En patient kan ikke helbredes effektivt uden en korrekt diagnose.
Og det kan gå helt galt, hvis man behandler for noget helt andet end det, patienten fejler – i værste fald kan det medføre dødsfald. Eurozonen står i en lignende situation. En fejldiagnose har i de sidste to år resulteret i en forkert behandling, som på mange måder bare har gjort det værre, og hvis behandlingen fortsættes, risikerer den på sigt at dræbe patienten (euroen).
Den fremherskende diagnosticering af eurokrisen i medierne er, at det er de dovne sydeuropæere og deres dysfunktionelle politiske systemer, som driver euroen mod afgrunden. Tyskland opfører sig som ansvarlig leder ved at kræve, at grækerne, italienerne og spanierne tager deres medicin for at blive rask. Medicinen er en drakonisk nedskæringspolitik og strukturreformer, der skal stabilisere landenes finanser samt øge deres konkurrenceevne.
Men problemet med udelukkende at se den som et sydeuropæisk fænomen er, at det er for ensidigt og bygger på en række misforståelser. Og fejldiagnosen har resulteret i, at den behandling, der er ordineret, ikke har store chancer for at løse krisen.
Det er rigtigt, at visse lande har haft et overforbrug og holdt lønfest, mens tyskerne sparede – deraf navnet på landene på engelsk – PIGS (grise), som står for Portugal, Italien, Grækenland og Spanien. Men årsagen til krisen er ikke udelukkende, at grækerne og italienerne har været dovne og lånt sig til vækst og velstand.
Årsagerne til krisen er mange. Her vil jeg pege på tre overordnede årsager, som ligger uden for Pigs-landene, som peger mod andre løsninger end den ensidige satsning på nedskæringspolitik: 1) Den tyske undergravning af reglerne for eurozonen. 2) Den Europæiske Centralbanks ’one-size-fits-all’-rentepolitik. 3) Den tyske ’devaluering’. For det første har Tyskland selv undergravet de regler, der kunne have forhindret krisen i at opstå.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar