Simon Emil Ammitzbøll har en række forslag til både kriminalitetsforebyggelse og straf – forslag, som næppe nogensinde vil blive vedtaget (legalisering af hash og nedsættelse af den kriminelle lavalder til 12 år »for bedre at kunne beskytte de 12-åriges retssikkerhed«!), og hans Kronik 13. oktober mindede mig på mange måder om min egen, som Politiken klogt valgte at bringe tilbage i 1994. Min artikel med overskriften ’Geswifte løsninger’ (’Swift Thinking’) begyndte således: »Under den skrækkelige hungersnød i Irland i det 17. århundrede udgav Jonathan Swift, forfatter til ’Gullivers rejser’, det, han kaldte ’A Modest Proposal’ (’Et beskedent forslag’). Heri foreslog Swift (nogle siger, det var ironisk ment; andre er ikke så sikre), at de sultne irere spiste deres børn (... og det i en tidsalder uden ketchup eller sennep!). Men fordi størstedelen af de sultende irere var for fattige til at købe hans bog, var det, så vidt vi ved, kun en lille procentdel af befolkningen, der fulgte hans råd«. »Men hvor sarkastisk Swifts reaktion end måtte være på den tragedie, der oprigtigt bekymrede ham, har han gjort os opmærksom på, at ingen endnu har fundet et problem, hvor kompliceret og frygteligt det end er, som er så stort, at der ikke kan findes en løsning på det. Ofte består dilemmaet i, at vi ikke bryder os om de løsningsmodeller, vi står over for. I stedet opfordrer vi til at anvende mere behagelige pseudoløsninger, fordi vi er fuldt ud klar over, at muligheden for at få indført de nødvendige metoder, som kunne løse problemerne, er lig nul. Dertil dominerer offentlighedens fordomme i alt for høj grad«. Ikke meget har ændret sig siden 1994. Behagelige pseudoløsninger på en lang række problemer bliver stadig foreslået eller vagt forsøgt med magre og let forudsigelige resultater til følge.
Men kære læser, der er faktisk simple løsninger på komplicerede problemer, hvis samfundet ellers havde modet og fornuften til at føre dem ud i livet. Legalisering af hash, som Simon foreslog, ville fratage banderne en stor del af deres indtægt – som formentlig hurtigt ville blive tjent ind igen ved tyveri, afpresning, bankrøveri eller andre ulovlige og lukrative forretninger. Kriminelle er muligvis moralsk ruinerede, men de nægter som regel at være det økonomisk ret længe. Hårdere straffe, også længere frihedsberøvelse, har tilsyneladende ingen effekt på idioter, der opfatter fængselsstraffe som en hædersbevisning. I stedet vil jeg foreslå – og det er ikke et forsøg på at være morsom – at unge kriminelle, der tages to gange for narkosalg, våbenanvendelse eller anden form for vold, bliver klædt af til skindet og iført babyble og lyserød kyse, får en sut tapet fast til munden, en rangle i hånden og bliver anbragt i et kravlegårdslignende bur midt på Rådhuspladsen 12 timer i døgnet i 12 måneder til hån, spot og latterliggørelse for alle forbipasserende. Sådan en straf skulle nok kunne drive djævelskabet ud af hver en rocker eller Black Cobra. Offentlig ydmygelse! Simple løsninger på afstraffelse Hvad angår voldsforbrydelser, er der så nogensinde nogen, der har set på en gennemsnitlig rocker ud fra et biologisk synspunkt? Hvorfor er de så abnormt store? Deres mødre og fædre lignede vel ikke alle sammen gorillaer? Naturligvis ikke. Et massivt forbrug af steroider er forklaringen. Og som alle efterhånden ved, fører misbrug af steroider til mere voldelig adfærd. En simpel løsning? Voldsforbrydere, der testes positive for steroider, burde injiceres med store doser kvindeligt kønshormon i mindst et år. Det er meget muligt, at østrogen ikke helt ville kunne forhindre deres aggressive udbrud, men i det mindste vil voldsforbryderne være mere tilbøjelige til at få en god tudetur over dem bagefter, hvilket ville føre til skamfølelse og dermed begrænse den antisociale adfærd. Hvad så med biltyve, der tilsyneladende er bedre til at smadre de stjålne biler end at køre dem? Simpelt. Alle, der bliver taget i at stjæle en bil to gange, skal have en stor betonklods støbt omkring sin højre fod, så det er umuligt for ham at køre bil. Når han så har humpet rundt med en 20 kilo tung klods om benet i et års tid, vil han snart kaste sig over en mindre livsfarlig måde at få afløb for sin idioti på. Simple løsninger på afstraffelse for forbrydelser blev også forsøgt i England for 200 år siden. Nogle fanger blev tvunget til at sy posttasker i sækkelærred, hvis de ville tjene til et måltid mad, mens andre blev beskæftiget på andre smarte måder. Nogle blev for eksempel lukket inde i deres celle med en tung trækasse med håndsving. Hvis fangen ville have morgenmad, skulle han dreje 10.000 gange på håndsvinget, 15.000 gange for frokost og 20.000 for aftensmad. Gearene i kassen kunne justeres af fængselsvagterne, så de blev enten strammere eller løsere at dreje rundt alt efter fangens helbred og styrke. At dreje på håndsvinget holdt fangerne beskæftiget, men der var ingen andre sidegevinster.
