Danmark ER en designnation. Det er vi enige om, og det er det, vi hører, hver gang store internationale designere kommer til Danmark for at fortælle om deres eget arbejde. Danmarks ry og selvforståelse er snævert forbundet med 40’ernes og 50’ernes designere – Bojesen, Jacobsen, Ditzel, Wegner – der blev dygtigt markedsført som indbegrebet af en ny modernisme. I dag er dansk design først og fremmest kendt for fortidens cool æstetik og for design-ikonernes eksklusivitet. Det er et tveægget sværd, for på den ene side er det alle tiders, når Ægget med jævne mellemrum optræder i internationale modeblades fotoserier og i film. Men Michael Ring, som er administrerende direktør i Stelton, har bemærket, at deres produkter ofte spiller en helt anden rolle i amerikanske film. Det er nemlig desværre aldrig helten, der har Stelton-produkter på sin morgenmadsbakke, men derimod den kølige, europæiske skurk. Men udviklingen af den danske modernisme handlede ikke kun om æstetik. Datidens designere var, som så mange andre af tidens intellektuelle, involveret i skabelsen af den danske velfærdsstat. Poul Henningsen for eksempel designede lamper og meget andet. Men hans egentlige projekt var at befri arbejderklassen for småborgerlighedens spøgelser og designe en ny samfundsborger.
I den mindre frelste ende forsøgte Børge Mogensen og FDB med deres møbelserie at tilbyde veldesignede og billige møbler, der havde deres egen æstetik og ikke efterlignede fortidens forestillinger om, hvad der var fornemt. Den egentlige revolution i periodens danske design var ikke udviklingen af en ny stil, men derimod, at designerne var med til at opfylde en befolkningsgruppes uerkendte behov for at skabe sig en stærk og selvstændig identitet. Danske DESIGNERE opfandt brugerdreven innovation. Men ligesom da nordiske vikinger fandt Amerika, så lod vi det ligge og padlede videre. Så når Danmark utvivlsomt er en designnation, så er det først og fremmest i anerkendelse af fordums storhed. Hvis man skal karakterisere dagens danske design, så er der ingen tvivl om, at niveauet er højt og, at design gennemsyrer store dele af det samfund, vi lever i. Danmark har flere tusinde designvirksomheder og en ganske stor eksport af designede varer og ydelser. Årtiers designpolitik og offentligt designfremme har også betydet, at danske virksomheder har et relativt stort og relativt avanceret designforbrug. Men samtidig kan det ikke skjules, at vi ligger et pænt stykke fra en international benchmark, og at den mest interessante udvikling sker uden for de traditionelle designcirkler. Dansk design og designpolitik har sejret sig selv ihjel, og det er på tide at komme op med noget nyt, hvis Danmark igen skal regnes for en stærk europæisk designnation, og hvis design fortsat skal være en dynamo for dansk eksport og konkurrenceevne. Danmark har tradition for en aktivistisk designpolitik. Begrebet om den nye danske modernisme blev skabt til markedsføring og promoveret på store udstillinger i USA. I de seneste 15 år har dansk designpolitiks store projekt været at få danske virksomheder til at benytte design i højere grad og på mere avancerede måder. Den fælles antagelse blandt designere og i den danske designfremme har været, at design er et gode i sig selv, og at design tilfører værdi til produkter og virksomheder. Slet og ret. Jo mere virksomheder bruger design, og jo mere de integrerer designtænkning, desto større bliver indtjeningen. Et styrende redskab har været den såkaldte designtrappe. Den er et enkelt redskab til at inddele virksomheder efter deres brug af design. På det første trin står virksomheder, som ikke arbejder systematisk med design, og på det øverste trin står de virksomheder, der anvender design som et centralt og styrende element i selve forretningsgrundlaget. Antagelsen om, at design tilfører værdi, er ikke forkert i sig selv, men for det første er design blevet en grundbestanddel i det at lede en moderne virksomhed, og for det andet vil det være forkert at tro, at Danmark kan styrke sin eksport og konkurrenceevne væsentligt ved at tvinge design ned i halsen på hver eneste lille og mellemstore virksomhed mellem Tønder og Christiansø. Og det er et alvorligt problem ved denne tilgang, at der ikke skelnes mellem brancher, ydelser og typer af design. Der er nemlig stor forskel på, hvad design kan gøre for Jyske Bank, for Lego og for Gudenåens Camping ved Silkeborg, ligesom der er stor forskel på, hvilken rolle design spiller for den danske eksport af mode og af landbrugsprodukter. Dansk design kan sagtens anskues som en stor samlet enhed, men hvis vi skal ud af de ringe, vi har kørt i, så er det på tide at differentiere og turde vælge, hvad vi skal satse på. Visionen for en ny dansk designpolitik bør være, at den skal fokusere på de felter, hvor dansk design har kreativt og økonomisk vækstpotentiale. Et designmiljø i international klasse kræver målrettet indsats på fokuserede områder. Vi skal ikke kaste vores arv bort, og vi skal ikke bekæmpe designbrancher, der ikke skaber overskud eller kan vokse.
