Rækken af vrangvillige EU-embedsmænd med hukommelsestab er tilsyneladende uendelig, når det gælder sagen om Dr. Antonio Quatraro – den forhenværende chef for EU’s tobaksstøtteordning, som styrtede i døden fra en kontorbygning i Bruxelles i marts måned 1993.
Efter han landede på Rue de la Loi, Lovens Gade, blev der hurtigt lagt låg på den langvarige og resultatløse undersøgelse af Quatraos mulige involvering i svindel, og låget har siddet fast lige siden.
En forklaring på dette ressentiment over for journalister, der vil tale om Quatraro, kan være, at kommissionen har mulighed for at tage pensionen fra tidligere ansatte, hvis de forbryder sig mod deres tavshedspligt – en anden kan være, at Quatraro stadig er tabu, her 16 år efter sin død.
»Der er visse ting, man ikke snakker om i en familie«, som den tidligere cheflobbyist for British American Tobacco i Bruxelles, Francis De Vroey, sagde til mig, da jeg udspurgte ham om hans kendskab til Quatraro.
Mørklægning som begreb kendetegner i det hele taget Bruxelles, også i geografisk forstand – motorvejene, floden og de gyngende sumpe, som metropolen er anlagt på, er gravet ned og gemt væk under byen.
Men som freudiansk børnelærdom dikterer, giver det skjulte sig altid til kende – for eksempel som den umiskendelige lugt af kloak, der altid hænger i luften i receptionen på Hotel Europa på Rue de la Loi.
Det kan også vende tilbage som konspirationsteori; »Har du hørt, at Quatraro blev set i et skænderi på åben gade med to sydeuropæisk udseende mænd i timerne, før han døde«, hviskes der i krogene.
I en programrække på DR 2 med den melodramatiske titel ’Quatraro Mysteriet’ har vi forsøgt at finde frem til sandheden om Quatraros skæbne, om hvorvidt han blev skubbet ud ad vinduet eller selv hoppede, og om hvorvidt han var skyldig eller ej.
LÆS OGSÅ Bertelsen og Brügger efterforsker EU-dødsfald
Desværre, sandsynligvis på grund af mit og min kollega Mikael Bertelsens omdømme som spasmagere, har nogle mennesker opfattet serien som fiktion eller satire. Men skulle nogen være i tvivl, vil jeg gerne understrege, at det hele var alvorligt ment – uagtet at serien også bød på morsomme optrin.
Jeg vil også gerne hamre en pæl igennem ideen om, at vi har drejet et langstrakt stykke konspirationsteori. I virkeligheden er ’Quatraro Mysteriet’ det stik modsatte af konspirationsteori – nemlig stringent, ringbindsbaseret, undersøgende journalistik.
På den anden side kan man være ude i et nok så alvorligt og hæderligt ærinde, men lige meget hjælper det, når man er oppe imod en forsvindende lille interesse i EU fra offentlighedens side.
Ildebrand i EU
Groft sagt er undersøgende journalistik om EU i dag forsvundet fra mediebilledet.
De færreste danske medier har haft plads til at nævne, at selveste kommissionens hovedkvarter i Bruxelles, Berlaymont Bygningen, brød i brand tilbage i maj måned og måtte rømmes for personale.
Og den dag i dag er der stadig ingen danske journalister, som har fundet det opportunt at spørge ind til, hvordan branden i Berlaymonsteret (som bygningen kaldes i folkemunde i Bruxelles) opstod, hvad der brændte, og hvorfor kommissionen har været så påfaldende tavs om hændelsen.
Igen; vi taler om en ildebrand i hjertet af verdens mest komplekse lovgivningsmaskine, EU’s egentlige hovedsæde.
Eller et andet eksempel fra vores egen verden: I et afsnit af ’Quatraro Mysteriet’ dokumenterede vi, hvordan en dansk embedsmand fra kommissionen havde givet den danske europaparlamentariker Britta Thomsen (S) et vink med en vognstang om, at kommissionen ikke brød sig om, at hun ville lade sig interviewe af os.
Britta Thomsen havde i hvert fald opfattet henvendelsen som en slet skjult trussel, mens embedsmanden, som tjener under landbrugskommissær Mariann Fischer Boel, senere til os sagde, at han da »bare ville hjælpe« Britta med oplysninger om Quatraro-sagen, og at det i øvrigt var hans pligt at servicere danske medlemmer af Europaparlamentet.
Det sidste er helt sikkert løgn, for embedsmænd i kommissionen har ingenlunde til opgave at vejlede medlemmer af Europaparlamentet på eget initiativ, og det står stadig hen i det uvisse, hvordan kommissionen overhovedet opdagede, at Britta Thomsen skulle mødes med os.
Man kan lidt sammenligne det med, hvis en embedsmand fra Statsministeriet uopfordret ringede til et medlem af Folketinget og advarede vedkommende mod navngivne journalister – og så gange det med ti.
Her regnede vi faktisk med, at andre danske medier ville stå på, for uanset hvad, er det da interessant, at kommissionen forsøger at trykke folkevalgte medlemmer af Europaparlamentet på maven.
Mange journalister i Bruxelles er instinktivt bange for at blive sat i bås som EU-modstandere, hvis de går for kritisk til værks over for kommissionen. Denne beklagelige, men forståelige mentalitet kan føres tilbage til de første generationer af EU-journalister, som desværre var tilbøjelige til at håndtere den gryende union varsomt, af frygt for at slå det lille sårbare væsen ihjel i dets vugge.
Og de er jo så søde, de mange pressetalsmænd og -kvinder fra kommissionen: »Vi er skam slet ikke ude på at kontrollere dig, vi vil bare gerne hjælpe dig«, lyder den stående vending.
Men når det kommer til stykket, er der ingen grænser for, hvor meget de gerne vil kontrollere, og ve den journalist, som bliver stemplet som EU-modstander, for så bliver kaffen kold, og dørene lukker sig.
»Alle, som ikke helhjertet tilslutter sig idealet, eller den måde, det implementeres på, brændemærkes øjeblikkeligt som forrædere og kættere«, som den tidligere embedsmand i kommissionen Derk-Jan Eppink skriver i bogen ’En Europæisk Mandarins Liv’ (Lannoo, 2007).
Samtidig er det svært som journalist i nutidens Bruxelles at dække et fænomen, der efterhånden er blevet så kompliceret og uigennemskueligt, at det ikke lader sig fortælle.
Alle berettermodeller og journalistiske skabeloner kommer til kort, når man forsøger at lave et narrativ ud af EU. Man skal også lære at orientere sig i et byzantinsk embedsmandsvælde, der har pakket sig selv ind i et panser af teknokratisk sprog, som er så snørklet og kodet, at det opløser sig selv i hovedet – som en trojansk virus.
Man skal virkelig gøre sig umage for at huske, hvad begreber som budgetkontroludvalg, komitologi og acquis communautaire dækker over.
Ydermere står man over for et system, som bestandigt sletter sin egen historik. Hvad der skete for en uge siden i Bruxelles, er glemt i dag, og hvis man forsøger at spole 16 år tilbage i tiden, er fortrængningen total. Der er kun det EU, der findes lige nu, resten er glemt og borte.
Så set i det perspektiv kan det ikke overraske, at man til kommissionens ugentlige travestier på pressemøder oplever højt betalte journalister sidde og stille følgagtige spørgsmål som »Monsieur le Commissaire! Hvad er det gode ved det nye direktiv?«.
Når redaktørerne, læserne og seerne i hjemlandet alligevel er bedøvende ligeglade med EU, kan man lige så godt stryge hinanden blidt på inderlårene – hvorfor dog ødelægge den gode stemning? Ergo ser man, at ganske mange af de bedste EU-journalister ender med at være i kommissionens sold som pressetalsmænd.
EU’s uskyldstab
Selv om tv-serien om Quatraro er slut, og på trods af at alle andre tilsyneladende er uanfægtet af vores resultater, fortsætter vi med at interessere os for sagen – en sag, som muligvis handler om et mord begået i kommissionens største og vigtigste afdeling: landbrugsdirektoratet. Og om svindel uden sidestykke i Den Europæiske Unions historie.
Quatraro-sagen er desuden vigtig, fordi det var første gang, at en højtstående embedsmand i kommissionen kom under mistanke for bedrageri. Med den tidligere vicegeneraldirektør i landbrugsdirektoratet, englænderen Peter Pooleys, formulering, ændrede sagen om Quatraro »for altid den måde, vi (ansatte i kommissionen, red.) talte med hinanden på og opførte sig over for hinanden på«.
Quatraros skæbne var med andre ord det oprindelige uskyldstab, der ledte frem til den i dag vidt udbredte fordom om, at EU er et paradis for svindlere, snydetampe og taskenspillere.
Man aner desuden en dæmonisk kausalitet i sagen om Antonio Quatraro; for efter hans død begyndte skeletterne at vælte ud af kommissionens skabe, hvilket kulminerede med Santer-kommissionens dramatiske afgang i 1999. Og hele tiden, på trods af talrige forsøg, er sagen om Quatraro forblevet uopklaret.
På en måde er det blevet til sværdet, der skal trækkes op af stenen, hvis man vil rense kommissionens belastede renomme, selve ondets rod. Men sværdet sidder godt fast, og der skal lægges kræfter i, hvis man vil rokke det.
Hvis jeg skal rekapitulere vores undersøgelse af Quatraro-sagen i bullet points, vil jeg fremhæve følgende:
• Det belgiske politis arbejde med sagen er en joke, selv i forhold til belgisk standard. For eksempel fremgår det ikke af politirapporten, at to politimænd ransager Quatraros sølvgrå Mercedes nede i parkeringskælderen.
I rapporten er der udtalelser fra vidner, som ikke eksisterer, eller som i bedste fald har opgivet falsk adresse. Quatraros enke afviser ethvert kendskab til den udtalelse, hun citeres for i politirapporten, og siger til os, at hun ikke har snakket med belgisk politi.
Til politiets forsvar skal siges, at kommissionen aldrig fortæller dem, at den mand, der ligger død på fortovet, i tre år havde været genstand for en intern undersøgelse og var mistænkt for at være i lommen på organiseret kriminalitet.
Ingen af de politifolk, som stod for undersøgelsen, har ønsket at tale med os. Lægen, der underskrev dødsattesten, smækker røret på eller foregiver, at han ikke taler engelsk (hvilket han udmærket gør).
Det eneste vidne i politirapporten, der så Quatraro, umiddelbart før han døde, lyder bange, når man ringer til ham. Han smækker også røret på.
• Aftenen før Quatraro dør, kommer hans politiske mentor og patron, den italienske minister Vito Lattanzio, til Bruxelles og spiser middag med Quatraro.
I Italien er Lattanzios navn synonym med en korrupt, mafiarelateret pamper, og under Operation Rene Hænder, som var godt på vej, da Quatraro døde, blev Lattanzio to gange sigtet for at have plejet omgang med mafiaen.
Sidenhen har ingen politifolk eller journalister snakket med Lattanzio om hans møde med Quatraro, så vi var de første, der gjorde os ulejligheden.
Forbløffende nok benægter Lattanzio i dag, at middagen fandt sted, selv om Quatraros enke siger, at hendes mand skam mødtes med Lattanzio, aftenen inden han døde.
Når hun kan huske det så præcist, er det, fordi Lattanzio ikke deltog i Quatraros begravelse, selv om han var gudfar for Quatraros ældste søn – en meget alvorlig sag blandt italienere.
• Det eneste seriøse forsøg fra kommissionens side på at opklare sagen, efter Quatraro var død, strander på grund af noget, der ligner politisk pres fra højeste sted i den italienske stat.
Undersøgelsen ledes af den prunkløse og regelrette danske embedsmand Per Brix Knudsen, som får mingeleret sig frem til, at en egentlig politimæssig efterforskning af Quatraro-sagen kan starte, hvis den italienske anklager i Rom sender en anmodning om assistance til politiet i Belgien, Tyskland og Grækenland.
Det aftaler han med anklageren i Rom, men anklageren sender aldrig anmodningen af sted. Per Brix Knudsen rykker ham seks gange, men får aldrig svar.
Pludselig lukker anklageren i Rom undersøgelsen med den bizarre begrundelse, at Quatraro-sagen ikke kan opklares, og herpå lukker kommissionens antisvindelenhed deres undersøgelse, og Per Brix Knudsen får ikke sin post som chef for antisvindelenheden forlænget.
• Få dage før Quatraro døde, kort tid inden han skulle vidne foran kommissionens disciplinærkomite, mødtes Europas største tobakshandlere i suite 913 på Hotel Europa i Bruxelles. Flere af dem repræsenterede multinationale interesserer.
Til mødet blev det sagt, at Quatraro »skal elimineres, hans hoved skal skæres af«. Manden, der sagde det, var mødelederen, en af de største kanoner inden for italiensk tobak. Selvsamme mand har en anden kilde – med indgående kendskab til den italienske tobaksindustris underverden – udpeget for os, som ham der havde »motivet, magten og viljen« til at få Quatraro slået ihjel.
En af de tilstedeværende personer til mødet i suite 913 var ikke i tvivl om, at udmeldingen ikke kun var metaforisk ment. Når der blev spurgt til, hvorfor Quatraro skulle væk, lød svaret blot, at man ønskede en anden politik.
Der var ingen, som direkte sagde, at man var bange for, at Quatraro skulle afsløre over for disciplinærkomiteen, hvad han vidste om mændene i suite 913, men det lå ligesom mellem linjerne.
I årtier havde disse mænd nydt godt af EU’s idiotiske tobaksstøtte, som havnede i alle andre lommer end tobaksbøndernes. Under Quatraros ledelse var støtten steget til en milliard euro om året, og alle tricks blev brugt fra branchens side til at fifle med den. For eksempel at blande usælgeligt affaldstobak op med kolort, sælge det videre til tredjeverdenslande som gødning, og samtidig indkassere eksportstøtte fra EU, fordi man jo også eksporterede et tobaksprodukt.
Jeg tror, ingen gør sig begreb om, hvor meget der er blevet svindlet med tobaksstøtten i EU, og det er sikkert og vist, at Quatraros død er knyttet sammen med mødet i suite 913 på Hotel Europa i det tidlige forår 1993 i Bruxelles.
Igen: Ingen politimyndigheder og ingen andre journalister end os har forsøgt at undersøge, hvad der skete til dette møde.
Dead man walking
Men tøv lige en kende; på nuværende tidspunkt er de fleste læsere af denne Kronik sikkert på nippet til at stå af, hvis de da ikke allerede har opgivet ævred. EU-journalistik bliver hurtigt meget nørdet, og man glemmer det enkelte menneske, i dette tilfælde Dr. Antonio Quatraro.
»I risikerer jo at dømme en død mand, som måske er uskyldig«, sagde landbrugskommissær Mariann Fischer Boels legendariske kabinetschef, Poul Skytte Christoffersen, til os, da vi mødtes på hans kontor for at bede om kommissionens hjælp med at komme til bunds i sagen.
Når man tænker på, at Antonio Quatraro fik lov til at gå rundt på kontorgangene i landbrugsdirektoratet som en dead man walking i tre år uden at vide, om han var købt eller solgt, og hele tiden var under mistanke, og alene af den grund måske begik selvmord eller blev myrdet, ja så virker Christoffersens moralske betænkeligheder ærlig talt uanstændige og malplacerede – mener jeg.
Hvis EU i sin essens handler om respekten for det enkelte menneske, skylder vi stadig Antonio Quatraros familie at få svar på, om han var skyldig eller ej, og om hvorvidt han blev myrdet eller begik selvmord.
Og i øvrigt – efter at vi havde lukket redaktionen på tv-serien ’Quatraro Mysteriet’, bekræftede en sikkerhedschef fra kommissionen – en belgier ved navn Dominique Badoux – for os, at siden år 2000 er mindst tre andre embedsmænd røget ud ad vinduerne fra præcis den samme bygning, hvor Quatraro fandt sit endeligt.
Det er en lille bygning, hvor der arbejder omtrent 800 mennesker, så statistisk set er det helt hen i vejret. Den seneste var en hollandsk embedsmand, som stod for at analysere mælkekvoterne. Han overlevede mirakuløst og skulle efter sigende være hospitaliseret nu.
I alle tilfælde er hændelserne blevet (bort)forklaret fra kommissionens side med, at de havde »personlige problemer« og derfor valgte selvmordet.
Det samme sagde de også om Dr. Antonio Quatraro.
fortsæt med at læse
