværs af alle kulturelle og nationale grænser – kort sagt filosofi viser sig overalt som en magt til at stifte fred. Uden filosofi var verden sikkert et endnu værre sted for mennesker, end den er i dag. Dette viser, at magt ikke nødvendigvis er beherskelse af andre, men kan være frigørende, give rum for nye muligheder, åbne nye horisonter, vise skjulte kræfter og chancer. Man glemmer ofte, at økonomiske, teknologiske og militære magthavere ikke har monopol på magten i verden. Filosofisk argumentation og refleksion udgør en ikke-økonomisk, ikke-teknologisk og ikke-militær magt i kraft af ordet, der kan udfordre de andre magter, afsløre løgne og illusioner og give et bud på en bedre verden. Man har ofte overset det filosofiske ords magt, idet filosofi er blevet set som ren beskrivelse, ren henvisning til noget foreliggende, et uskyldigt spejl, der glemmer sig selv og blot bringer os tæt på tingene. Men denne idé om filosofien som et spejl af naturen er i vor tid blevet kritiseret både fra en hermeneutisk synsvinkel (hos Hans-Georg Gadamer, Paul Ricif $Capital { return "Œ"} else { return "œ"}ur m.fl.) og et pragmatisk synspunkt (hos Richard Rorty), dvs. både fordi man glemte, at erkendelsen af verden aldrig blot kan afspejle den, men altid må være en fortolkning, og fordi det satte filosofien uden for handlingens sfære. Men allerede før denne kritik indledte Oxford-filosoffen J.L. Austin det, man har kaldt »den sproglige vending i filosofien«, med sine forelæsninger i 1955, efter hans død udgivet i 1962 under titlen ’How to do Things with Words’ (Hvordan vi gør noget med ord). Heri viste han, at selv den reneste beskrivelse af noget er en handling, en talehandling. Han skelnede først og fremmest mellem to slags talehandlinger: dels selve den handling, hvormed man udtrykker en mening og taler om noget, f.eks. en beskrivelse eller en benægtelse; dels den handling, hvormed man henvender sig til nogen med det, man siger, f.eks. et spørgsmål eller en fordømmelse. Hans pointe var, at ingen af disse to talehandlinger kan eksistere uden den anden; de er to aspekter af ’den totale talehandling’. Vægten kan i den bestemte ytring være lagt på den ene eller den anden af de to, men allerede ved at udvælge noget, vi vil beskrive, og dermed udelukke noget andet, udøver vi en særlig indflydelse i forhold til dem, der læser eller hører os. Vores tale er således altid en magt i verden. DETTE GÆLDER også filosofisk tale. Filosofien har magt i verden som sprog i tale gennem forskellige medier, på papir eller på nettet. Og filosofferne må derfor som andre tage ansvar for, hvordan de handler ved at tale. Men ikke al slags filosofi er nødvendigvis et gode. Vi har i det 20. århundrede lært, hvor destruktiv og katastrofal nationalistisk og fascistisk tænkning kan være for menneskeheden. Den kan være meget forførende for en gruppe og give grundlag for en massesuggestion, der appellerer til den værste del af os. Denne del af os selv er ikke kun vores egoistiske drifter, men også det, den japanske filosof Tomonobu Imamichi har kaldt de »nosistiske« drifter, en egoisme i flertal (af latin: nos, vi). Det er en gruppeegoisme, der splitter menneskeheden og betragter alle andre og enhver fremmed, der tilhører en anden gruppe, en anden kultur eller religion, som mulig fjende. Men Austins erkendelse af de to aspekter af sproget er ikke tilstrækkelig for at forstå, hvordan vores ord kan være både gode og onde. I talesituationen har ordet ikke blot en indflydelse ved at overføre mening eller information fra en person til en anden eller ved at stille spørgsmål, appellere, fordømme osv. En talehandling kan have til hensigt at forme den anden ved at beherske, undertvinge eller ydmyge ham eller hende. Derfor findes der et tredje sprogligt aspekt, som den skarpsindige Austin også havde blik for, men ikke gjorde meget ud af. Det består i at sige noget for at fremkalde en bestemt virkning i den person, der måtte høre det. I al den sprogfilosofi, der blev udviklet i det tyvende århundrede inden for og uden for europæisk kultur, finder man imidlertid ikke meget om denne form for talehandling. Filosofferne må derfor i dag beskæftige sig meget mere med, hvordan ikke blot deres eget sprog, men tale i det hele taget kan både oplyse og forføre, både frigøre og manipulere. Nu har det altid hørt til filosofiens adelsmærke, at den vil oplyse og frigøre ved at tale fornuftigt, dvs. søge enighed om nogle sager i en samtale, hvor alle parter er ærlige over for hinanden og over for sig selv. Og selv om filosoffer fra Platon til Søren Kierkegaard og senere bl.a. Derrida ikke har udelukket ironi og en vis forførelse i striden mellem fortolkningerne, har ingen hævdet, at en forførelse, der reducerer mennesker til blinde redskaber for en ideologi eller til en flok, der blot lader en fører tænke for sig, bringer dem til fornuft. Men filosoffer er fornuftens vogtere. Derfor skal filosofien hverken være et bedøvelsesmiddel eller hadsk tale. Og selv i den hårdeste kritik skal filosoffen være sober. Fornærmelser og injurier hører ikke til filosoffens sprog; den slags reducerer argumentationen til vold og gør filosofiens magt til egoistisk eller nosistisk krigsførelse. I dag har filosofien tabt sin uskyld. Vi kan ikke filosofere uden at betænke, hvad vi gør, når vi taler. Vi må blive mere bevidste om, at vi i enhver ytring fra den mest intime samtale til politiske taler på verdensscenen både kan opmuntre og såre, både inspirere og undertrykke andre. Men det gælder jo ikke kun filosoffer; det gælder alle, der har ordet i deres magt. Vi indser, at denne magt er umådelig. Og det er blevet en af de mest påtrængende opgaver for dem, der vil tænke filosofien på ny, at gennemtænke, hvad vi alle er med til at gøre i en verden, som vi måske mere end nogensinde skaber med vores ord. Det største problem i dag er nok dette: Hvordan undgår vi med vores ord det sammenstød mellem civilisationer, som Samuel P. Huntington har set som den største trussel imod menneskeheden i vores århundrede? Vi må derfor gøre os klart, ikke blot hvad ord kan bevirke mellem mennesker i et enkelt land, men også imellem alle folk i verden, mellem forskellige nationer, kulturer, sprog og traditioner. LAD MIG TAGE et eksempel: I september 2005 trykte Jyllands-Posten nogle karikaturer af profeten Muhammed, der skildrede ham som terrorist, f.eks. ved at vise ham med en bombe i turbanen. Tegningerne var ledsaget af den begrundelse, at muslimer skulle lære at tåle »hån, spot og latterliggørelse«. Reaktionen i den muslimske verden var ophidset og til tider meget voldsom: Danske flag blev brændt mange steder, osv. På det tidspunkt afviste de fleste andre danske aviser at vise tegningerne, men den danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, udtrykte ikke nogen klar afstandtagen fra tegningerne. I stedet erklærede han, at der er ytringsfrihed i Danmark, og at regeringen hverken skulle eller kunne gribe ind i beslutninger, som alene var avisens ansvar. Da han blev bedt om at undskylde tegningerne, forstod han det som en opfordring til at tage ansvar for noget, som regeringen ikke havde gjort, og han nægtede at give nogen undskyldning. Få danskere så sagen som en overtrædelse af injurielovgivningen; men mange anså den for et moralsk spørgsmål. I begyndelsen så statsministeren den derimod hverken som et juridisk eller et moralsk spørgsmål. Imidlertid lagde hollænderen Geert Wilders for nogle måneder siden en yderst aggressiv antimuslimsk kortfilm, kaldet ’Fitna’, på nettet, og da han kom til Danmark i forventning om at få den danske statsministers opbakning, tog denne den skarpeste afstand fra filmen. Det kunne vel også være gjort over for Jyllands-Postens tegninger. Hvorfor gjorde han ikke det? Sagen er, at tegningerne blev forsvaret I Danmark ud fra retten til ytringsfrihed. Og da det danske efterretningsvæsen for nylig fortalte pressen, at man mistænkte tre unge mennesker – en dansker og to tunesere – for at planlægge at myrde karikaturtegneren (beviser blev af »sikkerhedsgrunde« tilbageholdt), var der ingen dansk avis, der omtalte de tre mistænkte som mulige simple forbrydere, men næsten hele pressen blev grebet af en slags krigslogik og bragte nu tegningerne for at forsvare Danmark – dette ytringsfrihedens land – imod alle dets fjender! Resultatet lod ikke vente på sig: Der kom et blodigt selvmordsangreb på den danske ambassade i Pakistan. SPØRGSMÅLET ER: Skyldes hele denne ulykkelige historie ikke dårlig filosofi? Ideen om ytringsfrihed dukker op i det første tillæg fra 1791 til USA’s forfatning, hvor det hedder, at ingen lov må hindre ytrings- og pressefriheden, og der var naturligvis tænkt på retten til at kritisere magthaverne. Ideen gentages i artikel 19 i verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948: »Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed«. Men den berømte menneskerettighedserklæring i kølvandet på den franske revolution i 1789 proklamerede ikke en ytringsfrihed uden grænser. Det svarede til dens definition af friheden som retten til at gøre alt, hvad der ikke skader andre. En absolut ytringsfrihed er da også problematisk. Det gælder allerede religionsfriheden, som historisk går forud for kravet om ytringsfrihed. Den er heller ikke ubegrænset, eftersom friheden til at praktisere tvang for at omvende folk aldrig er blevet alment accepteret som en menneskeret. Men også ytringsfriheden kan praktiseres som vold, når den opfattes som friheden til at såre og ydmyge andre. Der er imidlertid tænkt en menneskeret, der er mere fundamental end retten til ytringer; det er tankefriheden, der blev hævdet af Voltaire og mange andre filosoffer i oplysningstiden. Den er i modsætning til ytringsfriheden absolut. Enhver ved, at i en familie eller mellem venner kan man tænke hvad som helst om de andre. Men hvis man ønsker et godt familieliv eller et godt venskabsforhold, må man tage hensyn til, hvordan man taler til andre. Man bruger ikke ordet som våben imod dem. HVORFOR SKULLE det forholde sig anderledes i den store familie, vi kalder menneskeheden? Som medlemmer af denne menneskehed, som verdensborgere, må vi erkende, at ydmygelse af andre kan være den mest brutale vold, vi kan udøve, uden direkte at slå ihjel. Den økonomiske undertrykkelse i verden er slem, men manglen på anerkendelse af andre er værre. Det vil ikke koste os europæere og amerikanere noget økonomisk at give denne anerkendelse. Alligevel forekommer det vanskeligere for os end noget andet. Det kræver en ydmyghed, vi ikke besidder. Derfor behøver vi filosofi.