En radikal leder er skabt til indflydelse.
Margrethe Vestager er ingen undtagelse, men i hendes første formandsår har de radikale mandater været bragt uden for den balance, der giver radikale stemmer den udslaggivende vægt i folketingssalen. Under hele opbygningen af den stolte danske velfærdsmodel har de radikale været på stilladserne og føjet sten til sten i møjsommeligt slid. Socialdemokrater og radikale har aldrig haft hinanden ude af syne i denne proces. I den længste regeringsperiode, nogen dansk regering har haft fra 1929-40 i den hårdeste krisetid, øgedes befolkningens tillid fra valg til valg til den socialdemokratisk-radikale regering. Efter krigen var de radikale mandater afgørende for enhver regerings eksistens, og partiets to høvdinge, Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard, evnede at se politik i det lange perspektiv; for dem handlede politik om epoker. En Hilmar Baunsgaard og senere Niels Helveg Petersen har haft en indbygget seismograf til at lodde stemningen ude blandt vælgerne, men når de to så magten for de radikale ligge sammen med Venstre og Konservative, gled vælgerne fra dem. Det skete efter 1971 og 1990. Deraf kan man aflæse meget om strukturen i radikalt sindede vælgere. Nu nærmer vi os stærkt en ny epoke. Lad os først betragte Margrethe Vestager, som har udsigt til at genindtage fløjpladsen i spidsen for en radikalt forynget gruppe placeret i den attråværdige midte i folketingssalen. Hun er meget beslægtet med en Bertel Dahlgaard. De er de eneste i den radikale top, der har kunnet skrive cand.polit. på visitkortet. Margrethe Vestager kan sit fag, hun har overblikket og indsigten i nationaløkonomiens krinkelkroge.
