I forbindelse med 50-året for Erik Scavenius’ død 29. november 2012, hvor vandene igen skiltes i forhold til hans rolle under den tyske besættelse af Danmark – denne gang i forbindelse med navngivning af en gade i et ’statsministerkvarter’ – kan man stille sig et spørgsmål, som ikke har beskæftiget offentligheden meget: Da besættelsen var ovre, hvad tænkte den tidligere udenrigs- og statsminister da i sit 'eksil' om Det Tredje Rige? Fem i alt var som bekendt ’de forbandede år’. Tre gange så mange levede Scavenius efter den tyske kapitulation. De år var også forbandede – for ham. Han var en udstødt og foragtet mand resten af sine dage og døde som sådan. Vi ved, hvad han i medfør af sin forhandlingspolitik var henvist til at gøre og mente sig forpligtet til at give udtryk for offentligt – og stod ved til det sidste. Men da han omsider kunne krænge den storpolitiske spændetrøje af sig, hvad mente han så? Også svaret på dette spørgsmål har vel betydning for hans eftermæle. Børge Outze, chefredaktør ved det nye dagblad Information, havde en mening om den ting. I august 1945 skrev Outze – som Scavenius i øvrigt havde en vis svaghed for! – et par rammende linjer i sin avis om den mand, han ikke brød sig meget om. Han skriver opsummerende om samarbejdspolitikkens konstruktør: Han forstod ikke, »at det var verdenshistoriens største forbrydere, han beundrede og hyldede«. Scavenius havde ganske rigtigt som just tiltrådt udenrigsminister i anledning af den nye regeringsdannelse i juli 1940 talt om de tyske sejre, som »har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring«. Trods en vis polemisk overdrivelse rammer Outze nok kernen i Scavenius’ problem. Denne blinde plet blev årtier senere også en hovedpointe i det portræt, som en grand old man i besættelsestidens historieskrivning, Hans Kirchhoff, i diverse artikler har stykket sammen. Scavenius så ikke det destruktive og radikalt civilisationsfornægtende i det nazistiske regime.

Ikke alle statsministre har fortjent et gadenavn Han så ikke, hvordan det skrupelløse parti med sine uduelige, men lystne og magtfulde repræsentanter infiltrerede og korrumperede Weimarrepublikkens embedsværk. Han så ikke de evidente forbrydelser. Ved en privat aftenkomsammen i 1951 i København kunne han fastholde, at den tyske værnemagt i felttoget mod Polen ikke havde gjort andet, end hvad der var nødvendigt. I 1951 vidste man måske ikke i et og alt, hvordan værnemagten var faret frem mod den polske civilbefolkning, men man vidste nok. Hyldede Scavenius tyskerne? Beundring var der ellers ingen, der kunne gribe Scavenius i. Han interesserede sig for de herskende magtforhold i verden med udgangspunkt i Danmarks geopolitiske stilling. Hvor magten var, hvor stor den var, hvor den var i forhold til Danmark, og hvad den ville? Han tilhørte en generation, i hvem traumet fra 1864 stadig sad.