Jeg var i september på studietur i Shanghaiområdet, der blev suverænt nr. 1 i Pisa 2009. Jeg så skoler og undervisning, der mindede mig påfaldende om min egen skoletid i 1950’erne på store skoler med langt over 1.000 elever. Der blev stillet op i gården i rækker, der sammen gik op ad trapperne og ind i klasserne. Eleverne sad godt og vel 50 i hver klasse ved en- eller tomandsborde, alle med næsen mod læreren. Eleverne lyttede, læste og skrev og talte kun, når de blev spurgt, og når de skulle arbejde sammen to og to eller fire og fire, og under sådanne gruppeorienterede arbejder var tonelejet lavt. Lektionerne var på 45 minutter for de store og 40 minutter for de små elever. Alle arbejdede intenst, og der var ingen uro eller elever, som ’hang bagud’. Var der noget, en elev ikke lige kunne finde ud af, hjalp en af kammeraterne ved siden af, eller man ventede tålmodigt, til læreren kom forbi for at se elevernes arbejde. Af og til blev der lavet konkurrencer mellem to eller fire grupperinger af elever, og eleverne gik voldsomt op i dette, og de bedste blev belønnet med en stjerne på tavlen. Elevernes arbejder blev indsamlet til slut – og de rettede arbejder blev uddelt i starten af næste lektion – og hver lektion blev til sidst afsluttet med en hilsen, hvorefter eleverne ryddede op på bordene og gik stille ud. Billedkunst bliver styret med hensyn til, hvad der er rammen for lektionen, men afvikles ellers med stor kreativitet inden for rammen. Idræt bliver afviklet med militærisk disciplin. Alle elever møder kl. 07.30 om morgenen og starter med kinesisk morgengymnastik, og skoledagen slutter kl. 16.00 for de yngste elever og kl. 17.00 for de ældste elever. De sidste timer bruges på idræt – der findes ikke frivillige klubaktiviteter som i Danmark. Danske lærere, der ser dette, føler ikke sjældent en smule afsky over for de disciplinerende former, men er overraskede over den ro og lethed, der er ved undervisningen. De siger i almindelighed også, at det ikke kan gennemføres med danske børn, der er mere forvænte og forkælede, og slet ikke, når der er to-fire elever i hver klasse, der enten har specialundervisningsbehov, ADHD eller begge dele. Endelig tager danske lærere en hel del afstand fra den læseplansstyrede undervisning med ét autoriseret lærebogssystem med dertilhørende PowerPoint, opgaver og test. Ikke mindst synes man, at undervisningen ikke har den børnecentrering og problembasering samt tematiske tværfaglige tilgang, vi har udviklet i Vesten og ikke mindst i den skandinaviske tradition siden 1960’erne. Synspunktet er derfor først og fremmest, at kineserne kan lære meget af os, mens der er langt færre elementer, vi kan lære af dem. Jeg er imidlertid helt sikker på, at vi kan lære mindst lige så meget af kineserne, som de kan lære af os, og denne sikkerhed baserer sig på de forskningsmæssige resultater, der er fremkommet gennem de sidste fem år.
Undersøgelser foretaget for det svenske undervisningsministerium viser, at der er sket ganske dramatiske ændringer af undervisningen fra 1960’erne til i dag. Den væsentligste ændring er, at man i høj grad er gået væk fra de aktiviteter, der havde hele klassen som centrum, og over til aktiviteter, der har de individuelle elever i centrum.
