En søndag engang i begyndelsen af 1950’erne havde Karen Blixen inviteret Thorkild Bjørnvig til frokost på Rungstedlund. Thorkild Bjørnvig var dengang midt i trediverne, litteraturmagister og for nogle år siden debuteret som digter med ’Stjærnen bag gavlen’, hvilket ikke var gået stille af, bogen havde skaffet ham megen ros og anerkendelse. Han havde fået udgivet et bind Rilkeoversættelser og en afhandling om Martin A. Hansen. Bjørnvig var også en af stifterne af Heretica, sammen med Bjørn Poulsen havde han redigeret de første to årgange af tidsskriftet, og hvis man kender bare den mindste smule til Heretica, vil man vide, at grundlaget for det ikke just var tant og fjas.
Heretica var et efterkrigsprodukt, grundlagt i 1948, et passioneret og sammenbidt opgør mod tidens rationalisme og åndelige armod. Det var hardcore alvorlige sager, tidsskriftet beskæftigede sig med, og de, der stod bag, var folk, som ikke tog let på tingene. De tog tilværelsen særdeles alvorligt, og sig selv tog de på ingen måde mindre alvorligt. Uden at fornærme nogen kan man nok godt sige, at ironi ikke var hereticanernes stærke side, og da slet ikke selvironi. I Heretica blev der talt meget og alvorstungt om kunstens ansvar og forpligtelser, som selvfølgelig også var kunstnerens ansvar og kunstnerens forpligtelser, der blev talt om poesien som vejen til erkendelse og indsigt i tilværelsens dybe grunde.
