4. maj om eftermiddagen ringer min far: »Husker du lys i vinduerne i aften« – ja, det gør jeg. Det er frihedsaftenen 4. maj, den dato, da tyskerne kapitulerede i 1945 og Anden Verdenskrig sluttede i Danmark. Far er nu fyldt 91. Han har holdt og holder sig dog stadig i gang og i aktivitet med alt, hvad remmer og tøj kan holde. Skal man blive gammel, så skal det da være med manér. Men nu har årenes slid slået til. Cyklen står og ruster og gåturene er korte. »Jeg er blevet gammel«, sukker han. »tænk, at det skulle overgå mig!«. Ja, tænk! Det stod ikke i drejebogen, da han blev født, at hans tid her på jorden skulle blive så lang. Han er født i en jødisk familie i Berlin i 1919, og det var ikke en livsstart med garantier. De tyske og europæiske jøder fik ikke mange chancer, da Hitler, nazismen og Endlösung-programmet i løbet af 1930’erne fejede hen over Europa. Far slap igennem i live og i fysisk helse, men med nogle gevaldige skrammer på tilliden til omgivelserne. Vi snakker tit om den historie helt specifikt og om historiens gang i al almindelighed. Historie blev hans fag, da han efter krigens og efterkrigstidens omvæltninger til sidst blev dansk og fik en dansk universitetsuddannelse. »Jeg er jo historiker, må du huske«, siger han insisterende til mig, når han slår op i sine højtelskede leksika for at få årstal, steder, begivenheder og navne verificeret.
Han hader at glemme: »En historikers fremmeste værktøj er en god hukommelse«, og det har han haft, en klæbehjerne, han er en levende fortæller, og der kommer stadig spændende ting frem om hans barndoms familie og tiden i Berlin under nazismen og årene derefter:
