»Afskaffe patriarkatet? Så kunne man lige så godt forsøge at feje med en kost mod Atlanterhavet!«. Udsagnet er fra slutningen af 1980'erne og hidrører fra en radioudsendelse med analytisk psykolog Eigil Nyborg. Det er måske så meget sagt, men noget er der om det. Men hvorfor siger Søren Fauli dog (Pol. 15.11.04), at kvinder ikke kan bruge mænd til noget som helst, og hvorfor tror han, at kvinder frem for at tage imod ros fra en mand hellere vil have den af en anden kvinde? Jeg forsøger et svar. Måske kan forfatteren og feministen Virginia Woolf, et af engelsk litteraturs store navne, medvirke til et litteratur- og kulturhistorisk perspektiv, der vil kaste fornyet lys over de formørkede kroge af det kønspolitiske landskab. Woolfs æstetiske og sociale overvejelser om mandens og kvindens historisk urimeligt forskellige positioner i samfundet kommer særligt til udtryk i hendes brillante essay 'Eget værelse' fra 1929. Og lad mig inddrage kanondiskussionen og lade den igangværende debat etablere et lysende læreeksempel for Søren Fauli og andre, der endnu måtte lide under en kønsrelateret desorientering. Kanonen, altså. Ud af 15 forfattere på den obligatoriske liste fra Kanonudvalget er der kun blevet plads til én kvinde - Karen Blixen. Hvad kan ligge bag en sådan forvrængning af den litterære virkelighed, som vi lige nu er vidner til? Litteratur skrives af mennesker - af begge køn - og en undervisningskanon må nødvendigvis afspejle de fundamentalt forskellige virkeligheder, kvinder og mænd historisk har befundet sig i. Men netop kanonen fik den mandlige og kvindelige ekspertise til at gå en garde - diskussionen blev nemlig til et spilfægteri om 'kvalitet' versus 'positiv særbehandling'. Hvorfor kan de to køn ikke enes om, at den diskussion selvfølgelig handler om kvalitet? Når den kvindelige ekspertise taler om kvalitet, hvorfor omdefinerer den mandlige ekspertise det så til 'positiv særbehandling'? Er det den samme virkelighed, de to parter beskæftiger sig med, kunne man - med rette - spørge. Det er kernepunktet i et indlæg (Pol. 19.11.04) af dr.phil. Pil Dahlerup, direktør i Kvinfo, Elisabeth Møller Jensen og professor Anne Marie Mai. Her påpeger de over for Kanonudvalgets formand, Jørn Lund: »Han fremstiller det (de tre eksperters henvendelse til Folketingets Uddannelsesudvalg), som om vi kræver 'positiv særbehandling'. Det gør vi ikke. Vi diskuterer kvalitet«. Ud fra de tre kvindelige eksperters faglige vurdering bør kvindelige forfattere som Leonora Christina, Tove Ditlevsen og Inger Christensen stå på den obligatoriske liste. Som forslag til de anbefalede lister anføres Charlotte Dorothea Biehl, Thomasine Gyllembourg og Amalie Skram. Endelig mener de tre, at det kvindelige gennembrud omkring år 1900 bør repræsenteres med mindst én kvinde og nævner Thit Jensen, Agnes Henningsen, Marie Bregendahl og Karin Michaëlis som mulige repræsentanter og begrunder det med: »... danske børn bør efter endt skolegang kende til den store generation af kvindelige forfattere, der debuterede lige omkring århundredskiftet 1899/1900 og fortsatte med at skrive langt op i det 20. århundrede«. Hertil vil jeg så føje - og det er, hvad interessegruppen Kvindelige Forfattere i Dansk Forfatterforening har gjort i et brev til undervisningsministeren (17.11.04), at »skrivebegavede piger i folkeskole og gymnasium ikke bør få det samme problem som tidligere kvindelige forfattere har haft med at finde sig en fuldgyldig forfatteridentitet, fordi de måtte spejle sig i et maskulint univers, der ikke oplevedes autentisk for dem« - da litteraturundervisningen også tilsigter børns og unges identitetsdannelse. Nu kan vi så læse i artiklen 'Kvinder uden status' (Pol. 17.12.04), at de tre kvindelige litterater har udformet en supplerende liste med 15 kvindelige forfattere, men at undervisningsminister Ulla Tørnæs ikke ønsker at give listen ministeriel status. Ifølge Jørn Lund kan den kun tjene som supplement til de anbefalende eller obligatoriske kanonlister: »»... den nye liste egner sig glimrende, hvis man vil give en anden vinkel end den, klassikerne giver«, siger Jørn Lund«. Kønnenes historisk forskellige virkeligheder bliver synlige gennem litteratur skrevet af kvinder og mænd. Det belyser og forklarer den slagside, der gennem tiden har fået manden (læs: det mandlige princip) til at opfatte litteratur skrevet af kvinder som privat og andre mænds litteratur som almen og universel. Også manden søger altså identitet og genkendelse gennem læsning af litteraturen, og det er de mandlige forfatterskaber, der har tegnet konventionen. Det er sket, fordi den litterære tradition, som i umindelige tider ganske naturligt hørte til mandlige forfatteres domæne, tidligere helt manglede for kvindelige. Men begge køns virkeligheder må anerkendes som lige gældende og fuldgyldige. Læs følgende passage fra 'Eget værelse', hvor Virginia Woolf på British Museum undersøger sit emne, kvinder og skønlitteratur, og døm selv: »Hvis kvinden ingen anden eksistens havde end i mændenes litterære værker, ville man anse hende for at være en person af største vigtighed (...). Hun gennemsyrer digtningen fra første til sidste side, men hun mangler næsten fuldstændig i historien (...). Nogle af de mest bevingede ord, nogle af litteraturens dybeste tanker kommer fra hendes læber, i det virkelige liv kunne hun næppe læse, ja næppe stave og var sin mands ejendom«. Mandens historiske sandhed om kvinden har altså hverken spejlet kvindens virkelighed eller kønnenes gensidige dragen mod hinanden og indbyrdes forhold på en for kvinder autentisk måde. Jeg oplever det i hvert fald hverken særlig alment eller universelt, men derimod typisk mandligt, når jeg hos en forfatter som f.eks. Jan Kjærstad bliver underholdt med det mandlige kønsorgans formidable evne til at favne verden og kosmos, som mødet med forskellige kvinder sætter i spil. Selv om jeg da - indrømmet - kan finde det underholdende i al sin velskrevethed, når jeg er oplagt til den form for morskab. Jeg finder megen inspiration i god litteratur skrevet af mænd, men frem for at søge identitet gennem et mandligt kønsorgan, finder jeg da langt større autenticitet som kvinde og forfatter i læsningen af kvindelige forfatteres værker, historiske såvel som moderne. De tre ovennævnte kvindelige eksperters faglige vurdering støttes i øvrigt af fremtrædende forfattere, forskere og kritikere af begge køn. Jeg vil derfor gå bag om begreberne 'kvalitet' versus 'positiv særbehandling' og se på, hvad der eventuelt måtte befinde sig af overleveret gods. Hvorfor må det ikke stå til troende, at den kvindelige ekspertise selvfølgelig også taler om kvalitet? Minsandten om det ikke dukker frem igen, fortidens velkendte spøgelse, denne gang iklædt fine, ministerielle gevandter. Det er det samme mandlige blik, der ser verden gennem én bestemt optik: det mandlige princip, der hidrører fra den overleverede konvention. Og den anerkender øjensynligt ikke de kvindelige forfatterskaber, som de tre nævnte kvindelige eksperter har foreslået som værende af kvalitet. Der er ord, der ikke siges ligeud, men de mærkes, og man bliver forstemt! Ordene ligger såmænd lige på tungen. Disse ikkeudtalte ord er kørt i stilling, men de må holdes tilbage med magt. Ingen ved sine sansers fulde brug kan i dag bare lade, som om 70'ernes kønskamp ikke har fundet sted, som om de seneste tredive års forskning ikke tæller med, som om ligestillingsprocessen ikke er skudt i gang for længst. Disse hengemte ordkugler, der lystfyldt ligger lige på tungen og bolsjeagtigt klunker mod hinanden i fortielsens vamle spyt; disse ord, der i dag ikke kan siges højt: at kvinder da ikke kan være kunst ..., nej, jeg vil ikke engang skrive udsagnet helt ud! Det er sådanne virkninger fra den mandlige konvention, Virginia Woolf fremviser i 'Eget værelse' og indplacerer i et litteratur- og kulturhistorisk perspektiv. Men: »Kvindelige forfattere må«, skriver Woolf i 1929, »tænke bagud til deres mødre. Det nytter ikke at gå til de store mænd efter hjælp, uanset hvor meget brug vi har for dem til fornøjelse«. Er du med, Søren Fauli? Det må være, fordi jeg er kvinde, begriber hovedpersonen Mary, da hun jages væk fra collegeplænen af en vildt gestikulerende collegebetjent. Græsset må kun betrædes af mænd. Kvinder er henvist til gruset, og det finder hun ingen naturlig forklaring på. Forskellen på, hvad kvinder og mænd har lov til, må altså være konventionelt bestemt. Det er den mandlige konvention, der på denne måde gennem århundreder har defineret den verdensorden, der bestemte, at mænd må befinde sig hér, og kvinder skal opholde sig dér. At tænke på den måde, opdelt i køn, hører til i den vestlige kulturs filosofiske tænkningstradition. Som bl.a. kvindeforskeren Tania Ørum har peget på, er det den nyligt afdøde litteraturteoretiker Jacques Derrida, der i sine læsninger af vestlige filosofiske tekster påviste, at denne tradition har tendens til at tænke i binære modsætningspar og er en del af kulturtraditionens fallogocentrisme, det vil sige centreret omkring fallos, det mandlige køn og ordet, logos. Det ligger i selve opdelingen i det ene - det mandlige - over for det andet - det kvindelige - at det er hierarkisk: at det ene kun kan definere sig ud fra modsætningen til det andet, men det søger samtidig at underordne det andet og stemple det som afvigende og forkert. Manden er således det første køn, kvinden det andet. Mandlige værdier er logos - ordet og det rationelle, mens eros - det kropslige og irrationelle - er kvindelige værdier. Det skyldes ifølge Derrida den iboende supplementslogik i den vestlige kulturs (græsk-vesterlandske) tænkemåde. Herved er det muligt at udgrænse bestemte ting, at marginalisere dem som underordnede, irrelevante eller supplementære. Ting, som alligevel ved nærmere læsning viser sig at være af central betydning for hovedargumentationen. Sådan er alle negative termer, bl.a. det foruroligende og anderledes blevet forskudt til den kvindelige position som en forudsætning for at konstruere en sammenhængende enhedsidentitet på den mandlige position. Det vil sige, for nu at benytte mig af Virginia Woolfs spejlingsmetaforik, at datidens ideal af en kvinde nødvendigvis først måtte medvirke aktivt til at spejle manden til dobbelt størrelse og give ham betydning, så han - som politiker, læge med videre - kunne gå ud i verden og kæmpe for at opretholde hendes ubetydelighed. Woolf opfatter sproget som et udtryk for et mandligt verdenssyn, hvori kvindens position er konventionelt defineret - med en udgrænsning af de kvindelige værdier. Det svarer til Woolfs syn på den kvindelige forfatters situation. Den ser hun som en række uhjælpeligt fragmenterede sammenstød mellem en mængde forskellige synsvinkler, der brydes og konstruerer virkeligheden på forskellige måder - netop ud fra det skrivende jegs mere eller mindre udgrænsede position. Afhængigt af synsvinklen og denne positions beskaffenhed kan der fortælles forskellige historier om virkeligheden. Den kvindelige forfatter har selv måttet skabe sin vej ud af et asymmetrisk magtforhold. Det kunne hun gøre ved at 'myrde' husets engel, den traditionelle kvinderolle, der jo bl.a. havde som funktion at spejle manden til dobbelt størrelse. Englemordet gav så at sige kvinden vinger på tungen og mod til at fortælle sin sandhed. Virginia Woolf skriver, at kvinden for at blive forfatter først og fremmest måtte have eget værelse og penge nok til arbejdsro. Men hun måtte betjene sig af det foreliggende sprog, mandens, og i kraft af dette har kvindelige forfattere altså måttet konstruere en ny litterær tradition, der tog sit naturlige udgangspunkt i kvinders situation. I dag er kvindelige forfattere for længst nået vidt ud over dagligstuens perspektiv! Skønt der gives objektive kriterier for kvalitet, bl.a. hvordan form og indhold virker i forhold til hinanden, ses endnu i vore dage en tendens til, at den mandlige konvention finder på at nedvurdere et kvindeligt forfatterskab og at fradømme det kvalitet. Det skyldes efter min opfattelse, at det mandlige blik ikke finder genkendelse. Her sker kortslutningen, så ikkegenkendelse bliver lig med ikkekvalitet. Det mandlige princips tænkning har altså traditionelt defineret konventionen. Det svarede til, at samfundet fungerede som et naturligt råderum alene for manden, mens kvindelige værdier var en udgrænset del af helheden; kvinden opholdt sig inden for hjemmets vægge - politisk og socialt udgrænset af det offentlige rum og henvist til at underlægge sig konventionen. Virginia Woolf kom frem til en androgyn litteraturteori ud fra sin opfattelse af, at begge køn havde mangler, som måtte overvindes, for at kvindeligt og mandligt kunne indgå et positivt samarbejde - også i den enkelte. Hvad kvinden manglede i ydre henseende, retten til at være en fuldgyldig person, adgang til det offentlige rum, overleveret litterær tradition, mulighed for uddannelse med videre, havde manden ejet som en naturlig ting. Men han manglede til gengæld noget i indre henseende, som kvinden udfyldte hos ham. Og Woolf skriver, at mandens projekt ikke så meget var at påpege kvindens mindreværd som at opretholde sit eget mereværd. Da kvinden med englemordet begyndte at bruge sine kreative ressourcer til kunstnerisk skabende virksomhed, fik det manden til at mærke sin egen indre mangel og med alle midler at søge at få det mistede tilbage. Rapsprogets nedvurderende kvindebillede er - bevidst eller ubevidst - et tilbageskridt til det forældede kønsrollemønster og hidrører altså fra samme problemstilling! Efter min opfattelse ser det ud, som om den just nu er årsag til, at kvindelige forfatterskaber stort set er ikkeeksisterende i den litterære kanon, der - stik imod hensigten - blev fremlagt i stedet for de vejledninger til forfatterskaber, udvalget oprindeligt var blevet opfordret til at hoste op med. Skal det accepteres, at det er denne skævvridning af forholdene, der skal komme elever i folkeskole og gymnasium af 2005 og i nærmeste fremtid til skade? »Det ville være tusind gange synd«, skriver Virginia Woolf i 1929, »hvis kvinder skrev som mænd eller så ud som mænd, for hvis to køn er utilstrækkelige i betragtning af verdens vældighed og mangfoldighed, hvordan skulle vi da kunne klare os alene med ét?«. Er det svar nok, Søren Fauli? PS: Tillad mig en replik til Hans Bondes Kronik, 'Kvoter er for torsk'. Kroniken bærer præg af det mandlige princips blik. Og på linje med Georg Brandes, som mente om kvinders litteratur, at det var livsvigtigt, men kunst var det ikke, rummer Bondeblikket en dobbelthed af nedvurdering og opvurdering. Døm selv:

»Vi er mange, der gang på gang entusiastisk hepper på det danske kvindelandshold i håndbold, til trods for at det internationale konkurrenceniveau og den tekniske kunnen ikke er skræmmende (!) højt, men de slås i hvert fald med et herligt fighterhjerte«.