Danskernes sundhedstilstand er ikke særlig god, sammenlignet med andre europæiske befolkninger på samme økonomiske niveau.
Og der er stor ulighed i sundhed. De kortest uddannede dør meget tidligere og har en langt større sygdomsbyrde end danskere med lang uddannelse. Der er store forskelle, alt efter hvor vi bor. Ifølge professor Finn Diderichsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet er middellevetiden på Nørrebro som i Vietnam (71 år). Middellevetiden i Nakskov er som i Mexico (74 år). Middellevetiden i Danmark som helhed er som i USA (77,5 år). Og kun i Søllerød er middellevetiden på niveau med gennemsnittet for hele Sverige, nemlig 81 år. Det er ikke, fordi det i sig selv er farligere at bo i Nakskov eller på Nørrebro, end det er i Søllerød. Det er, fordi der gennemsnitlig bor flere lavtuddannede i disse områder. De dør tidligere og måske endnu værre: De må livet igennem slås med gennemsnitlig 11 flere sygdomsår på grund af de sundhedsproblemer, der til sidst tager livet af dem. Dårlige danske sundhedsniveauer har meget at gøre med kost, rygning, alkohol og manglende motion (de såkaldte KRAM-faktorer). Og ifølge Finn Diderichsen, der er professor i almen medicin, har dansk sundhedspolitik været ineffektiv sammenlignet med alle andre vesteuropæiske landes. Man kan mene, at det er folks egen sag, hvordan de lever med bl.a. rygning og alkohol, men en række miljø- og adfærdsmæssige årsager til dårlig sundhed hober sig op hos mennesker med kort uddannelse og lav indkomst. Og der er tendenser til, at de ’nedarves’. Børn med gode vilkår er mindre sårbare over for dårligt helbred senere i livet. Det handler naturligvis om meget mere end penge, men en af Finn Diderichsens primære konklusioner er, at en af de vigtigste indsatser, man kan gøre for folkesundhed, er at minimere fattigdom blandt børnefamilier. I en tid med kraftigt stigende arbejdskrav kan stærk folkesundhed være afgørende for den økonomiske udvikling. Vi har for få hænder i samfundet. Det er vigtigt, at barndommen bliver starten på et godt liv, der tilfører samfundet ressourcer i stedet for det modsatte. Med EU som inspirator skal man nu i alle EU-lande se på samspillet mellem integration, økonomisk og social ulighed og ulighed i sundhed. Alle EU-lande laver nationale handleplaner om social inklusion, og disse planer handler for første gang også om sundhed. Bedre forståelse af samspillet mellem økonomi, social marginalisering, manglende integration og sundhedsmæssig ulighed gør det muligt at sætte stærkere ind over for faktorer, der skaber uligheden. Finn Diderichsens konklusioner blev fremlagt ved en konference i København, da den danske regerings handlingsplan for social inklusion første gang blev diskuteret offentligt. Planen diskuteres videre ved en konference i Århus i dag, og efter en afsluttende konference i efteråret gives konklusioner og anbefalinger videre til regeringen. De tre nationale og offentlige konferencer støttes af EU, af Socialministeriet og af Rådet for Socialt Udsatte og arrangeres af Socialpolitisk Forening og CASA. Resultaterne skal også indberettes til EU, der koordinerer EU-landenes indsatser og søger at opnå en grad af harmonisering på et område, der dog er baseret på politisk frivillighed. Den danske handlingsplan er stærkt fokuseret på beskæftigelse. Og det er forståeligt. Den danske beskæftigelsespolitik er på mange områder meget effektiv og beskæftigelsesniveauet meget højt. Det er da også givet, at beskæftigelse kan være en af de vigtigste veje væk fra sociale og sundhedsmæssige problemer. Men på den første konference var der en meget kritisk diskussion af, at regeringens meget store beskæftigelsesfokus på nogle områder svækker socialpolitikken. Og konklusionerne om ulighed i sundhed gav et nyt fokus på, at det, regeringen kalder beskæftigelsesmæssige incitamenter, kan føre til en vækst i sociale problemer. Den lave starthjælp, den lave integrationsydelse og loftet over kontanthjælpen er tre eksempler på, at man med økonomiske incitamenter eller straf giver mennesker uden for arbejdsmarkedet en stærk tilskyndelse til at komme i arbejde. Der har været en hidsig diskussion om i hvilken udstrækning disse incitamenter virker, men den seneste undersøgelse fra Rockwool Fonden peger på, at der er en vis succes i hvert fald for starthjælpen. Efter 16 måneders ophold i Danmark var 14 af 100 flygtninge på starthjælp i beskæftigelse. I en tilsvarende gruppe flygtninge, der fik opholdstilladelse, før starthjælpen blev indført, var beskæftigelsesgraden kun 9 af hver 100. På den baggrund kan beskæftigelsesministeren glad henvise til, at starthjælpen virker efter hensigten. Der er en stigning i beskæftigelsen på 56 procent (altså fra 9 til 14 mennesker per 100 flygtninge). Men det er mindst lige så vigtigt at huske, at den anden side af billedet er de 86 procent, som ikke har fået beskæftigelse. Forskningschef Torben Tranæs fra Rockwool Fonden siger: »Beskæftigelseseffekten er der, men det politiske spørgsmål er naturligvis, om 5 mere i beskæftigelse ud af hver 100 er tilfredsstillende efter halvandet år. Effekten skal holdes op mod de omkostninger, der er ved, at ganske mange familier lever på en nedsat ydelse i mange år«. En lidt større gruppe er kommet i arbejde, men for den store majoritet er resultatet af starthjælpen større økonomisk fattigdom uden arbejde. Kan det retfærdiggøres? Starthjælpen er kun et eksempel. Regeringen bruger som nævnt en række incitamenter og straffeforanstaltninger for at få flere ud på arbejdsmarkedet. Og det er nødvendigt at spørge, om det entydigt er godt for samfundet, hvis prisen for, at lidt flere fra de meget svage grupper kommer ind på arbejdsmarkedet, er, at en stor majoritet af meget svage samtidig oplever yderligere marginalisering, fordi de økonomiske incitamenter for dem bliver til økonomisk straf? Det er vigtigt at huske, at denne marginalisering også rammer børnefamilierne og børnene. Finn Diderichsen nævner, at afgørende indsatser af betydning for lighed i sundhed er – at mindske fattigdom blandt børnefamilier – at sikre daginstitutioner af god kvalitet for alle at have skoler, som motiverer til uddannelse – at opnå fuld beskæftigelse og integration at have blandede ejerskabsformer i bydelene at sikre indflydelse og udviklingsmuligheder for den enkelte i arbejdet. Børnefamilierne nævnes først. Lars Olsen har netop udgivet bogen ’Den nye ulighed’ (Gyldendal), der beskriver, hvordan Danmark er blevet et fem-sjettedeles-samfund. Det store flertal har aldrig haft det så godt, men et betydeligt mindretal er ved at blive hægtet af. 15 procent af de unge vokser op med markant ringere livschancer end deres jævnaldrende, skriver han. Vurderingen er veldokumenteret og blandt andet baseret på Socialforskningsinstituttets analyser. Lars Olsen gør meget ud af at beskrive, at selv om økonomisk ulighed fortsat spiller en rolle, handler det om meget mere og ofte om noget andet end penge. Det er meget vigtigt, hvilke rammer familien giver børn og unge. Stabile og gode familierammer giver naturligt nok en bedre start i livet. De stabile familierammer giver også bedre rammer for uddannelse, og Lars Olsen ser uddannelse som en afgørende faktor i bestræbelserne på at bryde med den nye ulighed. »Uddannelse er afgørende for, at den enkelte får en faglig identitet og et stabilt arbejdsliv. Det har også stor betydning for, om børnene bliver en del af det almindelige livsforløb. Uddannelse bliver slet og ret en afgørende skillelinje i fremtidens samfund – ja på mange måder dén afgørende«, skriver han. Og han konkluderer, at fejler vi på dette område, får vi ikke blot et fattigere Danmark, men også et samfund med langt skarpere klasseskel. Lars Olsens analyse viser, at udfordringen givetvis er meget stor. Det danske samfund er mindre homogent, end det var engang, samtidig med at arbejdsmarkedet stiller nye krav, der nogle gange er så store, at de svage skrælles fra, uanset beskæftigelsespolitik. Opgaven vil være vanskelig, uanset hvilken offentlig politik der føres. Det vil derfor også i høj grad være naivt at påstå, at problemerne løses blot ved at øge sociale ydelser og kontanthjælp til familier uden for arbejdsmarkedet. Det er heller ikke min påstand. Påstanden er derimod, at man i forhold til hver eneste sociale og beskæftigelsesmæssige beslutning er nødt til at stille meget skarpt på, om beslutningen gør vilkårene lettere eller vanskeligere for børnefamilierne. Man må ikke i det beskæftigelsesmæssige fokus glemme socialpolitikken, og man er nødt til hele tiden at se på utilsigtede negative bivirkninger. Vi har i de senere år talt meget om mulighederne for at bryde negativ social arv. Men mens den rigeste tiendedel af den danske befolkning har haft en årlig realvækst i indkomst på 2-3 procent, har den laveste tiendedel haft et lille indkomstfald. Den økonomiske ulighed er voksende og forstærker en række af de andre problemer. Ligesom Lars Olsen taler om den sjettedel, der står uden for fem-sjettedeles-samfundet, taler økonomiske eksperter om risikoen for, at der udvikler sig et lille fattigt parallelsamfund af danskere, som står uden for det velstående Normaldanmark. Det er en stor diskussion, i hvilken udstrækning voksne mennesker (alene) selv har fuldt ansvar for deres eget liv og for deres nederlag og fiaskoer. Det er ikke alt sammen samfundets skyld. Men vi kan vel være enige om, at børnene i hvert fald ikke som udgangspunkt har et sådant totalt ansvar. Hvis en økonomisk incitamentspolitik, der skal skaffe svage voksne i arbejde, har som bieffekt, at flere børn vokser op i social og økonomisk fattigdom, så er det med sikkerhed med til at fastholde uligheden i sundhed, og det vanskeliggør også uddannelsesmålsætningen. En sådan udvikling vil påføre det danske samfund voldsomme udgifter i fremtiden. Det ved vi, fordi vi ved, at tidlige indsatser ikke mindst for børnene mindsker risikoen for et senere dårligt liv og helbred, og fordi man modsat kan konkludere, at forsømte børn får dårlige liv, med det resultat at mange af dem bliver en byrde for samfundet. Mens målet må være, at de bliver en ressource, der kan være med til at løse fremtidige samfundsproblemer. Det er fint, at beskæftigelsesministeren og hans ministerium læner sig ind over dele af socialministerens område. Det kan give resultater. Men hvis en økonomisk straffepolitik fører til en markant svækkelse af den egentlige sociale indsats, vil det koste dyrt i fremtiden. Både for mennesker og for samfund. Debatterne om regeringens sociale handlingsplan kan læses på www.napincl.dk. Målet med konferencerne er at få et folkeligt fingeraftryk på fremtidige danske planer.
