Det er i dag 70 år siden, det var den første grundlovsdag under Nazitysklands besættelse af Danmark.
Det er længe siden, men danskerne holder stolt fast i de nationale minder og myter om den danske modstandsbevægelse. Fortællingerne lever – og de gentages ofte i populære genfortolkninger, hvor proportionerne forvrænges, og heltedyrkelsen skærpes. De to største danske filmproduktioner om besættelsen, ’Drengene fra Skt. Petri’ fra 1991 og ’Flammen og Citronen’ fra 2008, er eksempler, der begge fokuserer på modstandsbevægelsens helte. De udgør et skattet nationalminde, som absolut fortjener plads på danskhedens amagerhylde. De viser den modige danske modstand, som fra 1942 kastede sig ud i en principfast og vedholdende modstand mod nazismen. Mens den danske selvforståelse dyrker vores nationale helte fra modstandsbevægelsen, fremhæver omverdenen en anden del af vores bedrifter under Anden Verdenskrig. Her fremhæves i adskillige værker danskernes kamp for – og samhørighed med – de danske jøder. Blandt andre den amerikanske professor i antropologi Steven Borish fra California State University har beskæftiget sig med det, han betegner som den danske modstands største succes: at det lykkedes at redde 7.220 ud af de omkring 7.800 danske jøder – knap 93 procent – til Sverige i efteråret 1943. Denne heltedåd er ifølge Borish enestående i forhold til Europas øvrige besatte lande, hvor den ikke-jødiske befolkning og nationale myndigheder de fleste steder tog aktiv del i jødeforfølgelsen og deportationerne til koncentrationslejrene. Netop derfor udgør redningen af de danske jøder for Borish en lektion i moralsk mod og viser, hvordan man gennem vedholdende samarbejde kan modstå ondskaben, der vil ødelægge, forarme og forurene alt, hvad man holder kært. Borish mener, at danskerne med denne bedrift ikke bare reddede 7.220 menneskeliv, men også reddede menneskehedens ære, på grund af hvilket verden står i gæld til dem, en gæld, der aldrig kan betales tilbage. Det er STORE ord for almindelige jantelovsdanskere, men ikke desto mindre er det de ord, der bruges internationalt om redningen af jøderne. Man kunne derfor overveje, om ikke denne bedrift burde fremhæves på lige fod med den voldelige modstandskamp; som pensum i folkeskolen, som nye filmatiseringer og endelig som en del af de nationale minder. Man kan håbe, at det næste danske epos om besættelsen husker at fortæller denne historie. At det kunne lade sig gøre at redde så umådeligt mange jøder, er en enorm bedrift, som er helt unik for Danmark. Det hænger naturligvis sammen med landets størrelse, tyskernes definition af danskerne som tilhørende den ariske race, den udprægede positive integration af jøderne i det danske samfund og ikke mindst den ellers ofte så udskældte samarbejdspolitik. Sidstnævnte betød, at Danmark kunne beholde et udpræget selvstyre med råderet over eksempelvis politi, embedsværk, regering og parlament.
